Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Udgangspunktet for vort behandlingsarbejde
er den i kgl. anordning opstillede målsætning:
at beskytte samfundet for den fare for
retssikkerheden, som de indsatte, om de var
på fri fod, ville frembyde. Indenfor disse
sikkerhedsmæssige grænser skal vi forsøge
at påvirke dem på en sådan måde, at det bliver
lettere for dem at gennemføre et kriminalitetsfrit
liv.
Forvaringsanstaltens klientel er den
gruppe kriminelle, som af den ene eller den
anden grund ikke egner sig til påvirkning
gennem den behandling, der stilles til rådighed
i fængselsvæsenets øvrige anstalter, i
hospitaler eller åndssvageanstalter.
Det drejer sig om en gruppe, der har sat
sig - respektive er blevet sat - uden for de
almindelige påvirkningssystemer. Det er de
afvigere fra det almindelige kriminelle klientel,
der frembyder en større eller mindre
risiko for retssikkerheden, et begreb der var
særdeles relevant for lovgivningen i 1930.
Sagt på en anden måde: Retten har i disse
tilfælde fundet det berettiget og rimeligt at
anvende en foranstaltning, der gør det muligt
for retten selv at vende tilbage til spørgsmålet
om tidspunktet for en ændring af de
frihedsberøvende foranstaltningers karakter,
når der er indhøstet yderligere erfaringer
vedr. den fremtidige risiko for retssikkerheden.
Som en selvfølgelig humanitær forpligtelse
følger der med en sådan forvaringsdom
et tilbud til den dømte om assistance til en
personlighedsmæssig udvikling.
Fra forskellig side, såvel lægelig som juridisk,
udtales ofte, at formålet med forvaring
er disses behandling. Derved muliggøres det
at påstå, at varigheden af forvaring er afhængig
af behandlingsresultatet. Dette er
både rigtigt og forkert.
Sikkerhedstanken har altid haft en høj
278
Redegørelse til straffelovrådet
Af Georg K. Stiirup.
Bilag 7.
prioritet, samtidig med at vi opfattede det
som muligt i de enkelte tilfælde at give ret
til en nuanceret række goder.
Dette kunne - da jeg tiltrådte i 1942 - ses
som ganske rimeligt, da opholdet i forvaringsanstalten
ikke skulle betragtes som
straf, men træde i stedet herfor. Vi var frigjort
for enhver tanke om, at anstaltslivet
skulle være præget af ulemper af den ene
eller den anden art, forudsat at disse områder
ikke kompromitterede sikkerhed og/eller
samfund.
Behandlingsarbejdet er baseret på samarbejde
mellem alle, der har en mulig indflydelse
på den måde, hvorpå den indlagte selv
kan gennemføre en for ham selv og for samfundet
acceptabel tilværelse. Vi bygger således
på den indlagtes egen aktive deltagelse i
sin egen fremtid og prøver fra begyndelsen
at gøre ham klart, at det største problem for
fremtiden er den måde, hvorpå han starter
sin nye tilværelse uden for anstalten. Personlighedsmæssige
ændringer i adfærd tilstræbes,
specielt på de områder, der, når han er
på fri fod, skønnes at ville forøge risikoen
for kriminelle handlinger. Sådanne omvæltninger
kan dog være så vanskelige for den
enkelte indsatte at gennemføre, at vi i visse
særtilfælde må erkende, at man i hvert fald
ikke skal fremskynde sådanne dyberegående
ændringer, men se i øjnene (Treating, s. 15)
at »helbredelse« kan virke som en gift, som
ikke enhver kan tåle (Jung).
Som indledning til en personlighedsbehandling
er det vigtigt at få den forvarede til
at se i øjnene
at det er normalt, at mennesker føler sig
usikre og ensomme,
at det tager tid at gennemløbe en menneskelig
udvikling.
Terapeuterne må være flexible og tilpasse