Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

er allerede nævnt, men hertil er i årenes løb
kommet en række detaljer overvejende af
psykologisk betydning. Det drejer sig om
væggenes farver, møblering, opsætning af
trappegelændere og dørhåndtag, fjernelse af
dørspioner etc. Der er installeret centralradio
og senere fjernsyn. Der er indrettet nye
fritidslokaler, hobbyværksted etc. Der er
sørget for et velindrettet bibliotek, der samarbejder
med det kommunale bibliotek. Man
tilstræber inden for de rammer, der afstikkes
af hensyn til sikkerhed og orden, at skabe
så gode og frie forhold for de indsatte som
muligt for derved at understrege respekten
for deres menneskeværd og retsstilling.
De materielle rammer lader endnu meget
tilbage at ønske. Selv om der som beskrevet
er gennemført meget væsentlige forbedringer,
kan man dog efter min opfattelse ikke
tale om, at de indsatte lever under tilfredsstillende
forhold - navnlig ikke når henses
til den velstandsstigning, der er sket i det
frie samfund. Det bedste ville nok være at
bygge en ny moderne indrettet anstalt. Men
meget kunne godt nås ved forbedringer af
den gamle. Højt prioriteret står ønsket om at
forbedre det akustiske miljø i anstalten ved
tæppebelægning af gulvene på gange og opholdsstuer
(en relativ billig foranstaltning,
som bør komme snarest). Men på længere
sigt må man gøre værelserne større ved at
sammenlægge dem to og to, hvorved der
også ville blive mulighed for at indrette toilet
og brusebad i forbindelse med hvert enkelt
værelse.
Også spørgsmål vedrørende de indsattes
retsstilling er i denne forbindelse af betydelig
interesse, bl. a. spørgsmålet om deres arbejdspligt
og aflønning; dette skal jeg dog
ikke komme nærmere ind på her.
Det er som flere gange nævnt ikke muligt
at drage nogen klar grænse mellem de individuelle
behandlingsbestræbelser og de mere
generelle anstaltsmæssige aktiviteter. De udfoldelsesmuligheder,
der tilrettelægges i anstaltens
dagligliv såvel i arbejde som i fritid,
er bestemmende for anstaltssamfundets
funktioner og for de positive og negative
kræfter, der gør sig gældende, og det vil ikke
være muligt på begrænset plads at give en
nærmere skildring heraf. Meget beror her på
en høj grad af kommunikation og gensidig
information, og disse ting har man stedse
lagt megen vægt på i forvaringsanstalten i
38
297
Horsens (ganske som tilfældet har været i
Herstedvester). I den daglige konference
deltager repræsentanter for samtlige personalekategorier,
og der er fri adgang for enhver
funktionær, som er i stand til at møde.
Konferencen er gerne af ca. en times varighed,
og der drøftes såvel konkrete sager som
generelle behandlingslinier. Foruden den
daglige konference afholdes hver tirsdag et
ca. 2 timer langt funktionærmøde, hovedsagelig
med drøftelse af spørgsmål om udskrivning
og udgang. Endelig afholdes hver onsdag
et almindeligt personalemøde. Overvagtmesteren
samler hver fredag de yngre fængselsbetjente
til drøftelse og instruktion.
I den generelle anstaltsbehandling er en af
de vigtigste faktorer på godt og ondt personalets
holdning. Hver eneste funktionær, der
overhovedet har berøring med de indsatte
(og det gælder så godt som alle ansatte), har
ved sin holdning og adfærd betydning for
anstaltens klima. Det tilstræbes, at de indsatte
behandles uden nogen form for diskrimination,
uden nogen ringeagt eller nedvurdering,
og at de behandles med naturlig
medmenneskelig respekt. Personalets holdning
skal bære præg af forståelse og en ikke
ringe grad af langmodighed. Det gælder om
ikke at fordømme, men om at give udtryk
for, at man er her for at yde hjælp og bistand.
Alt dette stiller meget store krav til
personalet, ikke mindst om god indsigt i de
sjælelige mekanismer, der rører sig i de indsatte,
og som f. eks. lejlighedsvis kan give sig
udslag i aggressiv optræden eller i disciplinære
forseelser. Også af den grund er den
gensidige information af helt afgørende betydning.
Forskellige steder, navnlig i England og
Norge, har man udformet som behandlingsprogram
det såkaldte »terapeutiske samfund«
(therapeutic community), hvor selve
samspillet mellem patienter og personale og
patienter indbyrdes skulle virke korrigerende
og helbredende, medens den direkte
lægelige behandling (samtaler såvel som medicin
og anden terapi) kun er en biting.
Livet i det terapeutiske samfund er selve behandlingen.
Jeg tror imidlertid ikke, at disse
behandlingsprincipper lader sig praktisere i
en lukket institution med et tvangsanbragt
klientel; jeg kan ikke se rettere end, at en
sådan behandlingsform må forudsætte frivillighed
og aktiv og engageret deltagelse af