Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

stede i skolen, men ikke til at lære noget. De
fleste er dog glade for at være med, og enkelte
har fået lov at deltage i 2 dagskolekursus,
idet man har skønnet, at de havde mere
behov for udvidet undervisning end for arbejdstræning.
Dagskolens program omfatter 4 ugers undervisning
i de elementære skolefag og forskellige
orienteringsfag med 6 undervisningstimer
på hver af ugens 5 første hverdage.
Deltagerne oppebærer arbejdsdusør.
Der udtages et hold på normalt 8 indsatte,
som følges ad gennem en 4 ugers undervisningsperiode,
hvorefter der udtages et nyt
hold. Det er muligt at meddele en effektiv
undervisning til et så lille antal elever, selv
om disse har vidt forskellige standpunkter,
og erfaringen viser, at de fleste indsatte får
et ganske godt udbytte af dagskolen.
Endvidere gives der i arbejdstiden, eventuelt
under hele anstaltsopholdet, indsatte,
som trænger dertil, og som selv erkender
deres behov, særundervisning i dansk eller
regning eller begge disse fag, og det volder
aldrig vanskelighed at få arbejdsdriften til at
undvære disse indsatte i de nødvendige
timer.
Den frivillige undervisning finder derimod
sted uden for arbejdstiden. Der fremsættes
tilbud om undervisning i en lang
række fag, og hvis der opnås tilstrækkelig
tilslutning til et fag, går man i gang. De indsattes
interesse samles mest om hobbybetonede
fag: Træsløjd, metalsløjd, tegning, maling,
formning, gymnastik, forskellige former
for sport, musik, madlavning osv.; men der
er også tale om mere seriøse fag såsom matematik,
sprog, historie, naturhistorie m. v. Interessen
for de forskellige fag synes i høj
grad at være modepræget, således at et fag,
som i en periode har overvældende tilslutning,
ikke kan samle nogen interesse i det
følgende semester og omvendt.
Tidligere fulgte man den fremgangsmåde,
at de indsatte, som ikke ønskede at deltage i
den frivillige undervisning, blev lukket inde
på deres stuer i de tidsrum, hvor denne undervisning
fandt sted; men denne regel følges
ikke mere. Dette har naturligvis medført,
at tilslutningen til denne undervisning er
dalet. Imidlertid har man fundet det rigtigst
at påføre undervisningen den konkurrence,
som muligheden for fællesskab og for andre
former for aktivitet giver anledning til, og
356
det har da også vist sig, at undervisningen
klarer sig pænt i konkurrencen.
Sammenfattende kan det således siges, at
så godt som alle deltager i skoleundervisningen,
men kun undtagelsesvis i mere end 4
uger, medens langt de fleste er med til en
eller anden form for frivillig undervisning,
nogle endda i stort omfang. Hertil kommer
den ret omfattende undervisning, der finder
sted uden for anstalten, og som vil blive
omtalt under punkt 7.
6. Fritidsaktiviteter.
Det kan formentlig med god ret hævdes, at
dette punkt er det vigtigste af alle de opregnede
punkter. I hvert fald er langt de fleste
af de lovovertrædelser, som de indsatte afsoner
straf for, begået i deres fritid, og deres
udsigt til at klare sig kriminalitetsfrit efter
løsladelsen vil i meget høj grad komme til at
afhænge af deres evne og vilje til at anvende
fritiden på fornuftig måde. Dette gælder i
stigende grad, jo mere arbejdstiden forkortes
på det frie arbejdsmarked. Man er derfor i
høj grad opmærksom på betydningen af, at
der bibringes de indsatte gode fritidsvaner
og vel at mærke vaner, som de skulle have
praktisk og økonomisk mulighed for at opretholde
efter løsladelsen.
Tidligere anvendte man tvangsmæssige
foranstaltninger for at få de indsatte til at
deltage i de forskellige fritidsarrangementer,
idet de, der ikke ønskede at være med til
f. eks. foredrag eller sportstræning, blev isoleret
på deres stuer i de tidsrum, hvor disse
arrangementer fandt sted. Denne fremgangsmåde
er forladt, og det skal ikke nægtes, at
deltagelsen i sådanne arrangementer derved
er dalet. Alligevel er det min opfattelse, at
det er rigtigst at afstå fra sådan form for
pression, idet netop sådan pression vil falde
bort samtidig med løsladelsen, og forøvrigt
er vel fritidsaktivitet ikke det eneste saliggørende;
i hvert fald må fritidspassivitet foretrækkes
for kriminel aktivitet, og det må formentlig
erkendes, at de fleste almindelige
lovlydige mennesker i hvert fald ikke er
egentlig aktive i hele deres fritid.
Anstaltens opgave må bestå i at fremsætte
tilbud om så mange fornuftige former for
fritidsbeskæftigelse som muligt og at gøre
disse muligheder tillokkende, ligesom man
bør søge at animere den enkelte indsatte til