Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

(a) Åndssvaghed i højere grad henhører
under strfl. § 16, medens spørgsmålet om bedømmelsen
af andre intelligensdefekter må
afgøres efter § 17. Såfremt gerningsmanden
findes utilregnelig efter § 16 eller uegnet til
påvirkning gennem straf efter § 17, skal der
i medfør af § 70, stk. 1, tages stilling til, om
der i stedet for straf skal anvendes anden
retsfolge, og i bekræftende fald hvilken.
Denne ordning stammer i det væsentlige fra
Torps forslag i U II, §§ 15, 17 og 57. Torp
foreslog dog i sin § 15 udtrykket »udpræget
åndssvage« (således også Goll og Torp i U
III, § 16). Ændringen til »åndssvaghed i højere
grad« fulgte Olriks forslag i U III. Om
den ordning, som var gældende under strfl.
af 1866, og som indeholdt en meget mere begrænset
adgang til at fritage åndssvage for
straf, henvises til Torp, Alm. del, s. 345 f.,
358 ff. og 363 ff. Med hensyn til gældende
ret henvises til Hurwitz, Alm. del, 4. udg., s.
299 ff. og 466 ff. samt Waaben, Utilregnelighed
og særbehandling, s. 91 ff.
Som det vil blive nærmere omtalt nedenfor,
har justitsministeriet i 1970 nedsat et
udvalg med den opgave at overveje foranstaltningerne
over for åndssvage og andre
svagt begavede lovovertrædere. Under hensyn
til dette udvalgsarbejde, som ikke er afsluttet,
har straffelovrådet ment at kunne begrænse
sig til en forholdsvis kortfattet omtale
af problemerne vedrørende disse persongrupper,
og der er ikke af rådet iværksat undersøgelser,
der mere eller mindre ville falde
sammen med den indsamling af materiale,
som foregår under det nævnte udvalg. Det
kan særlig fremhæves, at rådet ikke har
drøftet spørgsmålet om det mulige behov for
særlige behandlingsformer over for sinker i
eller uden for kriminalforsorgen.
(b) Åndssvaghed i højere grad henhører
Kapitel IV.
Intelligensdefekter.
som nævnt under § 16 og omfatter de tilstande,
der psykiatrisk betegnes som idioti
og imbecilitet. Grænsen til åndssvaghed i
lettere grad sættes omkring en intelligenskvotient
(IK) på 55. Selvom det efter § 16
er en betingelse for straffrihed, at lovovertræderen
skal have været »utilregnelig« (se
herom kap. II i forbindelse med sindssygdom),
er dette forbehold uden praktisk betydning,
når det drejer sig om personer, der
er åndssvage i højere grad. Disse personer
bliver i praksis altid frifundet for straf.
Åndssvaghed i lettere grad er omfattet af
§ 17, som bl. a. taler om »en ved mangelfuld
udvikling ... af sjælsevnerne . . . betinget
varigere tilstand«. Af § 17 følger videre, at
valg af særlige foranstaltninger i stedet for
straf kun kommer på tale, såfremt tiltalte
ikke anses for »egnet til påvirkning gennem
straf«.
Den mulighed for særbehandling, som er
givet i § 17, er ikke begrænset til de grader
af intelligensdefekt, der kan betegnes som
åndssvaghed. Også sinketilstande er en mangelfuld
udvikling af sjælsevnerne, og § 17 i
sig selv gør det derfor ikke nødvendigt at
fastholde en afgrænsning af området for lettere
åndssvaghed. Det praktiske behov for
denne afgrænsning følger imidlertid af, at
der ikke findes nogen særlig sinkeforsorg, til
hvilken sinker ville kunne henvises i medfør
af § 70. Der findes kun en åndssvageforsorg,
og det anses både fra juridisk og lægelig side
for ønskeligt, at dom til åndssvageforsorg
kun finder anvendelse i tilfælde, der er omfattet
af lovgivningen om denne forsorg. Traditionelt
har dette betydet, at diagnosen
»åndssvag« er en forudsætning for dom til
åndssvageforsorg. Denne forudsætning er
dog ikke fastholdt fuldtud efter åndssvageloven
af 1959. Loven handler om »forsorg for
åndssvage og andre særlig svagt begavede«,