Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

I 1950 var reglerne for fordeling af fængselsdomfældte
således, at fængsel helt op til
5 måneder skulle udstås i arresthus. Disse
fordelingsregler er gennem perioden ændret
successivt til 4 og 3 måneder og i 1970—71
til, at fængselsafsonere selv med fængsel i
30 dage skal afleveres til statsfængsel. Baggrunden
herfor var dels pladsforholdene i
arresthusene som følge af det stigende antal
varetægtsfanger og hæfteafsonere, dels ønsket
om at placere afsonere under bedre forhold.
Dette er forklaringen på, at indekstallet
for arresthusene falder til 34 i 1970.
For Københavns fængsler viste det sig
vanskeligere at gennemføre samme udvikling,
idet et vist belæg af afsonere ansås for
at være en nødvendig betingelse for anstaltens
arbejdsdrift. Også her er indekstallet i
1970 dog faldet til 68.
Denne baggrund er en del af forklaringen
på, at indekstallet for statsfængslerne i 1970
er steget til 138.
Gennem hele perioden er fængsel den helt
dominerende sanktionsform. I 1950 skyldtes
94 pct. af samtlige indsættelser fængselsdomme.
Tallet falder i 1961 til 87 pct. og
stiger derefter til 91 pct. i 1970.
3.3. Ungdomsfængsel.
Antallet af domme til ungdomsfængsel ligger
i begyndelsen af perioden omkring 80 - faldende
til 65 i 1954. I 1953 nedsattes imidlertid
straffelovskommissionen. Under forhandlingerne
i denne opnåedes der ret hurtigt
enighed om, at man overfor unge lovovertrædere
under 21 år burde foretrække
ungdomsfængsel fremfor ubetinget fængsel.
Som følge heraf stiger anvendelsen af ungdomsfængsel
dramatisk i de følgende år.
Alene fra 1954 til 1956 er der tale om mere
end en fordobling og tallene stiger fortsat
frem til 1963 med et maksimum på 272.
Derfra følger et uregelmæssigt fald til et
niveau på 208 i 1970. Fra 1954 til 1970 er
der således sket en tredobling af antallet af
ungdomsfængselsdomme.
Ungdomsfængselsdommenes procentvise
andel er tilsvarende steget støt fra 1,6 pct. i
1950 til 7,5 pct. i 1963 og derefter faldet til
4,8 pct. i 1970.
156
3.4. Arbejdshus.
I 1950 blev 40 personer indsat i arbejdshus
efter dom. Tallet stiger i 1952 til 69 og holder
sig derefter frem til 1960 omkring 50,
bortset fra en isoleret stigning i 1959. I løbet
af 1961 og 1962 falder niveauet til omkring
30 og holder sig der til 1967, da et nyt
fald efterhånden bringer niveauet ned på
kun 10 domme til arbejdshus i 1970. Denne
udvikling er fortsat i 1971. Domstolene er
således næsten ophørt med at anvende sanktionen
arbejdshus. Niveauet i 1970 er kun
en syvendedel af niveauet i 1952.
Procentuelt tegnede arbejdshuset sig i begyndelsen
af 1950'erne for omkring 1,2 pct.
af dommene. Maksimum nås med 1,9 pct.
i 1959. Derefter følger et støt og sikkert fald
frem til 0,2 pct. i 1970.
3.5. Sikkerhedsforvaring.
Antallet af domme til sikkerhedsforvaring
har gennem hele perioden været meget lavt
svingende mellem 0 og 6 med et gennemsnit
på ca. 1,5. I 9 af de 21 år er der overhovedet
ikke afsagt domme af denne art. Fra
1960 til 1970 er der kun afsagt 7 domme til
sikkerhedsforvaring mod 24 domme i perioden
fra 1950-59. Selv på dette meget lave
niveau er der således tale om en klart aftagende
tendens.
Procentuelt har antallet af domme til sikkerhedsforvaring
i denne periode aldrig oversteget
0,1 pct.
3.6. Forvaring og særfængsel.
3.6.1. Forvaring.
Endnu i 1950 faldt der 145 domme til forvaring.
Allerede fra 1953 er tallet imidlertid
definitivt faldet til under 100. Faldet fortsætter,
og fra 1962 ligger niveauet omkring
50. I 1967 indtræder et nyt fald til 30, et
tal, der gentager sig i 1970.
Indekstallet viser et fald til 21 i 1970. I
1950 faldt der således fem gange flere domme
til forvaring end i 1970 (tabel 2).
Procentuelt udgjorde forvaringsdommene
i 1950 nøjagtig 3,0 pct. I 1970 er tallet faldet
til 0,7 pct.
3.6.2. Særfængsel.
I 1950 af sagdes kun 8 domme til særfængsel.
Tallet stiger i de følgende år, men er i
1954 helt nede på 6.