Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

Allerede af denne grund er det nødvendigt
at tage stilling til bestemmelserne i § 18. Desuden
har den øgede brug af narkotika og
andre afhængighedsskabende stoffer i de senere
år gjort det aktuelt at overveje, i hvilket
omfang lovovertrædelser begået i tilstande
fremkaldt ved indtagelse af sådanne rusmidler
bør være straffri.
Straffelovrådet foreslår, at § 18 ophæves i
sin nuværende affattelse, og at der i stedet
indføres en bestemmelse om fakultativ straffrihed
for handlinger, der er begået i en tilstand
af sindssygdom eller en dermed ligestillet
tilstand fremkaldt ved indtagelse af alkohol
eller andre rusmidler. Ligesom med
hensyn til tilstande, der anses for ligestillede
med sindssygdom, skal der her efter forslaget
være adgang til at pålægge strafansvar,
såfremt særlige omstændigheder taler derfor.
De foranstaltninger, som i medfør af § 70
kan anvendes overfor personer, der er straffri
efter § 16, giver ikke anledning til større
diskussion. Man må dog her som på de nedenfor
omtalte områder tage stilling til anvendelsen
af tidsubestemte foranstaltninger,
ligesom der er grund til at overveje spørgsmålet
om judiciel og administrativ kompetence
med hensyn til disse foranstaltninger.
Også den i § 70 indeholdte opregning af
mere og mindre indgribende foranstaltninger
har måttet tages op til overvejelse.
Efter straffelovrådets forslag opretholdes
den ordning, at afgørelsen om særlige retsfølger
træffes af retten, og at der ikke gælder
nogen tidsbegrænsning for disse retsfølger.
Der foreslås nogle ændringer med hensyn til
opregningen af retsfølger. Der er ikke nu
hjemmel til at anvende særlige foranstaltninger
overfor personer, der frifindes efter § 18;
dette foreslås ændret i forbindelse med omformuleringen
af bestemmelsen om rustilstande.
Der sker ikke ved forslaget væsentlige
ændringer med hensyn til bestemmelserne
om tilsynsværger ( i forslaget betegnet
som bistandsværger) og om ændring eller
ophævelse af foranstaltninger. Det skal dog
nævnes, at straffelovrådet finder det rimeligt
at tillægge den domfældte personlig beføjelse
til at rejse spørgsmål om foranstaltningers
ændring eller ophævelse.
(c) Strfl. af 1866 indeholdt i § 39 regler
om strafnedsættelse for handlinger begået i
en tilstand af »formindsket tilregnelighed«.
12
Dette begreb blev afskaffet ved strfl. af
1930. En regel om strafnedsættelse blev
givet i en ny udformning i § 85 (herom henvises
til kap. VIII), men vigtigere var det, at
der i § 17 blev indført nye regler om mulighed
for en strafferetlig særbedømmelse af
visse varigere tilstande af mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne,
herunder seksuel abnormitet. Baggrunden
for disse regler var, at det ikke blev
anset for hensigtsmæssigt at anvende nedsat
straf overfor personer, som på grund af lettere
åndssvaghed, karakterafvigelser og visse
andre tilstande burde undergives særlige foranstaltninger,
ikke sjældent foranstaltninger
af længere varighed end den forskyldte straf.
Efter § 17 skal der tages stilling til, om en
person, der er omfattet af bestemmelsens lægelige
kriterium, kan anses for »egnet til påvirkning
gennem straf«. Hvis dette spørgsmål
besvares benægtende, kan der iværksættes
foranstaltninger i medfør af § 70, som på
denne måde bliver en fælles bestemmelse om
retsfølger overfor personer omfattet af §§ 16
og 17.
Det fremgår af § 17, at den psykiske abnormtilstand
skal have været til stede på gerningstiden,
og at den skal have været af »varigere«
karakter. Det antages endvidere, at
spørgsmålet om »strafegnethed« skal afgøres
i relation til tilstanden på domstiden, og at
det af de nævnte forudsætninger kan udledes,
at § 70 ikke finder anvendelse på den,
der er blevet helbredt mellem gerningstid og
domstid. Dette sidste spørgsmål har i øvrigt
ikke stor praktisk betydning, eftersom de
vigtigste af § 17 omfattede tilstande er åndssvaghed
og karakterafvigelser, altså »varigere«
eller helt permanente tilstande.
Kriteriet »egnet til påvirkning gennem
straf« har givet anledning til en del diskussion
og til stærk kritik. Det gælder især med
hensyn til anvendelsen af § 17 overfor kar akter
af vigende (psykopatiske) lovovertrædere.
Det følger af straffelovens system, at en
sådan person kan dømmes til forvaring i
medfør af § 70, såfremt han findes strafuegnet,
og at han i modsat fald kan idømmes
enten almindelig straf eller den i § 17, stk. 2,
nævnte særlige strafart særfængsel (tidligere
psykopatfængsel). Det er vanskeligt at bestemme
det nærmere indhold af begrebet
»strafegnethed« og endnu vanskeligere at afgøre
i de konkrete tilfælde, hvilken vejled-