Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

385
Udtalelse af 3. august 1972 til straffelovrådet fra inspektørerne
ved ungdomsfængslerne.
På given opfordring afgiver undertegnede
ledere af ungdomsfængslerne i Danmark følgende
udtalelse til brug for straffelovrådets
overvejelser over ungdomsfængselsinstituttets
fremtid.
Vi mener indledningsvis at burde slå fast,
at ungdomsfængsel ubestrideligt var en de
værdifuldeste nyskabelser i straffeloven af
1930. Det står endvidere fast, at den praktiske
gennemførelse har ligget på et meget
højt niveau. Behandlingen har haft positiv
værdi for tusinder af unge, og den har virket
inspirerende for anden fængsel sbehandling
i indland og udland.
Når ungdomsfængslets fortsatte eksistens
i de seneste år har været sat under debat,
skyldes det i første række en stærkere og
stærkere afstandtagen fra den tidsubestemte
frihedsberøvelse. Der er fremsat kritik også
af den form, der som ungdomsfængselsstraffen
har tidsmæssigt maksimum, og kritikken
fastholdes, uanset at foranstaltningens ubestemte
karakter i den senere tid er afsvækket
gennem praksis' stivnen omkring visse
løsladelsesterminer, der falder ret tidligt inden
for maksimum.
Det er utvivlsomt, at der i hvert fald i de
første mange år af ungdomsfængslets historie
opnåedes resultater i kraft af en kombination
af intensiv indsats og den ubestemte
tid. Det sidste var et incitament for de unge
til at udnytte behandlingstilbudene. Der var
sikkert også den gang både hos de unge og
deres pårørende en større forståelse for de
positive aspekter i en ikke for kort frihedsberøvelse.
Som eksempel kan anføres unge,
der forblev frivilligt på anstalten for at fuldende
en lære.
Det må fremhæves, at ungdomsfængslets
karakter af særanstalt fra begyndelsen især
kom til at manifestere sig ved følgende tre
karakteristika:
49
Bilag 19.
1. Behandling i åben anstalt
2. den særlige vægt, der blev lagt på varige
opdragende foranstaltninger, og
3. den ubestemte tid.
Vedrørende den udvikling, der har fundet
sted, siden denne særforanstaltning i 1933
blev ført ud i livet, kan følgende anføres:
ad 1. Behandlingen i åben anstalt.
Forud for den nye straffelov havde afsoning
af straf under friere forhold kun fundet sted
i de såkaldte hedekolonier, og hverken denne
afsoningsform eller den meget beskedne
anvendelse af fanger til arbejde uden for de
gamle straffeanstalters ringmure tåler nogen
sammenligning med den behandling, der den
18. september 1933 tog sin begyndelse på
Søby søgård. Her var tale om en virkelig nyskabelse.
Selv om der på ingen måde kan
tales om en aldeles udelt succes, idet såvel
undvigelser og ulovlig kommunikation som
uheldige virkninger af det fællesskab, som
nødvendigvis er forbundet med den åbne anstalt,
må tages i betragtning, må det være
hævet over enhver tvivl, at tanken om behandling
i åben anstalt har vist sig i høj
grad bæredygtig, således at næppe nogen for
alvor vil tænke sig denne behandlingsform
afskaffet, selv om der naturligvis hersker
forskellige meninger om, i hvilket omfang
den bør anvendes. Tværtimod har udviklingen
medført, at man i stort omfang og i væsentlig
grad på grundlag af erfaringerne fra
det åbne ungdomsfængsel og med dette som
forbillede har gennemført behandling i åben
anstalt også for personer, der afsoner statsfængsel.
Forholdet er for tiden det, at omkring 60
pct. af de indsatte i ungdomsfængslerne er
anbragt i åbne anstalter (Søbysøgård og Møgelkær),
medens det lukkede ungdomsfæng-