Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

363
Udtalelse fra fængselsnævnet
vedrørende ungdomsfængselsstraffen.
Problemet om bevarelse af ungdomsfængselsinstitutionen
i sin nuværende form er
først kommet under debat i de seneste år. Siden
dens indførelse synes der iøvrigt at have
været bred enighed om værdien og nødvendigheden
af at opretholde en institution med
det sigte, som ungdomsfængslet skulle have
ifølge straffelovens bestemmelser. Selvom
der på nogle områder har været fremsat kritik
- således særligt vedrørende forholdene
omkring det lukkede ungdomsfængsel i Nyborg
- er ungdomsfængsel i det store og hele
blevet betragtet som en af de mest positive
foranstaltninger indenfor fængselsvæsenet,
hvor man havde indtryk af, at der i særlig
grad blev ydet en behandlingsmæssig indsats,
som var videregående end i de almindelige
fængsler, selv efter den udvikling der i
årenes løb er sket indenfor disse.
Denne vurdering af ungdomsfængsel sinstitutionen
ligger helt på linie med den opfattelse,
som i tidens løb har været den fremtrædende
blandt fængselsnævnets medlemmer,
og som bygger på erfaringerne dels fra
talrige besøg på anstalterne ved fremstilling
af og samtaler med et stort antal indsatte og
drøftelser med institutionernes ledere og
funktionærer, dels fra behandlingen af de
mange sager - ca. 1200 årlig - som er blevet
forelagt nævnet til afgørelse.
Bag ungdomsfængslets oprettelse ved
straffeloven af 1930 lå tanken om at skabe
en institution, i hvilken behandlingen adskilte
sig fra almindelig fængselsstraf ved
den ubestemte varighed og ved i særlig grad
at tage sigte på den karaktermæssige opdragelse,
hvorved der i højere grad end hidtil
skulle gives den afsporede, unge kriminelle
mulighed for at hævde sig i den fri tilværelse
og blive en lovlydig medborger. Man fandt
det uhensigtsmæssigt i de almindelige fængsler
at anbringe en ikke ubetydelig gruppe
unge som - ofte småtbegavede, med ringe
Bilag 18.
udbytte af skolegangen, uden faglig uddannelse,
præget af en vilkårlig opdragelse, karaktersvage
og slappe - under yderligere påvirkning
af overgangsårenes problemer var
blevet helt afsporet. Almindelige — ret kortvarige
- fængselsstraffe kunne ikke give mulighed
for undervisning og oplæring af
nogen betydning og navnlig ikke for den karaktermæssige
påvirkning og modning, der
måtte være en forudsætning for et positivt
resultat. Ikke mindst fra de daværende børneværnsmyndigheder
var der i sin tid betydelig
interesse for etableringen af ungdomsfængsler
i forventning om ad denne vej at aflaste
ungdomshjemmene for den vanskeligste
del af klientellet, de ret voksne, urolige
og oppositionslystne elever, der som den
hårde kerne på hjemmene ikke kunne eller
ville tilpasse sig forholdene dér, men som
man alligevel beholdt, fordi det andet alternativ
ville være almindelig fængselsstraf,
som man var enige om længst muligt burde
undgås.
Ungdomsfængslet fik relativt hurtigt væsentlig
større anvendelse end det oprindelig
var tilsigtet. Goll's ofte citerede ord om anbringelsen
dér af »de lidt for raske drenge«
kunne ikke fastholdes. Såvel fængselsmyndighederne
som domstolene fandt det således
ønskeligt, at også en gruppe unge, som
udskilte sig fra det sædvanlige klientel ved
at være sinker eller karaktermæssigt stærkt
afvigende (psykopatisk prægede), og hvis
prognose følgelig var relativt dårlig, men
overfor hvem andre behandlingsformer ikke
fandtes, blev placeret i ungdomsfængslerne.
Problemerne angående anbringelsen af disse
grupper var genstand for drøftelse indenfor
straffelovskommissionen, som i betænkningen
af 1959 vedrørende ungdomskriminaliteten
gik ind for oprettelse af særafdelinger
indenfor ungdomsfængslerne til dette klientel.
T den forbindelse blev det fra fængsels-