Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

dede adgang til prøveløsladelse, der gennemførtes
i 1964, en stigende anvendelse af prøveløsladelsesinstituttet,
samt at der fra november
1968 i næsten alle tilfælde gives
fuldt varetægtsfradrag.
Som følge af særforanstaltningernes længere
opholdstider og administrative genindsættelser
bliver fængselssanktionens procentvise
belægsandel væsentligt lavere end domsandelen.
Mens denne svingede mellem 95
pct. og 87 pct. (tabel 3), var belægsandelen
i 1950 kun 68 pct., et tal, der falder nogenlunde
støt til 56 pct. i 1961-62, hvorefter
det igen stiger til 68 pct. i 1970.
Fra 1959 til 1967 var således mere end
40 pct. af belægget undergivet særforanstaltninger.
Fra 1960 til 1966 var omkring 40 pct. af
belægget undergivet helt eller delvis tidsubestemte
særforanstaltninger. (Ungdomsfængsel,
arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller forvaring)
.
4.4. Ungdomsfængsel.
I 1950 havde ungdomsfængslerne et belæg
på 220 faldende til 145 i 1955. Fra 1956
steg belægget støt til et maksimum på 425,
der nåedes i 1965. Derefter er belægget påny
faldet støt til 243 i 1970 (tabel 4).
Tallet 425 forekommer højt, men ligger
dog mere end hundrede under de 527, der
var forudset af fængselsvæsenet - se Betænkning
II - vedrørende fængselsvæsenets
anstaltsorganisation, pag. 20. Det er aldrig
opklaret, hvorfor krigsårenes store fødselsårgange
ikke levede op til forventningerne
om at fylde ungdomsfængslerne i samme
grad som hidtil.
Faldet i det daglige belæg fra 1950 til
1955 (fra indekstal 100 til 66) er noget
større end faldet i domfældelsestallene (fra
100 til 84). Til gengæld stiger domfældelsernes
indeks til 353 i 1963, hvor belæggets
indeks kun stiger til 193 i 1963. Forklaringen
synes at være, at anklagemyndigheden
og domstolene reagerede ret hurtigt, mens
fængselsnævnet fra midten af 1960'erne har
ført en mere liberal løsladelses- og genindsættelsespolitik
(tabel 2 og 5).
Ungdomsfængslernes procentandel af domfældelser
var i 1950 kun 1,6 pct. og nåede
i perioden aldrig over 7,5 pct. (1963). Som
følge af de lange opholdstider og fængselsnævnets
genindsættelser var belægsandelen
158
allerede i 1960 på næsten 7 pct., stigende til
næsten 20 pct. i 1966. I 1970 var tallet endnu
13,2 pct.
Fra 1963 til 1966 sad næsten en femtedel
af belægget i ungdomsfængsel.
4.5. Arbejdshus.
I 1950 havde arbejdshuset endnu et belæg
på næsten 350. Bortset fra enkelte år (1956,
1959 og 1960) falder tallet støt gennem hele
perioden til kun 54 i 1970. Nedgangen er
fortsat i 1971 og i første halvdel af 1972 til
et belæg på ca. 20-25 (tabel 4).
Indekset i tabel 5 registrerer udviklingen
som et fald fra 100 til 16, d.v.s. til en sjettedel.
Domfældelserne steg derimod først til
173 i 1952 og faldt derefter til 25 i 1970,
altså et fald til en fjerdedel. Her synes fængselsnævnets
liberale løsladelses- og genindsættelsespolitik
i de senere år at have gjort
sig gældende.
Arbejdshusets procentvise belægsandel var
i 1950 stadig mere end 8 pct., stigende
uregelmæssigt til næsten 9 pct. i 1960 og
derefter støt faldende til mindre end 3 pct.
i 1970. Som ved ungdomsfængsel er belægsandelen
betydeligt større end domfældelsesandelen,
der i 1950 var mindre end 1 pct.,
stigende til små 2 pct. i 1959 og derefter
faldende først til ca. 1 pct. fra 1962 til 1966,
og dernæst til 0,2 pct. i 1970.
4.6. Sikkerhedsforvaring.
Sikkerhedsforvaringen havde endnu i 1950
et belæg på 70, et tal, der i 1954 er halveret
til 36, i 1961 påny halveret til 19 og i 1965
atter halveret til 9, et tal, der holder endnu
i 1970 (tabel 4).
Indekstallene viser et fald i belægget fra
100 i 1950 til 13 i 1970, altså en reduktion
til en syvendedel (tabel 5).
At tallet holder trods et meget ringe antal
domme, skyldes først og fremmest, at et vist
antal livstidsfanger overføres til sikkerhedsforvaring.
Af de i klientelundersøgelsen 8
hensiddende havde kun 3 modtaget dom til
eller var genindsat i sikkerhedsforvaring.
Endelig spiller de lange opholdstider og genindsættelserne
en særlig rolle ved denne
sanktionsform.
Også her spiller belægget procentvis en