Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

381
Fængselsnævnets praksis i sager
vedrørende genindsættelse i ungdomsfængsel.
Afgørelsen af, om genindsættelse skal finde
sted, træffes af nævnet efter en konkret prøvelse
af hensigtsmæssigheden og rimeligheden
af en sådan sanktion på grundlag af anklagemyndighedens
indstillinger og de fra
anstalterne indhentede erklæringer. Af fængselsnævnets
journal fremgår, at der i året
1970 behandledes 397 sager om genindsættelse
i ungdomsfængsel. I 153 tilfælde bestemte
nævnet genindsættelse - heraf kun i
9 tilfælde på grund af overtrædelse af andre
vilkår end vilkåret om straffri vandel.
Som det fremgår heraf har genindsættelser
i det altovervejende antal tilfælde været
begrundet med strafbare handlinger begået i
prøvetiden. Det ville formentlig have været
ønskeligt, om der i flere tilfælde var givet
nævnet mulighed for på et tidligere tidspunkt
end de strafbare handlingers foretagelse
at gribe ind overfor den prøveløsladte.
Det er således erfaringen, at der i mange
sager forud for den aktuelle genindsættelseskriminalitet
ligger en række vilkårsovertrædelser,
som i sig selv, hvis de var blevet indberettet,
ville have fået nævnet til at reagere,
eventuelt med resolution om genindsættelse.
En praksis, hvorefter nævnet i højere grad
orienteres om stedfundne vilkårsovertrædelser,
ville være gavnlig, ikke alene af specialpræventive
hensyn for at standse en social
deroute og få bragt den prøveløsladte på ret
køl, men også af hensyn til ønsket om at øge
den almindelige respekt for tilsyn og vilkår.
Disse synspunkter hviler på den opfattelse,
at ungdomsfængselsbehandlingen må betragtes
som en enhed omfattende behandling i
og uden for anstalt med mulighed for smidige
skift mellem de to behandlingsformer
efter skiftende behov. Flere gange er dette
blevet bragt frem over for ungdomsfængselslederne
og forsorgsselskabet på de møder
om generelle ungdomsfængselsproblemer,
som regelmæssigt er blevet afholdt af direk-
toratet, og hvori også fængselsnævnet har
været repræsenteret, men som det fremgår af
det ringe antal genindsættelser uden ny kriminalitet
uden synderlig effekt.
Kriminalitet i prøvetiden vil oftest føre til
genindsættelse. En række momenter indgår i
overvejelserne, om genindsættelse bør ske, i
første række spørgsmålet om et behandlingsbehov
for den prøveløsladte set på baggrund
af ungdomsfængslet^ behandlingsmuligheder,
men også beskaffenheden af den begåede
kriminalitet og den pågældendes alder
tillægges der væsentlig betydning. I det følgende
er forsøgt en kort redegørelse for de
vurderinger, som indgår i overvejelserne.
Medens udgangspunktet navnlig for de
yngre aldersklasser er, at der er et behandlingsbehov,
som kan begrunde genindsættelse,
er der et ikke helt ubetydeligt antal tilfælde,
hvor man i genindsættelsessituationen
kommer til det resultat, at der mangler
et sådant behov eller ikke foreligger behandlingsmuligheder,
og hvor man derfor afstår
fra genindsættelse. Dette gælder blandt
andet tilfælde, hvor den pågældende på det
tidspunkt spørgsmålet bliver aktuelt, har en
sådan alder og er kommet så vidt i sin udvikling,
at man må fastslå, at ungdomsfængslet
har udspillet sin rolle overfor ham, idet
denne institution næppe fremfor andre sanktioner
har særlige muligheder for at påvirke
ham i retning mod en mere socialt præget og
kriminalitetsfri tilværelse. Det hører således
absolut til sjældenhederne, at man genindsætter
prøveløsladte, som er 22 år og derover:
det vil i hvert fald forudsætte, at den pågældende
er udviklet væsentligt under sin alder,
således at mulighederne for en videre udvikling
og modning under det fortsatte ophold
stadig foreligger. Men også prøveløsladte,
som nærmer sig denne alder, vil der være
utilbøjelighed til at genindsætte. Ofte vil der
i disse aldersklasser være tale om personer,