Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

gende, bl. a. holdningsløs, sårbar og aggressionshæmmet.
Brandstiftelserne måtte betragtes
som affektafspændingshandlinger i situationer,
hvor T ikke havde fået naturligt
afløb for sine affekter og aggresssioner.
Hans strafegnethed fandtes tvivlsom; han
var dog næppe strafuegnet, men under hensyn
til behovet for behandling burde eventuel
afsoning ske i særfængsel. T idømtes ved
UR 2 års særfængsel; denne straf nedsattes
af ØLR til 1 år 6 måneder.
C. Seksualforbrydelser.
U 1961-458(0), §216 jfr. §21:
Den 35-årige T, som i 1953 var idømt en betinget
dom for tyveri og iøvrigt ustraffet,
fandtes skyldig i voldtægtsforsøg (samt
overtrædelse af § 222) overfor en 8-årig
pige, som han under hendes modstand havde
båret fra fortovet ned til et toilet i en ejendoms
kældergang. Retslægerådet udtalte, at
T formentlig havde været under indflydelse
af phenemal og derfor i en tilstand af toxisk
betinget bevidsthedssvækkelse, der måtte ligestilles
med sindssygdom. Han havde konstant
og i stigende grad misbrugt medicin
siden 16 års alderen. Han var psykopatisk
præget, selvhævdende og upålidelig. Hvis T
ikke frifandtes efter § 16, måtte han efter rådets
opfattelse anses for strafuegnet i henhold
til § 17. Såfremt han ikke blev undergivet
længerevarende afvænningsbehandling i
lukket institution, måtte faren for fortsat kriminalitet
anses for overhængende. Forvaringen
blev tilrådet. T henførtes under § 17;
der var ikke spørgsmål om anvendelse af
§ 16. Anklagemyndigheden påstod særfængsel,
og T idømtes 3 års særfængsel.
U 1964.760 (V), § 216, § 266 m. v.:
Den 21-årige T, der tidligere havde modtaget
betinget dom for tyveri og brugstyveri, fandtes
skyldig i voldtægt under trussel med en
brødkniv og i fremsættelse af trusler efter
forholdets fuldbyrdelse. Han havde desuden
begået 3 brugstyverier. Ifølge retslægerådet
var han karakterologisk en del umoden og
især følelsesmæssigt ustabil med tilbøjelighed
til pludselige forstemninger. Han havde
få hæmninger overfor pludselige indskydelser.
T var efter rådets mening ikke ganske
strafuegnet. T idømtes 6 års særfængsel.
308
U 1968.148 (V), §§ 210 og 222.
Den 48-årige T havde i 8-9 tilfælde gjort sig
skyldig i uterlighed med sin 13-årige datter i
en periode, hvor hustruen var indlagt på
hospital. Forholdet blev først anmeldt til politiet
3 år senere. Ifølge mentalerklæring var
T personlighedsafvigende, bl. a. veg og selvsikker
og noget affektlabil. T var næppe
strafuegnet, men afsoning i særfængsel blev
tilrådet. T idømtes ved UR 4 års særfængsel;
under hensyn til den lange tid, der var forløbet
fra forholdenes ophør, blev denne straf
ved VLR nedsat til 2 år.
D. Berigelsesforbrydelser.
U 1966.571 (H), § 276:
Den 25-årige T fandtes skyldig i talrige tyverier
fra kælderrum, sommerhuse, automater
m. v., begået i tiden september-december
1964. T var udover et par småstraffe idømt
særfængsel i henholdsvis 1 år 6 måneder og
8 måneder i 1962 og 1964. Han var blevet
løsladt, kort før de nye tyverier begyndte.
Der forelå under sagen en række lægelige
udtalelser. Retslægerådet udtalte, at T var
karakterologisk stærkt afvigende og måtte
anses som strafuegnet; da nye ligeartede forbrydelser
måtte påregnes, anbefaledes dom
til forvaring, hvilket også blev udfaldet i
ØLR. For HR forelå en udtalelse fra overlægen
ved forvaringsanstalten i Horsens, som
fandt, at særfængsel ville give de bedste behandlingsmuligheder.
T idømtes ved HR 2
års særfængsel, dog at to dommere stemte
for forvaring.
U 1966.708 (H), § 276, § 278, § 293 m. v.:
Den 38-årige T havde begået tyveri fra en
varevogn og en villa, underslæb med hensyn
til en radio samt to brugstyverier. Han havde
været straffet nogle gange siden 1959, senest
i 1964 med 2 års særfængsel for dokumentfalsk
og tyveri. Han var prøveløsladt kort før
de nye kriminelle forhold. Retslægerådet betegnede
T som ustadig og holdningsløs og
anbefalede forvaring (ligesom i en erklæring
forud for dommen af 1964). T blev ved ØLR
dømt til forvaring. For HR forelå udtalelse
fra overlægen ved forvaringsanstalten i Horsens,
hvorefter behandlingsmulighederne i
særfængsel ikke kunne siges at være udtømt.
T idømtes særfængsel i 1 år 6 måneder, dog
at 2 dommere stemte for at stadfæste dommen
til forvaring.