Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ikke består et mere varigt behandlingsproblem.
Sandsynligvis har alle forfattere været
enige om, at en straffelov på baggrund
af den hidtidige uklarhed må sige noget om
berusede, og de har da fremhævet følgende
hovedpunkter: (1) at den berusede er obligatorisk
straffri, hvis hans tilstand »udelukker
enhver slags handling«, eller han er
»bragt således fra vid og sans, at han må antages
at handle ganske ubevidst«, (2) at beruselse
i övrigt ikke kan bevirke utilregnelighed,
og (3) at de generelle krav om forsæt og
uagtsomhed skal anvendes med hensyn til berusede,
hvoraf også følger, at det fornødne
subjektive grundlag for strafansvar kan foreligge
allerede ved hensættelsen i beruset tilstand.
Om adgang til strafnedsættelse henvises
til bemærkninger neden for i kap. VIII
(om straffelovens § 85).
(b) Den norske straffelovs § 45 indeholder
følgende bestemmelse: »Bevisstløshet
som er en følge av selvforskyldt rus (fremkaldt
ved alkohol eller andre midler) utelukker
ikke straff« (jfr. herved Andenæs, Strafferett,
s. 267 ff).
Bestemmelsen er en undtagelse fra den i
kap. 11,3 omtalte regel om, at en lovovertræder
er straffri, hvis han ved handlingens foretagelse
var »bevisstios«. Ifølge forarbejderne
er § 45 imidlertid ikke blot en bestemmelse
om, under hvilke omstændigheder en
lovovertræder er »tilregnelig« eller »utilregnelig«.
§ 45 tager tillige stilling til kravet om
tilregnelse og har den virkning, at kravet om
forsæt eller uagtsomhed tilsidesættes, såfremt
gerningsmanden har været »bevisstløs«
på grund af selvforskyldt beruselse.
Gerningsmandens strafferetlige ansvar bedømmes
i et sådant tilfælde, som om han
havde været ædru; det betyder, at man lægger
vægt på, hvorledes en ædru person ville
blive bedømt under i øvrigt tilsvarende forhold.
Det blev i en årrække anset for tvivlsomt,
om den samme regel skulle anvendes
på en person, som vel var selvforskyldt beruset,
men dog ikke i en sådan grad, at han
kunne anses som »bevisstløs«. Tilfældet
faldt formelt uden for lovens afgrænsning af
den skærpende særregel, og en anvendelse af
denne regel kunne derfor siges at savne fornøden
hjemmel. På den anden side kunne
det føles stødende, om den i mindre grad berusede
skulle være straffri som følge af en
42
faktisk vildfarelse, når der fingeres forsæt
hos den, hvis beruselse har været af en
sådan karakter, at den har gjort ham »bevisstløs«.
Ved højesterets dom i NRt.
1961.547 er det afgjort, at den skærpende
regel også finder anvendelse i de her omtalte
tilfælde, således at der er tale om en generel
fravigelse af tilregnelseskravet i sager mod
berusede lovovertrædere. Det skal dog tilføjes,
at denne regel ifølge retspraksis - som
på dette punkt bygger på bestemmelsens forarbejder
- ikke finder anvendelse i tilfælde,
hvor det subjektive krav vedrørende den pågældende
deliktstype er et krav om hensigt.
Den tilstand af »bevisstløshet«, som § 45
henviser til, vil lettest kunne forekomme i
form af patologisk rus (i Norge ofte betegnet
som atypisk rus). En sådan rus kan være
selvforskyldt, såfremt gerningsmanden har
vidst eller burdet regne med, at indtagelsen
af alkohol - eventuelt kun i små mængder -
ville gøre ham beruset. Hvis den pågældende
på grund af manglende tidligere erfaringer
ikke har haft anledning til at regne med, at
en sådan tilstand kunne indtræde, vil beruselsen
ikke være »selvforskyldt«.
Som det vil ses, adskiller de norske regler
om berusede personers strafansvar sig navnlig
på to punkter fra de danske: selvforskyldt
beruselse kan ikke bevirke utilregnelighed,
selvom den har medført en tilstand
af bevidstløshed (herunder patologisk rus),
og den kan heller ikke have den virkning, at
der statueres straffrihed på grund af manglende
forsæt, bortset fra tilfælde, hvor loven
stiller et skærpet forsætskrav.
Det norske straffelovråd overvejer at foreslå
en ændring af de omtalte regler.
(c) Den svenske brottsbalk indeholder
en bestemmelse om beruselse i kap. 1 § 2.
Den følger efter en bestemmelse om, at der
med hensyn til de i brottsbalken omhandlede
delikter kræves forsæt (stk. 1), og
lyder således: »Har gärningen begåtts under
självförvållat rus eller var gärningsmannen
eljest genom eget vållande tillfälligt från sina
sinnens bruk, må därav icke föranledas att
gärningen ej anses som brott« (§ 2, stk. 2).
Bestemmelsen synes efter sin ordlyd og
sammenhængen med stk. 1 at fastslå det
princip, som længe har været gældende i
svensk ret, hvorefter de almindelige krav om
forsæt og uagtsomhed ikke gælder, når der