Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

I sit svar på straffelovrådets spørgsmål
om reaktionen over for karakterafvigende
lovovertrædere (se V, ad pkt. 8) fremhæver
retslægerådet, at en vurdering af forvaring
og særfængsel frembyder vanskeligheder,
bl. a. fordi institutionerne har haft svært ved
at opnå den ønskede bemanding med læger,
psykologer, socialpædagoger m. v. Der kan
derfor ikke siges noget sikkert om, hvorledes
behandlingseffekten kunne have været
under optimale betingelser. Man finder dog
at kunne udtale, at »de behandlingsmæssige
retningslinier, der efterhånden er udviklet
inden for forvaringsanstalterne, har vist sig
værdifulde, hvorfor de da også har været
skoledannende for en række andre landes
kriminalitetsforebyggende behandlingsmetoder«
.
Om den tidsubestemte karakter af forvaring
hedder det i retslægerådets erklæring:
»Tidsubestemtheden, der indgår i denne behandlingsform
som et afgørende element, og som indebærer,
at opholdet kan gøres længere eller kortere
end en »takstmæssigt« udmålt straf for den samme
lovovertrædelse, bevirker, at den forvarede kan
indstilles til udskrivning netop på det tidspunkt,
hvor det ud fra behandlingsmæssige overvejelser
vil være rigtigt at forsøge overgang fra institutionel
til ambulant behandling. Yderligere bevirker
tidsubestemtheden, at motivationen for samarbejde
med det behandlende personale kan forstærkes
væsentligt«.
Også senere i erklæringen fremhæves som
en positiv side ved den tidsubestemte anbringelse,
at der opnås en større smidighed
med hensyn til bedømmelsen af behandlingsresultater
og farlighed, og at den tidsubestemte
faktor er motivationsfremmende. Det
erkendes på den anden side, at »tidsubestemtheden
i sig selv af en del forvarede opleves
som en svær belastning. I et vist antal
tilfælde vil denne holdning hos den dømte
mod tidsubestemtheden ikke kunne overvindes,
og der vil i så tilfælde blive tale om et
negativt element i behandlingsmæssig henseende«
.
Retslægerådet udtaler sig kritisk om den
behandlingsmæssige værdi af tidsbestemt
anbringelse i særfængsel. Det erkendes ganske
vist, at der er en del psykisk afvigende
lovovertrædere, idømt tidsbestemt straf,
som bør udstå straffen i en særlig institution,
hvor de kan få psykiatrisk behandling
(se III, ad pkt. 6). Man peger bl. a. på visse
følelseslabile personer, hos hvem der forekommer
svære affekteksplosioner, underti-
72
den ledsaget af demonstrative selvmordsforsøg,
selvbeskadigelser m. v., og på visse
yngre karakterafvigende eller neurotiske lovovertrædere
med relativt få forstraffe.
Rådet finder det derfor hensigtsmæssigt, at
fængselsvæsenet råder over institutioner
under psykiatrisk ledelse med henblik på anbringelse
eller overflytning i tilfælde som de
nævnte. Men principielt mener retslægerådet,
at »lægelig behandling - og da især den
ved indsættelse i særfængsel tilsigtede psykiatrisk
ledede personlighedsbehandling -
sjældent vil kunne gennemføres inden for et
forud fastlagt, begrænset tidsskema«. Rådet
udtaler endog, at et ophold i særfængsel
»alene på grund af dets tidsbestemthed, ikke
i sig selv (kan) karakteriseres som en lægelig
behandlingsform« (selvom det ikke dermed
udelukkes, at behandlingsaktiviteter med
held kan gennemføres inden for den fastsatte
tidsmæssige ramme). Rådet fremhæver, at
den behandlingsperiode, der står til rådighed
for særfængslet, ofte er meget kort, og at
også den ambulante behandlingsfase er kortere.
Retslægerådet går ind for, at tidsbestemt
særfængsel ikke opretholdes som en i loven
særskilt reguleret retsfølge, og at det i stedet
bør bero på fængselsvæsenets bestemmelse,
under hvilke former afsoning skal finde
sted, når tidsubestemt særforanstaltning
ikke er indiceret. De psykiatrisk ledede afdelinger
for fuldbyrdelsen af tidsbestemt straf
bør indgå på linie med fængselsvæsenets øvrige
institutioner, og flytning fra den ene til
den anden bør kunne bestemmes administrativt.
De nævnte psykiatrisk ledede afdelinger
bør være adskilte fra forvaringen. Dette begrundes
især med hensynet til unge lovovertrædere
og personer med forholdsvis få forstraffe
(ad III, 6).
Rådet finder ikke ud fra lægelige synspunkter
anledning til at sondre »mellem lovovertrædere,
som frembyder fare for liv og
legeme etc., og lovovertrædere, der fortrinsvis
frembyder fare for nye angreb på formuegoder«.
Der findes i begge grupper personer,
som kan drage fordel af behandlingen i
forvaring. Man finder på den anden side, at
der uden alt for store vanskeligheder kan
sondres mellem de to grupper, hvis lovgivningen
gør det nødvendigt. Rådet anser det
under alle omstændigheder for meget betænkeligt
af hensyn til recidivforebyggelsen at