Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

(b) Der foreligger endvidere udtalelser
fra fængselsnævnets side. Et flertal af nævnets
medlemmer har afgivet en udførlig redegørelse,
som konkluderer i, at ungdomsfængsel
bør opretholdes i sin nuværende
form. Til denne udtalelse er føjet nogle supplerende
bemærkninger fra nævnets psykiatriske
medlemmer. Et mindretal stiller forslag
om, at ungdomsfængsel ophæves. Straffelovrådet
finder det ufornødent at referere
de nævnte udtalelser, bl. a. fordi en væsentlig
del af argumentationen for og imod ungdomsfængselsinstitutionens
opretholdelse
findes i den nedenfor under pkt. 9 givne redegørelse
for straffelovrådets synspunkter.
Fængselsnævnets udtalelser, hvortil også
hører nogle bemærkninger om nævnets praksis
med hensyn til genindsættelse i ungdomsfængsel,
er gengivet som bilag 8 til denne
betænkning.
(c) Retslægerådet har i sin udtalelse besvaret
to af straffelovrådet stillede spørgsmål
om den lægelige bedømmelse af ungdomsfængslets
klientel og behovet for en
særlig behandlingsform, se bilag 3 ad pkt.
IX, 14.
Retslægerådet fremhæver, at den overvejende
del af klientellet er kendetegnet ved
dårlige opvækstforhold og psykisk umodenhed.
Det nævnes endvidere, at man i videre
omfang end oprindelig forudsat har modtaget
sinker og karaktermæssigt afvigende
unge i ungdomsfængsel, ligesom der har
været et stigende antal unge under 18 år i
ungdomsfængsel. Om den sidstnævnte gruppe
hedder det, at de »vil være uegnede til
afsoning i almindeligt fængsel og vil være
ilde stillede, dersom ungdomsfængslet afskaffes«.
Retslægerådet finder, at behandlingen af
de unge, der dømmes til ungdomsfængsel,
må have en udpræget individuel karakter,
også for så vidt angår psykiatrisk og psykologisk
behandling. Behandlingstiden bør
kunne individualiseres, idet den fra et lægeligt
synspunkt ikke kan fastsættes på forhånd,
hvis der skal være rimelig udsigt til at
nå et positivt resultat. Retslægerådet finder
det stadig rigtigt at tillægge tidsubestemtheden
en positiv motiverende betydning; på
den anden side fremhæver man, at tidsubestemtheden
i praksis er begrænset, og at man
derfor må stille sig tvivlende overfor den på-
125
stand, at den er en svær psykisk belastning
for de unge. Retslægerådet kan ikke anbefale,
at ungdomsfængsel afskaffes, eller at
indsættelse i ungdomsfængsel gøres til en
rent tidsbestemt sanktionsform.
Fra retslægerådets udtalelse skal iøvrigt
anføres, at rådet finder det ønskeligt at skille
de mere fremskredne tilfælde af unge kriminelle
stofbrugere ud fra ungdomsfængslet og
anbringe dem i særlige afdelinger.
(d) Om problemerne vedrørende personer
under 18 år, som efter den nuværende
praksis dømmes til ungdomsfængsel (se herom
ovenfor afsnit 4), foreligger der en udtalelse
af 5. juli 1972 fra socialstyrelsen.
Forinden denne udtalelse blev afgivet,
havde straffelovrådet den 29. maj 1972 haft
en forhandling med repræsentanter for
børne- og ungdomsforsorgen (direktør H.
Horsten, konsulent P. W. Perch og ekspeditionssekretær
Ingrid Kjær). I dette møde
drøftedes især spørgsmålet om, hvilke behandlingsmæssige
muligheder der kunne
ventes at foreligge indenfor børne- og ungdomsforsorgen,
såfremt ungdomsfængsel i
den nuværende tidsubestemte form blev afskaffet,
således at der blev tale om at henføre
eller beholde en gruppe af unge lovovertrædere
under børne- og ungdomsforsorgen.
Straffelovrådet fremhævede, at kriminalforsorgen
hidtil har aflastet børne- og
ungdomsforsorgen ved at rumme en opdragende
og oplærende behandlingsform i
ungdomsfængsel, og at der ville være betænkeligheder
ved den anvendelse af forholdsvis
korte frihedsstraffe overfor 15-17-årige
unge, som kunne blive følgen af at afskaffe
tidsubestemt ungdomsfængsel, såfremt børne-
og ungdomsforsorgen ikke rådede over
hensigtsmæssige behandlingsformer overfor
dette vanskelige klientel. I mødet rejstes også
fra straffelovrådets side spørgsmålet om
eventuel indførelse af en dom til børneforsorg,
således at domstolene ville have mulighed
for at foretrække denne retsfølge fremfor
dom til frihedsstraf i de tilfælde, hvor
der rejses tiltale mod 15-17-årige.
I socialstyrelsens skrivelse af 5. juli 1972,
der er optaget som bilag 17 til betænkningen,
hedder det:
»Fra børneforsorgens side må man være enig i,
at tidsbestemt fængselsstraf i videst muligt omfang