Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

vanlige rus, kan der indtræde en kvantitativ forringelse
af bevidsthedsklarheden (omtågethed, uklarhed
indtil totalt ophævet bevidsthed, d. v. s. bevidstløshed),
men de ved svær rus ofte fragmentariske
rester af bevidsthed, der existerer, er ikke
kvalitativt ændrede, men indgår i personens normale
bevidsthedsområde, hvilket bl. a. giver sig
til kende derved, at de udførte handlinger mere
eller mindre fragmentarisk erindres bagefter« (RÅ
1948.44).
I en lang årrække synes den retslægelige
opfattelse at have været, at spørgsmålet om
straffrihed for rushandlinger var på det nærmeste
udtommende besvaret ved anvendelse
af kriteriet i § 18 i den ovenfor nævnte fortolkning.
I de forholdsvis få tilfælde, hvor
der med stötte i lægeerklæring er antaget en
patologisk rus, er det i almindelighed § 18,
der er blevet citeret som hjemmel for straffrihed,
jfr. Waabcn, Forsæt, s. 337 ff. Vedrorende
spørgsmål om alkoholrus og andre
toxiske tilstande i retslægerådets praksis
henvises endvidere til 1e Maire i Juristen
1949, s. 121 ff.
Senere synes retslægerådet at være blevet
mere tilbøjeligt til at sætte diagnosen patologisk
rus i relation til § 16. Medvirkende hertil
har det formentlig været, at en frifindelse
for straf i medför af § 18 ikke åbner mulighed
for anvendelse af lægelige foranstaltninger
efter § 70. Fra juridisk side har det ikke
været anset som udelukket at henføre patologisk
rus under § 16, jfr. Krabbe, s. 176 f.,
Hurwitz, Alm. del. 1. udg., s. 436, 4. udg., s.
309.
Når det fra lægelig side overvejes at henfore
den patologiske rus under § 16, rejser
der sig det spørgsmål, om tilstanden skal
anses som en sindssygdom eller som en dermed
ligestillet tilstand. Fra den nyeste praksis
skal anføres et eksempel på, at retslægerådet
har betegnet en exciteret patologisk
rus som en sindssygdom:
U 1972.676 (0): Den 25-årige hidtil ustraffede
T var ved nævningeting tiltalt for drab på en
kvinde, idet han en vinteraften på Sortedams Dosseringen
i København havde væltet hende om på
fortovet, hvorefter han tildelte hende en række
knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen,
hvorved den pågældende pådrog sig så svære kranie-
og hjernelæsioner samt brud på ansigtets skelet,
at hun umiddelbart efter afgik ved døden.
Nævningerne svarede benægtende på spørgsmål
om forholdets henforelse under § 237, men bekræftende
på spørgsmål om anvendelse af § 245,
stk. 2, om forsætlig legemsbeskadigelse med døden
til følge. Nævningerne svarede endvidere bekræftende
på et spørgsmål om forsøg på voldtægt,
44
idet T umiddelbart efter det nævnte forhold og
på samme sted havde forsøgt at tiltvinge sig samleje
med en 15-årig pige. T havde ifølge sin egen
forklaring deltaget i en fest om eftermiddagen og
fået meget at drikke. Han havde ingen erindring
om, hvad han havde foretaget sig, fra han ved
19-tiden forlod selskabet, og til han kl. ca. 20.45
blev anholdt i sit hjem. Ved en lægeundersøgelse
foretaget kl. 0.01 skønnedes T påvirket af spiritus
i middel grad. En alkoholanalyse viste 1,30 °/M
alkohol i blodet. Efter mentalundersøgelse på den
psykiatriske undersøgelsesklinik i København blev
T indlagt til observation på Rigshospitalet, og endelig
blev sagen forelagt retslægerådet. Rådet udtalte,
at T - som det var sket enkelte gange før
- havde haft glemsel for, hvad der var passeret
under rusen, der betegnedes som påvirkning i
mindst middel grad. T's glemsel for egne handlinger
og for tidsrummet deromkring antoges at
være total og var, ligesom hele handlingsforløbet,
udtryk for, at T havde befundet sig i en patologisk
rustilstand. Det anbefaledes, at T blev anbragt i
et hospital for sindslidende til intensiv afvænningsbehandling.
Statsadvokaten bad derefter retslægerådet
oplyse, om rådet byggede sin antagelse
om T's glemsel for det passerede på andet end
T's oplysning herom. Han bad endvidere om nærmere
oplysning vedrørende rådets forslag om intensiv
afvænningsbehandling, idet det af rådet var
oplyst, at T ikke var forfalden til spiritusmisbrug.
Efter at rådet havde besvaret de stillede spørgsmål,
anmodede statsadvokaten om en udtalelse om,
hvorvidt T's tilstand i gerningsøjeblikket måtte
antages at have været af en sådan karakter, at
den måtte ligestilles med en sindssygdom og således
anses omfattet af § 16. Retslægerådet svarede,
at T efter alt foreliggende havde befundet
sig i »en akut opstået sindssygelig tilstand«, og at
det var sandsynligt, at det drejede sig om »en
abnorm alkoholreaktion, en såkaldt exciteret patologisk
rus«. I rådets erklæring hed det videre:
»Som i rådets udtalelse af 28. oktober 1971
omtalt, kan det ikke i alle tilfælde fastslås, hvorfor
visse mennesker har tilbøjelighed til abnorme
rusreaktioner, altså hvorfor det hos visse kommer
til udbrud i en akut, kortvarig sindssygelig tilstand,
som den hos sigtede omtalte. Denne tilstands
fremtoningspræg, herunder den udtalte bevidsthedssvækkelse
samt den voldsomme motoriske
uro og aggressivitet, må i forbindelse med den
efterfølgende glemsel betegnes som karakteristisk
for en exciteret patologisk rus. Rådet vil herefter
mene, at sigtede i det omhandlede tidsrum har
befundet sig i en patologisk rustilstand, og at han
har »handlet uden bevidsthed« (jfr. straffelovens
§ 18) - og sigtede er hermed også at henføre til
den i straffelovens § 16 omhandlede personkreds,
idet en patologisk rustilstand er at opfatte som en
sindssygdom«.
Der blev stillet nævningerne tillægsspørgsmål
både om § 18 og § 16, og begge spørgsmål blev
besvaret bekræftende. T dømtes i medfør af § 70
til anbringelse i et hospital for sindslidende.
Som det vil ses, giver retslægerådets sidste
erklæringer udtryk for, at den patologiske
rus henhørte under § 18, at den patologiske