Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

materialet omfattede, har været under 100
kr. For 27 pct. har udbyttet ligget mellem
100 og 1.000 kr., medens 54 pct. har haft et
udbytte på mellem 1000 kr. og 10.000 kr. I
alt har således efter undersøgelsen ca. 90 pct.
haft et udbytte på under 10.000 kr.
§ 17-undersøgelsen kan give det indtryk,
at indsættelse i forvaring ofte sker på grundlag
af en meget ringe kriminalitet. Dette resultat
stemmer imidlertid ikke med resultatet
af de undersøgelser, som er refereret
ovenfor. Disse undersøgelser er foretaget på
grundlag af et nyere materiale, og straffelovrådet
finder derfor, at de bør lægges til
grund.
Med grundlag i straffelovrådets egne undersøgelser
er det rådets opfattelse, at der,
når talen er om berigelseskriminalitet og førstegangsindsættelser
i forvaring, bortset fra
rene undtagelsestilfælde, skal en ret betydelig
kriminalitet til, for at de danske domstole
vil dømme til forvaring. Dette stemmer også
med de praktiske erfaringer, som rådets
medlemmer har haft.
Genindsættelse i forvaring kan finde sted
både på grundlag af ny kriminalitet og vilkårsovertrædelser.
Ved genindsættelse på
grund af en begrænset ny kriminalitet lægges
der ved afgørelsen af, om genindsættelse
skal ske, megen vægt på, om den pågældende
er recidiveret kort tid efter prøveløsladelsen.
Genindsættelse i forvaring vil derfor
kunne finde sted selv for små beløb og få
forhold, hvis der foreligger recidiv kort tid
efter løsladelsen.
I domfældteundersøgelsen har man også
foretaget en opgørelse af antallet af sanktioner
forud for første erklæring om strafuegnethed.
Undersøgelsen viser, at kun 7,5 pct.
af de indsatte ikke havde været idømt frihedsberøvende
sanktioner forud for det tidspunkt,
da de første gang blev erklæret uegnet
til påvirkning gennem straf. Dette var
dog tilfældet for 14 pct. af de domfældte,
der ikke havde berigelseskriminalitet som
dominanskriminalitet, mod kun 5 pct. af de
berigelseskriminelle. Kun 36 pct. af de førstnævnte
domfældte havde 4 eller flere tidligere
sanktioner, medens dette var tilfældet
hos 79 pct. af de berigelseskriminelle. En
trediedel af disse havde 8 eller flere tidligere
sanktioner. Godt 7 pct. af dem havde endog
14 tidligere sanktioner inden første erklæring
om strafuegnethed.
66
Omvendt har man foretaget en undersøgelse
af antal af erklæringer om strafuegnethed
forud for første dom til forvaring. For
15 pct. af de 65 personer, som undersøgelsen
omfatter, gjaldt, at de ikke på noget tidspunkt
er blevet erklærede uegnede til påvirkning
gennem straf, men nok tvivlsomt
straf egnede. 50 pct. fik dom til forvaring
efter 1 erklæring om strafuegnethed, medens
der for 35 pct. krævedes 2,3 eller 4 sager,
hvori der blev afgivet erklæring om strafuegnethed.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om
afsigelse af dom til forvaring lægger domstolene
således ikke alene vægt på mentalerklæringerne.
Om tidligere undersøgelser af klientellet
i forvaring og i særfængsel henvises til
G. K. Stump i hans bog Forvaringsanstalten
i Herstedvester, Beretning om arbejdet
1931-1951. Undersøgelserne er tillige med
visse undersøgelser foretaget af H. Alois
Widmer og Torben Hvam refereret i Kriminalistisk
Instituts rapport om effektiviteten
af forvaring og særfængsel m. v. s. 30 ff.
5. Varigheden af ophold i forvaring
og særfængsel.
(a) På straffelovrådets foranledning er
der foretaget en undersøgelse, hvis formål
har været at redegøre for de faktiske opholdstider
i forvaring for mandlige lovovertrædere,
der er prøveudskrevet fra forvaring i
1959 og i 1969 efter at være indsat i henhold
til dom eller kendelse i medfør af § 70.
Undersøgelsen er optaget som bilag 6 til
denne betænkning. I det følgende skal kun
gengives nogle hovedtræk af denne undersøgelse;
vedrørende enkeltheder, herunder en
række fordelinger på forskellige forbrydelsestyper
og forskellige opholdstider, må henvises
til tabeller og tekst i bilag 6. Det bemærkes,
at undersøgelsen kun angår varigheden
af det ophold, der er fulgt efter en
indsættelse ved dom eller kendelse og afsluttet
ved løsladelse i 1959 eller 1969, medens
der ikke er oplyst samlede interneringstider
for personer, som har haft flere ophold i
henhold til samme dom eller flere domme til
forvaring.
Undersøgelsen omfatter 123 personer prøveudskrevet
i 1959 og 109 personer prøveudskrevet
i 1969. Tallene fordeler sig for
begge år med omkring halvdelen på hver af