Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

afdeling under overlægens ansvar afkortes mest
muligt under hensyntagen til den åndssvages farlighed
for retssikkerheden. En inddragelse under
forsorg af en kriminel åndssvag tilsigter (ved behandling,
oplæring og stabilisering) at opnå en
social tilpasning og derved forebygge kriminelt
tilbagefald. Den tid, der medgår til en sådan behandling,
vil være højst forskellig og lader sig
ikke på forhånd tidsbegrænse. Er man først nået
frem til en extern form for forsorg, vil det imidlertid
i et flertal af tilfælde være muligt at forlænge
støtteforanstaltningerne på frivillig basis«.
Retslægerådet anfører, at åndssvageforsorgen
har et brugbart behandlingsapparat til
såvel intern som ekstern forsorg, men at der
dog er et behov for udbygning af dette apparat,
bl. a. ved oprettelse af modtageafdelinger
til observation og korttidsbehandling og
ved modernisering af nogle af de bestående
lukkede afdelinger til langtidsbehandling og
til anbringelse af farlige åndssvage. Rådet
fraråder, at farlige åndssvage anbringes et
enkelt sted; en »fortynding« vil efter rådets
opfattelse langt hurtigere muliggøre en flytning
til mere åbent milieu.
Når de anførte udtalelser fra retslægerådet
sammenholdes med de iøvrigt foreliggende
oplysninger om praksis overfor åndssvage
lovovertrædere, er det straffelovrådets
konklusion, at der ikke er grundlag for at foreslå
nogen principiel ændring af de åndssvages
placering i strafferetlig henseende.
Man anbefaler, at der som hidtil i straffeloven
gøres en sondring mellem åndssvaghed i
højere grad og lettere grad, at de førstnævnte
tilstande obligatorisk bevirker straffrihed
på samme måde som sindssygdom, og
at der med hensyn til åndssvaghed i lettere
grad er mulighed for at foretage en konkret
bedommelse, som dog kun i sjældne undtagelsestilfælde
bør føre til, at en lettere
åndssvag idømmes frihedsstraf. For så vidt
angår de tidligere omtalte tilstande i grænseområdet
mellem åndssvaghed og sinkestadiet
- herunder tilstand, der kan anses som
»ligestillet med åndssvaghed« - vil der formentlig
af det nævnte udvalg blive fremlagt
et materiale, som kan give grundlag for en
nærmere bedømmelse af den nuværende
praksis. Rådet skal derfor ikke udtale nogen
endelig mening om, hvorvidt ændringer i
praksis kan komme på tale, men man finder
i hvert fald ingen anledning til at anbefale,
at personer i grænseområdet dømmes til
åndssvageforsorg i videre omfang, end det
nu sker.
56
I straffelovrådets lovudkast er det foreslået,
at åndssvaghed i højere grad nævnes i
§ 16, stk. 1, sammen med sindssygdom, og at
der i § 17 optages en selvstændig bestemmelse
om åndssvaghed i lettere grad og tilstande,
som ganske må ligestilles med åndssvaghed.
Den sidstnævnte bestemmelse har
samme fakultative karakter som den, der foreslås
i § 16, stk. 2, med hensyn til tilstande
ligestillet med sindssygdom. Udgangspunktet
er i begge tilfælde, at der statueres straffrihed,
medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Adgangen til at pålægge
bøde er efter § 18 uafhængig af de her
nævnte regler.
Det er en selvfølge, at rådet må slutte sig
til de af retslægerådet fremhævede ønsker
om en udbygning af åndssvageforsorgens behandlingsmuligheder,
bl. a. med hensyn til
den gruppe af åndssvage, som må holdes i et
lukket anstaltsmilieu.
Spørgsmålet om fordele og ulemper ved
tidsubestemte retsfølger er overvejet også
med henblik på åndssvage lovovertrædere.
Man er opmærksom på, at der fra flere sider
er rettet kritik mod den nuværende ordning,
svarende til kritikken af de tidsubestemte
retsfølger på andre områder. På den anden
side går man ud fra, at denne kritik ikke i
lige grad tager sigte på alle tilfælde af åndssvaghed,
men især er rettet mod den nuværende
ordnings konsekvenser i nogle tilfælde
af lettere åndssvaghed, specielt tilfælde
fra grænseområdet. Det må under alle
omstændigheder fremhæves, at problemerne
omkring de tidsubestemte retsfølger stiller
sig på en helt anden måde her, hvor foranstaltningerne
har en udpræget forsorgsmæssig
og lægelig baggrund, og hvor også den
administrative, ikke-strafferetlige inddragelse
under forsorg er af ubestemt karakter,
end når det gælder strafferetlige foranstaltninger
som forvaring og ungdomsfængsel.
Også på dette punkt må man imidlertid afvente
det materiale, der kan ventes at fremkomme
gennem åndssvageudvalgets arbejde,
og straffelovrådet stiller ikke forslag om
nogen ændring i retning af tidsbestemte eller
tidsmaksimerede foranstaltninger overfor
åndssvage lovovertrædere. Hensynet til beskyttelse
af den domfældte og til den almindelige
retssikkerhed må som hidtil varetages
gennem domstolenes medvirken ved beslut-