Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

og funktionærer. Der er vist berettiget at
sige, at man indtil omkring midten af tredserne
såvel indenfor anstalterne som blandt
dem, der iøvrigt beskæftigede sig med fængselsforhold
herhjemme, betragtede ungdomsfængslerne
som en af de mest positive foranstaltninger
indenfor fængselsvæsenet, og de
daværende ledere af ungdomsfængslerne
synes uanset de skuffelser, som de fra tid til
anden blev konfronteret med, at være præget
af tillid til værdien af det pædagogiske og
karaktermæssige behandlingsarbejde, der
blev ydet i anstalterne. De fra anstalterne i
den senere tid modtagne indstillinger og
besog på anstalterne efterlader imidlertid nu
det indtryk, at den senere tids diskussion om
ungdomsfængslerne har givet anledning til
en pessimisme hos ledere og funktionærer,
som ikke sjældent giver sig udslag i en undertiden
næsten defaitistisk indstilling med
hensyn til mulighederne for at opnå nogen
udvikling hos de indsatte ved yderligere tilbageholdelse.
Man er næsten tilbøjelig til at
gøre behandlingsproblemet til et spørgsmål
om i det væsentlige alene at reducere skadevirkningerne
af et anstaltsophold, medens
det mere positive formål trænges stærkt i
baggrunden. I denne forbindelse skal det anføres,
at de vanskeligheder, som narkomanernes
anbringelse i ungdomsfængslerne
giver anledning til, er et helt specielt problem,
som næppe bør drages med ind i diskussionen.
Man synes både med den sædvanlige
form for frihedsstraf som med ungdomsfængsel
at komme til kort overfor dette
særlige klientel, hvis problemer åbenbart
bør søges lost på helt anden måde.
Det er nærliggende at søge i hvert fald en
del af forklaringen på denne pessimisme
med hensyn til de behandlingsmæssige muligheder
i den omstændighed, at der gennem
de senere år er sket en så mærkbar forkortelse
af den tid, der er til rådighed for behandlingen,
at dette forhold i sig selv må begrænse
mulighederne for at føre til resultater
af karaktermæssig og uddannelsesmæssig
art. Den efterhånden stærkt reducerede opholdstid
skyldes til dels den siden oktober
1968 indførte ordning med fuldt fradrag for
udstået varetægtsfængsel, hvilket navnlig får
betydning, når dette for eksempel på grund
af mentalobservation eller deltagelse i omfattende
bandekriminalitet bliver særlig
langvarigt; også en eventuel anke vil kunne
370
medføre, at løsladelsesterminen kan komme
efter meget kort ophold i selve anstalten.
Hertil kommer imidlertid yderligere en generel
tendens til at forkorte opholdet i anstalten,
således som det fremgår af de tidligere
nævnte tal for opholdstiderne. Fængselsnævnet
er selvfølgelig ikke uden ansvar for
denne udvikling. Der har imidlertid i et stigende
antal tilfælde i de senere år indenfor
nævnet været tvivl om det rigtige og hensigtsmæssige
i at følge anstalternes indstillinger
om løsladelse i en række tilfælde, hvor
der for kun få år siden ville have været enighed
mellem nævnet og anstalterne om, at det
ville være mest hensigtsmæssigt med nogen
tids yderligere tilbageholdelse med henblik
på at søge opnået større stabilitet eller modenhed
hos den indsatte. Anstalternes synspunkt
har i sådanne tilfælde ofte været, at
med de ret kortvarige yderligere tilbageholdelser,
der efter praksis kunne komme på
tale, ville udsigterne for modning og stabilisering
være for ringe til at kunne begrunde
længere tilbageholdelse. For nævnet har det
været vanskeligt at gå imod sådanne — ofte
eenstemmige - indstillinger fra funktionærmøder
og inspektør, navnlig i tilfælde
hvor der fra anstalternes side var foretaget
forberedende skridt med hensyn til løsladelsens
iværksættelse og derved, eller blot ved
at den pågældende er underrettet om indstillingen,
skabt berettigede forventninger hos
den indsatte, og på en sådan baggrund må
man dele anstaltens skepsis med hensyn til,
hvad der kan opnås ved få måneders forlænget
ophold. Løsladelsespraksis er efterhånden
stivnet omkring visse løsladelsesterminer,
nemlig navnlig omkring årsdatoen, men
dette er som nævnt - i alt fald efter en del af
nævnets medlemmers opfattelse — sket i for
høj grad som følge af den beskrevne negative
indstilling hos anstalterne overfor de behandlingsmuligheder,
der ligger i den begrænsede
tidsubestemthed, hvormed der kan
opereres. Der forekommer tilfælde, hvor et
udtalt behandlingsbehov ikke vil kunne imødekommes,
medmindre man i højere grad,
end det nu sker, drager nytte af tidsubestemtheden,
uden at retssikkerhedshensyn derved
krænkes, idet der foreligger »bærekraftig
kriminalitet«. Der er som ofte fremhævet
alene tale om et kort spillerum af tid. Hvis
denne nuancering af opholdstiderne udfra
behandlingsmæssige synspunkter opgives,