Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

mellem den indsatte og forsorgen. Også
dette fordrer, at ungdomsfængslets forsorgsmedarbejdere
får tid til at arbejde med den
indsatte.
Tidsubestemthedens pression over for den
indsattes samarbejdsvilje har gennem årene
været stærkt fremhævet af overlæge Stiirup.
Dersom en i ungdomsfængsel indsat ved, at
han vil blive løsladt i løbet af få måneder,
hvordan han end arter sig, må det i adskillige
tilfælde formodes, at han vil være mindre
motiveret for at tage mod ungdomsfængslets
behandlingsmæssige tilbud. Efter nævnets
formering er tiden ikke ganske løbet fra
dette synspunkt, omend det fra flere sider er
blevet anfægtet.
Gør man ungdomsfængselsstraffen tidsbestemt,
vil den første indsættelse ofte blive
kortvarig og ikke levne megen tid til behandling,
derimod vil de senere indsættelser hyppigt
blive af længere varighed. En afvigende
adfærd er imidlertid altid lettere at behandle,
inden den bliver for fixeret. Der bør
derfor være mulighed for straks ved første
indsættelse at kunne gøre et alvorligt behandlingsmæssigt
forsøg. Det må i denne
forbindelse anføres, at en dom til ungdomsfængsel
praktisk taget altid vil være forudgået
af et eller flere tiltalefrafald, respektive
betingede domme. De unge, der indsættes i
ungdomsfængsel er således ikke ganske kriminelle
nybegyndere, hvorfor det ikke vil
være hensigtsmæssigt yderligere at opsætte
behandlingsforsøg.
Ifølge straffeloven tager ungdomsfængslet
sigte på unge kriminelle mellem 15 og 21 år.
Det har dog hidtil været praksis at meddele
de yngste mellem 15 og 18 år tiltalefrafald
mod inddragning under børne- og ungdomsforsorgen.
Imidlertid har ungdomsforsorgen
ikke i de senere år set sig i stand til at drage
omsorg for de unge kriminelle i samme omfang
som forhen, hvorfor 16- og 17-årige
nu i modsætning til tidligere i ikke ganske få
tilfælde dømmes til indsættelse i ungdomsfængsel.
Sådanne ganske unge vil være uegnede
til afsoning i almindeligt fængsel og vil
være ilde stillede, dersom ungdomsfængslet
afskaffes.
Sluttelig skal nævnes, at der siden midten
af 1960'erne er opstået et helt nyt problem
for ungdomsfængslerne, nemlig de unge stofbrugere.
Behandlingen af stofbrugere har
som bekendt voldt de største vanskelighe-
376
der; dette gælder ikke blot ungdomsfængslerne,
men også de psykiatriske hospitaler
og andre myndigheder og institutioner. Den
moderne form for afhængighed af stoffer er
et helt nyt fænomen, i alvorligere tilfælde en
ny sygdom. Det kan ikke undre, at hverken
fængsler eller hospitaler har kunnet magte at
behandle stofbrugere. Man står her over for
problemer, der adskiller sig så stærkt fra,
hvad man hidtil har kendt, at deres løsning
falder uden for rammerne af vore fængsler
og hospitaler, således som de i dag er opbygget
og fungerer. Fra fængselsledernes side er
det anført, at stofbrugerne i de senere år helt
har ændret klientellets art i hvert fald i det
lukkede ungdomsfængsel. Dette kan dog
ikke være noget argument for at afskaffe
eller ændre ungdomsfængslet. Skal der være
udsigt til med held at behandle stofbrugere,
må det i hvert fald i de mere fremskredne
tilfælde ske i særlige afdelinger, og dette
gælder såvel fængselsvæsenet som hospitalsvæsenet.
Straffeloven af 1930 trænger utvivlsomt
til ændringer på adskillige områder. Efter
mine erfaringer som fængselsnævnets psykiatriske
medlem er jeg dog af den formening,
at ungdomsfængslet er en af 1930-lovens
gode nyskabelser. Behandling er blevet et ledemotiv
i moderne fængselsbehandling, men
er der nogen gruppe af lovovertrædere, der
har behov for behandling, er det de unge
med det foran nævnte meget vigtige og alvorlige
formål at bremse dem, medens de
endnu er ved begyndelsen af deres kriminelle
løbebane og således hindre, at de mere
varigt glider ud i kriminalitet. Som anført i
skrivelse af 3. februar 1972 fra inspektøren
og viceinspektøren ved stats- og ungdomsfængslet
i Nyborg vil det fordre forskellige
og dermed en form for tidsubestemte opholdstider,
dersom gennemførelsen af behandling
skal være det primære indhold i
ungdomsfængslet - og om dette sidste kan
der efter min overbevisning ikke herske
tvivl.
Poul Dickmeiss.
Jeg kan ganske tiltræde overlæge Dickmeiss'
betragtninger og vil især fremhæve, at
det klientel, der hidtil har været placeret i
ungdomsfængslerne, i vid udstrækning har