Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Kapitel II.
Sindssygdom og dermed ligestillede tilstande.
1. Indledning.
(a) Straffelovens §16 om straffrihed som
følge af psykisk unormalitet på gerningstiden
lyder således:
»Straffri er handlinger foretagne af personer,
der er utilregnelige på grund af sindssygdom
eller tilstande, der må ligestilles dermed,
eller åndssvaghed i højere grad«.
Bestemmelsen afløste § 38, stk. 1, i straffeloven
af 1866, der havde følgende ordlyd:
»Straffrie ere Handlinger, som foretages af Personer,
der ere afsindige, eller hvis Forstandsevner
ere enten saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede
og forstyrrede, at de ikke kunne antages at
være sig Handlingens Strafbarhed bevidst, eller som
i Gerningens Øjeblik manglede deres Bevidsthed«.
Under forarbejderne til straffeloven af
1930 var der enighed om, at den hidtil gældende
bestemmelse måtte ændres. Der forelå
endvidere forslag om, at den nye bestemmelse
om straffrihed måtte suppleres med en
bestemmelse, som kunne træde i stedet for
den gamle straffelovs § 39 om »nedsat tilregnelighed«
og give mulighed for valg af særlige
foranstaltninger overfor visse persongrupper
(navnlig psykopater og lettere åndssvage),
der ikke var omfattede af reglen om
utilregnelighed. Det sidstnævnte spørgsmål
fandt sin løsning ved strfl. § 17, der omtales
nedenfor i kap. VI. I det følgende drøftes
alene problemerne vedrørende affattelsen af
§ 16.
Der var under forarbejderne delte meninger
om, hvorledes loven skulle afgrænse
straffrihedens område. Uenigheden angik i
første række det spørgsmål, om man obligatorisk
skulle knytte straffrihedsvirkningen
til tilstedeværelsen af sindssygdom og eventuelt
visse andre tilstande på tidspunktet for
den kriminelle handlings foretagelse. Der
var betydelig tilslutning til tanken om at
vælge en sådan regel. Andre ønskede imidlertid,
at der skulle stilles yderligere betingelser
for straffriheden, således at domstolene
ikke uden videre skulle være nødt til at
statuere straffrihed, når der forelå lægeerklæring
om sindssygdom el. lign.
Det fremgår af ordlyden af § 16, at loven
bygger på det sidstnævnte synspunkt og ikke
har akcepteret det rent »medicinsk-biologiske«
(eller »psykiatriske«) kriterium på
straffrihed, der har fundet udtryk i den
norske straffelovs § 44: »En handling er
ikke strafbar, når gjerningsmannen ved dens
foretagelse var sinnssyk eller bevisstløs«.
Ordet »utilregnelig« rummer et ikke-lægeligt
forbehold, som giver retten adgang til at statuere
strafansvar, selvom en af de i § 16
nævnte abnormtilstande har foreligget på
gernings tiden.
Det vil blive nærmere omtalt nedenfor,
om der er anledning til at foreslå en ændring
af § 16, for så vidt angår det her nævnte
spørgsmål.
Bestemmelsen om straffrihed har størst
praktisk betydning med hensyn til handlinger
begået i en tilstand af sindssygdom. § 16
nævner desuden »tilstande, der må ligestilles
(med sindssygdom)«. Fra retspsykiatrisk
side har der både før og efter straffelovens
vedtagelse været rejst kritik af dette udtryk,
som ikke svarer til nogen i psykiatrien anvendt
klassifikation af de psykiske afvigelser.
Det synes dog i stigende grad at være
blevet lægernes opfattelse, at man kan indrette
sig efter det nævnte ordvalg, der tilsigter
at bevirke en rimelig udvidelse af straffrihedens
område udenfor grænsen for begrebet
»sindssygdom«.
Dette spørgsmål om afgrænsningen af
andre tilstande end sindssygdom vil blive
nærmere omtalt nedenfor i afsnit 3.