Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

tvivlende heroverfor; omend forholdet ikke
er uden betydning, må man stærkt formode,
at dets vægt er blevet overvurderet.
Betragter man ungdomsfængselsklientellet
som helhed, er der psykiatrisk to ting, som
særligt springer i øjnene. For det første har
størstedelen haft dårlige opvækstforhold
(dårlige hjem, skiftende institutionsanbringelse
etc) og for det andet og tildels betinget
heraf er flertallet af de indsatte psykisk
umodne. Sammenhængende med den psykiske
umodenhed er de indsatte rastløse, ukoncentrerede,
kortsynede og tilbøjelige til uoverlagt
og impulsiv handlemåde. Psykoinfantilisme
er en alvorlig hæmsko for et menneskes
naturlige psykiske udvikling og tilpasning
i livet. Puberteten og de første ungdomsår
er selv for psykisk normale en vanskelig
overgangs- og tilpasningstid. Er de
unge psykisk yngre end svarende til deres
faktiske alder, er det forståeligt, at de vil
have endnu sværere ved at tilpasse sig og
ved at lære at honorere det voksne livs krav.
Skal man hjælpe disse kriminelle unge, skal
de have tid til at falde til ro i ungdomsfængslet.
Opgaven må være at søge at
vænne dem til et regelmæssigt liv med arbejde
og at søge at få dem til at acceptere, at
de må anlægge nye normer og mål for deres
fremtid.
I ungdomsfængslets første år søgte man at
undgå, at sinker og unge med mere fremtrædende
karakterafvigelser blev dømt til
ungdomsfængsel. På dette område har man
imidlertid de sidste 10-15 år eller mere
været mindre tilbageholdende. Det hænger
tildels sammen med alternativet. Hvad sinkerne
angår, vil man nødigt anbringe dem i
statsfængsel og herved unddrage dem den
særlige undervisning og oplæring, som de vil
kunne nyde godt af i ungdomsfængslet. Med
hensyn til de mere udtalt karakterafvigende
har man ganske vist et alternativ i særfængslet;
men da dette i praksis drives intimt
sammen med forvaringsanstalterne, vil de
unge her komme sammen med ældre og betydeligt
mere belastede og erfarne kriminelle.
Også et andet forhold gør sig gældende.
Af en af direktoratet for fængselsvæsenet
og anstaltslederne for ungdomsfængslerne
i 1969 foretagen undersøgelse fremgår,
at det på forhånd er særdeles vanskeligt
at afgøre, hvilke unge kriminelle der er egnede,
og hvilke der ikke er egnede til be-
375
handling i ungdomsfængsel. Ved en vurdering
efter fængselsopholdet måtte man i adskillige
tilfælde revidere den forud for indsættelsen
foretagne bedømmelse. Må man således
finde det rimeligt at acceptere, at der i
ungdomsfængslerne foruden unge, der psykisk
ikke adskiller sig væsentligt fra det gennemsnitlige,
tillige anbringes sinker samt karakterologisk
afvigende, må man samtidig
gøre sig klart, at sinkerne, hvad også erfaringen
viser, kræver længere tids behandling
end de almindeligt begavede. De karakterologisk
mere komplicerede tilfælde kræver, at
ungdomsfængslerne råder over psykiatrisk
og psykologisk bistand, og dette i noget
større omfang end det i øjeblikket har været
muligt at fremskaffe. løvrigt er der den mulighed
over for de svært psykisk afvigende,
at fængselsnævnet kan overflytte dem til
særfængsel. Denne udvej har det dog hidtil
kun været nødvendigt at benytte i ganske få
tilfælde.
Som det fremgår af ovenstående, udgøres
ungdomsfængselsklientellet af en persongruppe,
som ikke blot befinder sig i en i
livet særlig vanskelig og for det senere livsløb
betydningsfuld alder, men som tillige i
psykisk henseende er broget sammensat. Behandlingen
af denne persongruppe er en
vanskelig og alvorlig opgave, som nødvendiggør,
at den får en udpræget individuel karakter.
Dette gælder også behandlingstidens
længde, som det set fra et lægeligt synspunkt
er umuligt på forhånd at fastsætte, hvis der
skal være rimelig udsigt til at nå et positivt
resultat. Selvfølgelig må proportionalitetshensyn
sætte en vis grænse for tilbageholdelsens
varighed, men en vis fleksibilitet angående
løsladelsestidspunktet må anses for påkrævet
af hensyn til den indsattes psykiske
modning og stabilisering. Og så rent praktiske
forhold af uddannelses- og anbringelsesmæssig
karakter indicerer, at løsladelsen finder
sted på det behandlingsmæssigt mest
gunstige tidspunkt.
Må man således lægeligt set lægge stor
vægt på behandlingen under den indsattes
ophold i ungdomsfængslet, er den efterfølgende
tilsynsperiode også af stor betydning,
dersom det skal lykkes at holde den prøveløsladte
fri af ny kriminalitet. Et gunstigt forløb
af denne form for kriminalforsorg i frihed
forudsætter imidlertid, at der under
fængselsopholdet opbygges et tillidsforhold