Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

dede. Efter yderligere 2 gange almindeligt fængsel
idømt arbejdshus for indbrud i guldsmedeforretning
(udbytte 25.000 kr.). Den pågældende erklærede
sig enig i anklagemyndighedens påstand om
indsættelse i arbejdshus. Undveg da han ikke
fandt, at arbejdshuset svarede til hans forventninger
og begik indbrudstyveri i 6 tilfælde, udbytte
73.000 kr. Af retslægerådet betegnet som strafuegnet.
Ved underretten idømt særfængsel i 2 år 6
mdr. Ved Østre landsret ændret til forvaring. Undveg
også fra forvaringen.
Eks. 65. 1965 idømt arbejdshus, skønt retslægerådet
var betænkelig ved placering i det mere åbne
arbejdshus. Udeblev 1 gang og undveg 1 gang.
Ifølge overlægen ved fængselsvæsenets psykiatriske
observationsafdeling måtte det anses for en
fejlplacering, at den pågældende havde været anbragt
i arbejdshus, »hvor forholdene er sådanne, at
det på mange måder kan udløse hans sensitive reaktioner«.
Retslægerådet udtalte derefter, at det
»uanset at der ikke forelå nyere lægelige oplysninger«
ville være af den opfattelse, at han nu ikke
længere kunne anses for egnet til påvirkning gennem
straf. Ved underretten for 4 tyverier med et
udbytte på 16.500 kr. idømt særfængsel i 3 år.
Ved Østre landsret ændret til forvaring.
9. Recidivhastigheden.
En del af de mentalerklæringer, der er afgivet
i sagerne, peger på hurtigt recidiv - navnlig
efter anbringelse i særfængsel - som en
af de faktorer, der taler for anbringelse i forvaring.
Desværre har man ikke tidligt nok, d. v. s.
ved indsamlingen af de oplysninger, der ligger
til grund for udarbejdelsen af levnedsløbene,
været opmærksom på denne faktor.
206
Det har derfor ikke senere været muligt at
registrere recidivhastigheden i sædvanlig
forstand, d. v. s. den tid, der forløber fra løsladelsen
til første nye kriminelle handling.
Recidivhastigheden er således høj, hvor den
kriminalitetsfri periode er kort, og lav, hvor
denne er lang.
I stedet har man registreret tiden mellem
løsladelsen og dommen i første instans. Herved
bliver den målte recidivhastighed langt
lavere end den virkelige. Hertil kommer, at
en række faktorer, der trækker retssagen i
langdrag, har forskellig virkning fra sag til
sag. Det drejer sig om faktorer som fuld tilståelse
contra benægtelse, ingen eller flere
medvirkende i samme sag, anke eller ikke
anke til højere instans samt mentalobservation
eller undladelse heraf.
Selv om navnlig den sidste faktor synes at
have forskellig indvirkning for ejendomskriminelle
og andre, idet den sidstnævnte
gruppe oftere sendes til mentalobservation,
har man alligevel fundet det hensigtsmæssigt
at medtage dette mangelfulde redskab som
yderligere en faktor, der adskiller de ejendomskriminelle
fra de øvrige grupper.
Selv med de nævnte forbehold in mente
fremgår det klart af tabel 14, at recidivhastigheden
er væsentlig større hos de ejendomskriminelle
end hos de øvrige. Således
har 63 pct. af den sidstnævnte gruppe en recidivhastighed
på 12 måneder eller derover,
mens dette kun er tilfældet for 37 pct. af de
berigelseskriminelle.