Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

edre - foregå ambulant. I så fald må den
lægelige behandling naturligvis koordineres
med de øvrige behandlings- og støttebestræbelser,
der iværksættes, navnlig i form af social
bistand.
Men hvis behandlingen skal ske under en
anstaltsanbringelse, er det ikke mindre vigtigt,
at den integreres i anstaltsmiljøet og
søges koordineret med andre behandlingsmæssige
bestræbelser som f. eks. undervisning,
uddannelse, arbejdstræning, fysisk træning,
fritidsbeskæftigelse, social bistand etc.,
der i forskelligt omfang og med vekslende
held søges iværksat. I denne forbindelse er
det naturligt at nævne personlige samtaler
med enkelte funktionærer, ikke mindst
blandt opsynsstyrken og værkstedspersonalet.
I det daglige samvær mellem funktionærer
og indsatte på arbejdsplads såvel som på
afdeling og ved forskellige fritidsaktiviteter
opstår jævnlig personlige kontakter, som
kan være af meget stor betydning for den
indsatte, både fordi han derved kan få bistand
til løsning af sine mere almene menneskelige
problemer og ikke mindst, fordi han
kan opleve den menneskelige støtte, som
disse ofte meget ensomme mennesker tit må
savne.
Herved er vi inde i problematikken omkring
det, man kunne kalde den generelle
anstaltsmæssige behandling.
Det er vistnok en udbredt opfattelse, at
behandlingen i de to forvaringsanstalter er
meget forskellig, fordi den ene lægger vægt
på miljøbehandling og den anden på individuel
lægelig behandling. Den divergens, der
er, er utvivlsomt helt overvejende af teoretisk
natur uden synderlig praktiske konsekvenser.
Hvis der i det hele er nogen forskel
i behandlingen, drejer det sig snarest om
visse nuancer i den individuelle lægelige terapi,
specielt med hensyn til anvendelsen af
psykofarmaka. Men der er i de to forvaringsanstalter
utvivlsomt en forskellig vurdering
af miljøbehandlingens effekt. I Horsens er vi
ikke tilbøjelige til at tro på miljøbehandling
som det vigtigste behandlingsinstrument,
fordi vi er bange for, at institutionsopholdet
og frihedsberøvelsen med alt, hvad dette indebærer,
rummer så betydelig risiko for skadevirkninger,
at det i almindelighed må
være at foretrække ikke at udstrække institutionsopholdet
udover det absolut nødvendige.
Naturligvis kan en frihedsberøvelse
296
under visse omstændigheder være af behandlingsmæssig
værdi (f. eks. ved at
bremse kriminel aktivitet, give mulighed for
sanering af sociale forhold etc.). Men det vil
nok være forkert at betragte institutionsopholdet
som en kur, hvorunder patienten udvikler
sig, modnes og stabiliseres, når blot
institutionsmiljøet ved koordinering af alle
forhåndenvirkende midler bringes til at fungere
på rette måde. Opholdet i den lukkede
institution og afskæringen fra livet i det frie
samfund er en så abnorm menneskelig situation,
at den uvægerligt rummer betydelig risiko,
ikke mindst når man yderligere betænker,
at gruppen af indsatte vil være tilbøjelig
til at føle sig knyttet sammen i en slags antisocialt
fællesskab. Jeg skal ikke gå nærmere
ind på en skildring af de gruppedynamiske
faktorer, der her kan gøre sig gældende, og
som formentlig er almindelig kendt.
Men alt dette har naturligvis ikke ført til,
at miljøbehandlingen i mindste måde negligeres
i forvaringsanstalten i Horsens. Tværtimod
må man vel næsten sige, at opfattelsen
af institutionsopholdet som snarere skadeligt
end gavnligt kun yderligere har måttet tilskynde
til så vidt muligt at eliminere eller afsvække
skadevirkningerne og mest muligt
fremme og opdyrke de positive sider, som institutionsopholdet
naturligvis også kan indebære.
Horsensanstalten er med hensyn til
den praktiske udformning af miljøbehandlingen
i det store og hele på linje med Herstedvester,
og jeg tror ikke, at der i så henseende
kan påvises væsentlige forskelle.
Måske er man i Horsens på enkelte punkter
gået lidt videre end i Herstedvester med hensyn
til liberalisering af forholdene (ophævelse
af pornografiforbud, delvis ophævelse
af brevcensur m. m.), men dette er netop
gjort ud fra et ønske om at gøre miljøet så
positivt og normalt, som det er muligt inden
for en lukket institutions rammer.
Det har i det hele taget været en ledetråd i
miljøbehandlingen, at man gerne har villet
gøre rammen omkring livet i anstalten så lys
og venlig som muligt. Det gamle, skumle
tugthus, der både i det ydre og i det indre
var beregnet på at udtrykke den straffende
funktion og markere samfundets misbilligelse
og fordømmelse af den indsatte, er ved
store og små bygningsmæssige ændringer
søgt omdannet til en moderne behandlingsinstitution.
Etageadskillelser og opholdsstuer