Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

(a) Strfl. § 85 indeholder følgende bestemmelse
om strafnedsættelse og strafbortfald:
»Er en strafbar handling begået under indflydelse
af stærk sindsbevægelse, anden forbigående
sjælelig uligevægtighed eller andre særlige omstændigheder,
der i så betydelig grad forringer den
strafværdighed, som handlinger af den pågældende
art regelmæssig vidner om, at anvendelse af den
foreskrevne straf ville være uforholdsmæssig hård,
bliver straffen at nedsætte og kan, når det pågældende
straffebud ikke hjemler hojere straf end
hæfte, bortfalde. Hidrører den sjælelige uligevægtighed
fra selvforskyldt beruselse, finder foranstående
bestemmelse kun anvendelse, såfremt tiltalte
ikke tidligere er fundet skyldig i en lignende
strafbar handling eller i overtrædelse af § 138,
stk. 1 eller 2, og kun under i øvrigt formildende
omstændigheder«.
Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd,
er dens område ikke begrænset til forhold,
der vedrører gerningsmandens sindstilstand
og andre subjektive momenter (f. eks. et
særlig undskyldeligt motiv for foretagelsen
af den strafbare handling). Strafnedsættelse
og -bortfald kan også komme på tale under
henvisning til rent ydre omstændigheder,
som har foreligget på gerningstiden, og som
er egnede til at bevirke en mildere bedømmelse
af gerningsmandens forhold.
Formålet med § 85 har dog først og fremmest
været at supplere straffelovens regler i
§§ 16, 17 og 70 om psykisk afvigende tilstande.
I tilfælde, hvor disse bestemmelser
ikke fører til en særbedømmelse, vil domstolene
i medfør af § 85 kunne tage hensyn til
særlige subjektive forhold på en måde, som
går ud over, hvad en mild strafudmåling indenfor
forbrydelsens strafferamme giver mulighed
for. Den omstændighed, at strafnedsættelsen
er foreskrevet som obligatorisk,
understreger, at der fra lovgiverens side er
lagt vægt på ønsket om en hensyntagen til de
af § 85 omfattede tilstande.
Bestemmelsen i § 85 går i det væsentlige
Kapitel VIII.
Strafnedsættelse og strafbortfald.
tilbage til forslagene i U II § 47 og U III §
87. I motiverne til den sidstnævnte bestemmelse
fremhævedes udtrykkeligt, at bestemmelsen
skulle gøre det »muligt for domstolene
at tage hensyn til alle foreliggende formildende
omstændigheder, der kan have
indflydelse på strafudmålingen« (U III mot.
sp. 191). Med hensyn til de særligt fremhævede
subjektive særtilstande havde navnlig
Torp søgt at begrunde, at reglen om strafnedsættelse
måtte tage sigte på forbigående
tilstande. Han henviste til, at man ved afskaffelsen
af begrebet »nedsat tilregnelighed«
måtte henføre de mere varige tilstande
til den regel, som senere blev placeret i strfl.
§ 17. For så vidt angik forbigående tilstande,
ville der stadig være god mening i
at anvende nedsat straf. Se til det anførte
Torp i U II mot. s. 103 og i afhandlingen
Om den saakaldte formindskede Tilregnelighed,
1906, s. 49 ff. Det bør fremhæves, at
§§ 16 og 17 ikke overflødiggjorde en hjemmel
til strafnedsættelse ved mere varige særtilstande,
og at sådanne tilstande i praksis
med rette er anset for omfattede af § 85, jfr.
v. Eyben, Strafudmåling s. 74 f. med note
83 og Waaben, Utilregnelighed og særbehandling
s. 67 og 147.
I retspraksis har § 85 ikke haft stor betydning.
Det skyldes især, at en hensyntagen til
de i bestemmelsen nævnte forhold i almindelighed
kan opnås i kraft af almindelige retningslinier
for strafudmåling og for valg af
betinget dom. Det er dog sandsynligt, at § 85
har en indirekte virkning ved — uden udtrykkeligt
at blive citeret — at smitte af på den almindelige
strafudmåling.
De trykte domme, i hvilke § 85 er citeret,
angår helt overvejende nævningesager. De
fleste handler om forsætligt drab, men der er
også eksempler vedrørende forbrydelser som