Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

sige værdier, at dette berettiger til at gå over
grænserne for, hvad man ellers normalt
ville kunne acceptere som korrektionsmiddel.
Kunne det påvises, at man ved hjælp af
ungdomsfængslet var i stand til at gennemføre
en behandling af de indsatte, således at
de typisk efter opholdet ville være ude af
kriminalitetsproblemet, ville de fleste utvivlsomt
mene, at man herved også for de pågældende
selv opnåede et resultat, der fuldt
ud berettigede midlet. Men opnås dette resultat?
Det er dette spørgsmål, der behandles
under punkt 3 i nævnsflertallets indstilling.
Jeg vil imidlertid angribe det på en lidt
anden måde, end man har gjort i flertalsindstillingen.
Det er nemlig for mig at se ikke
nødvendigt som i flertalsindstillingen side
368-70 at komme ind på en opremsning og
vurdering af de særlige behandlingsressourcer,
der er stillet til ungdomsfængslernes rådighed.
Forholdet er jo nemlig det, at selv
om den særlige ungdomsfængselssanktion
ophæves, vil de ressourcer, der vil være til
rådighed for behandlingen af det tilsvarende
unge klientel under en tidsbestemt udmåling,
ikke på nogen måde forringes. Spørgsmålet
er derfor alene, om der i den længere
frihedsberøvelse og dennes tidsubestemte karakter
ligger sådanne særlige behandlingsværdier,
at resultatet af behandlingen bliver
mærkbart forbedret i forhold til, hvad man
måtte forvente under en normal strafudmåling.
Der findes ingen videnskabelige undersøgelser,
der giver svaret på dette spørgsmål.
Man er derfor nødsaget til at bygge på erfaringer
og antagelser fra de personer, der i
det daglige er beskæftiget med arbejdet i
ungdomsfængslerne. Der må her lægges afgørende
vægt på de praktiske erfaringer, der
indhostes netop i disse år på anstalterne.
Erfaringen er - som det også fremgår af
inspektørernes erklæring side 387 - at det
tidsubestemte element opleves som en hemsko
i arbejdet. Der kan være grund til at
fremhæve, at dette ikke altid behøver at
have været tilfældet. Der behøver således
ikke at være nogen modstrid mellem de erfaringer,
som tidligere ungdomsfængselsfolk
mener at have gjort om tidsubestemthedens
værdi, og de nuværende behandleres opfattelse
af denne faktor som et overvejende negativt
behandlingselement. Det er uden videre
379
klart, at også ungdomsfængselsfangerne vil
være påvirkede af de ændrede værdinormer,
der, som tidligere nævnt, er slået igennem i
disse års danske samfund; og en forstærket
negativ indstilling hos de indsatte til det, der
karakteriserer ungdomsf ængselssanktionen,
kan meget vel være det element, der får behandlernes
vurdering til at skifte. Tvang har
stedse i Danmark - i højere grad end tilfældet
har været f. eks. i de øvrige nordiske
lande - været anset for et dårligt fundament
for behandling; en motivation af klienten til
en positiv medvirken er anset for en nødvendig
forudsætning for at opnå et rimeligt resultat.
Det er nødvendigt at fremhæve endnu
et forhold; vurderingen af de særlige elementer,
der er karakteristiske for ungdomsfængselssanktionen,
må bygge på en gennemsnitsbetragtning.
Der er ingen grund til
at betvivle, at man fortsat vil kunne henvise
til enkelttilfælde, hvor det længere anstaltsophold
og det tidsubestemte element har
været positive faktorer i en resocialiseringsproces.
Her bliver det imidlertid afgørende,
at man, som nævnt i overlæge Dickmeiss'
indstillet side 375, må fastslå, at det på forhånd
er særdeles vanskeligt at afgøre, hvilke
unge kriminelle der er egnede, og hvilke
der ikke er egnede til det nuværende ungdomsfængsel.
I mangel af en sådan selektionsmekanisme
må man nødvendigvis bygge
på erfaringerne for, hvad der tjener flertallet.
Og erfaringerne viser her som nævnt, at
man gennemgående også behandlingsmæssigt
har større ulemper end fordele ved at
anvende ungdomsfængselssanktionen med
dens tidsubestemte ophold.
Det må herefter fastslås, at de aktuelle behandlingserfaringer
ikke taler for at bryde
grænserne for, hvad man ud fra almindelige
værdinormer i det nutidige samfund ville
anse for acceptabelt.
Det er yderligere blevet spurgt, hvilket alternativ
der kan opstilles til ungdomsfængselssanktionen.
Svaret ligger lige for. Man
må forudse tidsbestemte fængselsstraffe afsonet
i anstalter svarende til dem, der efter
det hidtidige system ville blive anvendt som
ungdomsfængsler. Det er ovenfor nævnt, at
man ikke har videnskabelige undersøgelser,
der kan forudsige, hvorledes effekten af en
sådan ændring vil blive. Helt uden støtte fra
videnskaben er man dog ikke. Nyere psykologisk
forskning (Bent Rieneck m. fl.: »Per-