Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ikke strafegnet. Man anbefalede anbringelse under
sindssygeforsorg. T blev i tre instanser idømt straf
af 1 år 3 måneder.
U 1963.1059 (0): Den 23-årige T havde en nytårsnat
med en køkkenkniv dræbt en 22-årig kvinde
og såret hendes 19-årige broder. Ifølge retslægerådet
var T umoden, nærtagende og indesluttet.
Efter en alvorlig sygdom få år tidligere havde han
i tiltagende grad været nervøs og spændt med
tvangsneurotiske symptomer. Forbrydelsen antoges
at være begået under et voldsomt affektudbrud,
der var provokeret af en for sigtedes specielle psyke
utålelig situation under en nytårsfest. Rådet var
mest tilbøjeligt til at anse T for strafuegnet. Man
fandt, at anbringelse i sindssygehospital måtte foretrækkes
fremfor dom til forvaring. T blev ved
dommen fundet strafegnet og blev med citat af §
85 idømt 8 års fængsel.
2. Betingede domme.
(a) Der gælder ikke i dansk ret nogen begrænsning
med hensyn til domstolenes adgang
til at afsige betinget dom. Bortset fra tilfælde,
hvor strafansvar er udelukket efter
reglerne i §§ 16-18, beror det på domstolenes
bedømmelse, om fuldbyrdelse af straf
skal anses for påkrævet af general- eller specialpræventive
grunde, eller sagen kan afgøres
med en betinget dom.
Det er således også overladt til domstolene
at tage stilling til, om en psykisk afvigelse
skal tages i betragtning som en omstændighed,
der taler for betinget dom. Retten
kan tage hensyn til både forbigående og
mere varige tilstande, og der kan lægges
vægt ikke blot på tilstanden på gerningstiden,
men også på en senere opstået sygelig
tilstand. I den foreliggende sammenhæng er
der særlig grund til at fremhæve den betingede
doms rolle i reaktionssystemet i relation
til tilfælde, hvor der er indiceret behandlingsmæssige
foranstaltninger, som ligger
udenfor det normale indhold af en betinget
dom. Det skal i den forbindelse fremhæves,
at straffelovrådet ikke har haft til opgave
at overveje en almindelig reform af reglerne
om betingede domme. En sådan reform
er gennemført ved lov nr. 163 af 31. maj
1961, som på væsentlige punkter - bl. a.
med hensyn til udformningen af reglerne om
særvilkår i strfl. § 57 - byggede på de forslag,
der var udarbejdet af straffelovskommissionen
i dennes betænkning om forsorgsdomme
og betingede domme (1953).
Allerede ved indførelsen af den betingede
dom i dansk ret ved § 20, stk. 1, i straffelovsn
81
tillægget af 1905 blev der givet mulighed
for at knytte tillægs vilkår til dommen. Det
hed i loven, at strafudsættelsen kunne gøres
betinget af, at domfældte »undergiver sig en
nærmere bestemt moralsk forsorg«. I straffeloven
af 1930 § 56, stk. 1, blev det opstillet
som hovedregel, at domfældte skulle undergives
tilsyn, og bestemmelsen indeholdt iøvrigt
en helt generelt formuleret adgang til at
knytte »yderligere vilkår« - d.v.s. andre vilkår
end straffri vandel i en prøvetid - til den
betingede dom. Behovet for at anvende lægelige
behandlingsforanstaltninger blev endnu
ikke på dette stadium af udviklingen særlig
fremhævet, men det fremgik af reglen i § 56,
stk. 2, om personundersøgelser, at disse undersøgelser
bl. a. skulle fremskaffe oplysninger
om tiltaltes »legemlige og åndelige tilstand
og om andre omstændigheder, som antages
at være af betydning for afgørelsen«.
Ved udarbejdelsen af den svenske lov om
»villkorlig dom« af 22. juni 1939 blev visse
vilkårstyper særlig fremhævet i lovteksten,
således vilkår om at »underkasta sig behandling
å sjukhus, alkoholistanstalt eller annan
anstalt« (§ 8, stk. 1, c). Man ønskede at understrege
stærkere, end det hidtil var sket, at
den betingede dom i en del tilfælde er værdifuld
som en sanktion, der tjener til gennemførelse
af forsorgs- og behandlingsmæssige
foranstaltninger, og i den forbindelse indførtes
som noget nyt den type af betinget dom, i
hvilken der ikke fastsættes nogen straf.
Denne domsform skulle i almindelighed foretrækkes
fremfor den hidtil kendte i tilfælde,
hvor vilkår efter § 8 blev optaget i
dommen (§ 1, stk. 2).
Den svenske lov og dens grundtanker
kom til at øve indflydelse på den ordning,
som senere gennemførtes i Danmark. Straffelovskommissionen
foreslog i sin betænkning
af 1953, at den generelle hjemmel til
fastsættelse af særlige vilkår blev afløst af en
opregning af nærmere specificerede vilkår.
Med hensyn til domsformen foreslog man, at
der ved loven blev indført en »forsorgsdom«
(dom til forsorg), som formelt var noget
andet end en betinget dom, og som i almindelighed
skulle foretrækkes fremfor betinget
dom i de tilfælde, hvor de særligt fremhævede
vilkår fandtes anvendelige. Den foreslåede
ordning indebar, at forsorgsforanstaltninger,
lægebehandling m.v. ikke i formel
forstand var »vilkår« (for en bestemmelse