Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

skyldig. RR betegnede T som personlighedsmæssigt
afvigende i betydelig grad. Man
fandt, at der var en betydelig risiko for nye
ligeartede forhold, og anbefalede forvaring.
T dømtes ved 3 instanser til forvaring.
U 1968.898 (V), § 276:
T, der tidligere var straffet 6 gange for tyveri,
blev i 1958 for tyveri dømt til forvaring
og prøveudskrevet i 1961. I 1962-64 modtog
T et par tiltalefrafald; en sag om ny kriminalitet
førte i 1964 til en afgørelse om, at
T ikke skulle genindsættes i forvaring. I januar
1968 bestemte UR genindsættelse,
efter at T havde erkendt sig skyldig i tyveri i
38 tilfælde. Afgørelsen blev af T påkæret til
VLR med påstand om særfængsel. Overlægen
anførte, at T havde klaret sig i en årrække
uden væsentlig kriminalitet, at hans
recidiv var betinget af særlige forhold, og at
ny anbringelse på ubestemt tid ikke var indiceret.
RR betegnede T som i udtalt grad karakterafvigende.
Man fandt det vanskeligt at
udtale sig om baggrunden for den nye kriminalitet;
det var nærliggende at fastholde, at
han var strafuegnet, men da han dog havde
klaret sig nogenlunde, ville man ikke finde
det uforsvarligt at gøre et forsøg med straf af
særfængsel. VLR ophævede kendelsen om
genindsættelse, idet man fremhævede, at
dommen til forvaring var mere end 10 år
gammel, og at der ikke under det foreliggende
kæremål kunne tages stilling til den
mulighed at idømme særfængsel. Derefter
rejstes ny tiltale, og T blev både ved UR og
LR dømt til forvaring.
U 1969.298 (H), §§ 276, 293, 123:
Den 32-årige T fandtes skyldig i 12 tyverier
(til dels forsøg) fra forretninger, sommerhuse
m. v., 5 brugstyverier (til dels forsøg),
en overtrædelse af § 123 ved aftale med
medindsat om undvigelse fra arbejdshus,
samt en overtrædelse af færdselslovens § 18.
T var tidligere straffet gentagne gange, overvejende
for tyveri. Han var bl. a. dømt til
ungdomsfængsel i 1955 og til arbejdshus i
1961 og 1968. Ifølge RR var T personlighedsmæssigt
afvigende, især umoden, uselvstændig
og med svigtende evne til social tilpasning.
Ved UR og VLR blev T idømt særfængsel
i 2 år og 6 måneder, men HR dømte
til forvaring, dog at 1 dommer ville stadfæste
den indankede dom.
307
U 1971.754 (H), §§ 276 og 244:
Den 35-årige T fandtes skyldig i 9 indbrud,
4 indbrudsforsøg og 1 overfald på en sagesløs
person. T var tidligere straffet adskillige
gange, overvejende for tyveri. Han var bl. a.
idømt ungdomsfængsel i 1956, særfængsel i
2 år og 6 måneder i 1962 og forvaring i 1964.
Han havde været genindsat i forvaring 3
gange efter prøveudskrivning. Overlægen
anbefalede særfængsel. RR antog, at der var
en betydelig risiko for ny ligeartet kriminalitet.
Ved UR og VLR blev T idømt 2 års særfængsel,
men HR dømte ham til forvaring,
dog at 1 dommer stemte for at stadfæste den
indankede dom.
II. Særfængsel.
A. Legemsangreb.
U 1966.857 (H), § 245 jfr. § 21, § 276
m. v.:
Den 19-årige T havde gjort sig skyldig i en
lang række tyverier og brugstyverier samt i
forsøg på legemsbeskadigelse af særlig farlig
karakter ved sammen med en anden at have
affyret ikke under 20 riffelskud mod en politibil,
der forfulgte dem, med den følge, at
dele af et projektil trængte ind i en politibetjents
venstre øje. T havde tidligere modtaget
tiltalefrafald for berigelsesforbrydelser.
Ifølge retslægerådet var T svært karakterneurotisk
med udtalt mindreværdsfølelse og
kompensatorisk selvhævdelse og aggressivitet.
Han ville i en uforudselig periode frembyde
en uberegnelig fare for retssikkerheden.
Den observerende overlæge havde tilrådet
ungdomsfængsel, men erkendte, at recidivfaren
var betydelig, og ville ikke gå imod
rådets indstilling om forvaring. T blev ved
VLR dømt til forvaring, men dommen ændredes
i HR til 4 års særfængsel, idet dog to
dommere ville stadfæste VLR's dom.
B. Brandstiftelse.
U 1969.1002 (0), §§ 181 og 232:
Den 32-årige T havde gjort sig skyldig i
brandstiftelse i to tilfælde ved at sætte ild på
barnevogne i kældergennemgange samt i
ekshibitionisme i 1 tilfælde overfor to børn
på 3-4 år. T var ikke tidligere straffet af betydning
for sagen. Retslægerådet udtalte, at
T var personlighedsmæssigt tydeligt afvi-