Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

og karaktermæssige afvigelser indicere en
nærliggende risiko for grove eller uberegnelige
aggressionshandlinger.
(d) Straffelovrådet har i sit udkast
(§ 67) opstillet den betingelse for dom til
forvaring, at der skal foreligge »nærliggende
fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed«
. De her nævnte udtryk dækker efter rådets
opfattelse de former for fare, som det
kan være begrundet at forebygge gennem en
sådan foranstaltning. En risiko for økonomiske
krænkelser (herunder hærværk og andre
fysiske angreb på fast ejendom eller løsøre)
vil ikke være tilstrækkelig. Det samme gælder
fare for trusler eller andre personlige
forulempelser af psykologisk eller fredsforstyrrende
karakter, blufærdighedskrænkelse
i form af ekshibitionisme, beluring eller
krænkelse i ord eller skrift, samt pengefalsk,
dokumentfalsk og iøvrigt krænkelser af offentligretlige
eller almene interesser. På den
anden side må ordet »legeme« efter omstændighederne
kunne fortolkes således, at bestemmelsen
omfatter visse andre sædelighedsforbrydelser
end dem, der indebærer legemsangreb
o. 1.; også brandstiftelse, sprængning
og røveri, der rummer fare for enkeltpersoner,
kan være omfattet af bestemmelsen
om fare for andres »legeme«. Ligeledes må
ordet »frihed« kunne fortolkes således, at
der herved sigtes til andre krænkelser end
den af § 261 omfattede frihedsberøvelse.
Bedømmelsen af, om den pågældende
form for fare kan påregnes, skal efter udkastet
tage hensyn til karakteren af det begåede
forhold og til oplysningerne om tiltaltes
»person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet«.
Der vil således ikke - modsat
den nuværende ordning efter § 70, jfr. § 17
- være tale om at knytte anvendelsen af forvaring
til bestemte forudsætninger med hensyn
til psykisk unormalitet hos gerningsmanden.
I praksis må det påregnes, at området
for forvaring helt overvejende vil udgøres af
tilfælde, hvor skønnet over en persons farlighed
baseres på en kombination af oplysninger
om hans kriminalitet og om alvorlige karaktermæssige
defekter. Det må anses for
ufornødent, at der i loven foreskrives obligatorisk
indhentelse af lægeerklæring, således
som det nu er tilfældet efter § 17, stk. 1.
For at sikre, at anvendelsen af forvaring
77
begrænses til tilfælde, hvor det er nødvendigt
og berettiget at kunne gribe til denne
foranstaltning, er det ved straffelovrådets
udkast yderligere foreskrevet, at den nu pådømte
kriminalitet skal være »drab, røveri,
voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse,
frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse,
trusler af den i § 266 nævnte art
eller brandstiftelse« eller forsøg på en af de
nævnte forbrydelser.
Sammenfattende kan det siges, at det ved
straffelovrådets forslag er tilsigtet at give
forvaringen et snævert anvendelsesområde
og at sikre en grundig prøvelse af dens betingelser.
Forvaring skal være påkrævet for at
forebygge visse former for alvorlig fare. I
rettens bedømmelse heraf indgår den aktuelle
kriminalitets type og nærmere karakter
sammen med oplysninger om gerningsmandens
personlige forhold og tidligere kriminalitet.
Straffelovrådet har ikke i enkeltheder
drøftet spørgsmålet om, hvorledes forvaring
skal fuldbyrdes. Det må overlades til fængselsvæsenet
at træffe nærmere bestemmelser
herom. Straffelovrådet går ud fra, at man
fortsat må bygge på de hidtidige erfaringer
med hensyn til behandlingen af karaktermæssigt
afvigende lovovertrædere. Det er
imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt i lovudkastet
at give udtryk for bestemte forudsætninger
vedrørende de anstaltsmæssige
rammer og behandlingsformer, som skal
finde anvendelse. Der bør efter straffelovrådets
opfattelse ikke være noget til hinder
for, at fængselsvæsenet i visse tilfælde træffer
bestemmelse om, at en person, der er
dømt til forvaring, anbringes i eller overføres
til almindeligt fængsel, såfremt forholdene
taler mere for en sådan anbringelse end
for den særlige psykiatrisk orienterede forvaring,
som efter klientellets beskaffenhed må
forudsættes at være indiceret i det store flertal
af tilfælde.
(e) Et spørgsmål, der har givet anledning
til nogen tvivl, er, om forvaring bør kunne
anvendes overfor personer, der er straffri i
medfør af reglerne i udkastets §§ 16 og 17.
De synspunkter, som taler for at besvare
spørgsmålet bekræftende, er følgende: Det
forekommer i nogle tilfælde, at en under §
16 eller § 17 hørende psykisk unormalitet er