Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

levet gjort gældende, at domstolene næppe
i mange tilfælde dømmer til frihedsstraf ud
fra behandlingsmæssige grunde, er det et
synspunkt, som i hvert fald ikke har haft og
stadig ikke har gyldighed for så vidt angår
idømmelse af ungdomsfængselsstraf.
Man kan i tilslutning hertil stille det
spørgsmål, om der af domstolene tillægges
proportionalitetsmæssige betragtninger tilstrækkelig
vægt ved idømmelse af ungdomsfængselsstraffe.
Nogen ajourført opgørelse
af den nærmere beskaffenhed af den kriminalitet,
som fører til idømmelse af ungdomsfængsel,
findes ikke. Statistikken fra K. O.
Christiansen i betænkningen fra straffelovskommissionen
viste for tiden indtil 1953
kun hoveddeliktets art og for så vidt angår
en mere begrænset kreds af ungdomsfængselsfanger
antallet af kriminelle forhold,
men den giver ikke et fyldestgørende billede
til belysning af problemet. Det er dog vist
berettiget at hævde, at der i hvert fald i de
senere år har været en tendens til fra domstolenes
side at stille noget større krav med
hensyn til kriminalitetens omfang og alvor
for at idømme ungdomsfængsel. På den
anden side må det erindres, at idømmelse af
ungdomsfængsel ofte sker på baggrund af
tidligere med tiltalefrafald afgjort kriminalitet,
også i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden
ikke har fundet anledning til at genoptage
sådanne forhold under tiltalen i ungdomsfængselssagen,
eller en forudgående
betinget dom, som indgår i ungdomsfængselsdommen.
Den aktuelle kriminalitet, der
udløser dommen til ungdomsfængsel, har
derfor undertiden isoleret betragtet været
ret beskeden, et forhold som utvivlsomt i
mange tilfælde er medvirkende til, at mange
indsatte betragter ungdomsfængselssanktionen
som en urimelig hård reaktion.
Ad b) Kritikken af ungdomsfængselsinstitutionen
har blandt de negative virkninger af
tidsubestemtheden i særlig grad fremhævet
den psykiske belastning, som denne medfører
for den indsatte, samt det afhængighedsforhold
til personale og ledelse i fængslerne,
som tidsubestemtheden kan give anledning
til. Derudover er nævnt, at ubestemtheden
fremmer undvigelser.
Som anført overfor overstiger den gennemsnitlige
opholdstid ved førstegangs ophold
i ungdomsfængsel for tiden ikke 1 år 2
366
måneder. Set på baggrund af den normale
minimumstid på 1 år, som i realiteten ikke
fraviges, bliver ubestemtheden derfor for så
vidt angår førstegangs ophold af ret begrænset
omfang. På fællesmøder mellem fængselsnævnet
og fængselsinspektørerne er der således
givet udtryk for, at ubestemtheden
reelt kun er et spørgsmål om løsladelse ved 1
år eller indenfor de følgende 3 måneder.
For nævnet er det selvsagt vanskeligt at
vurdere betydningen af den nævnte psykiske
belastning. På forhånd skulle man synes, at
det for så vidt angår førstegangsindsatte
havde formodningen mod sig, at et spillerum
på indtil 3 måneder skulle kunne have
nogen afgørende betydning. Det er forståeligt,
at der, når løsladelsesspørgsmålet begynder
at blive aktuel, kan opstå en spænding
og uro hos den indsatte, som kan give
sig uheldige udslag, men man har på den
anden side det indtryk, at de indsatte hurtigt
gennem de andre indsatte og ved samtaler
med funktionærerne er fuldt fortrolige med
de sædvanlige løsladelsesterminer, og at de
ikke sjældent har et overordentlig realistisk
syn på løsladelseschancerne, som de er i
stand til at vurdere med ret god sikkerhed.
At de verbalt ved fremstillinger overfor nævnet
giver udtryk for en herfra helt forskellig
vurdering kan ikke undre, og det kan heller
ikke overraske, at de, når de i andre tilfælde
for eksempel af pressen og andre massemedier
konfronteres med spørgsmålet om tidsubestemthedens
problemer, vil være tilbøjelige
til at tillægge den nævnte psykiske belastning
en større betydning, end det reelt er
tilfældet. Det skulle iøvrigt synes muligt for
anstaltsledelsen gennem orientering om løsladelseschancerne
i nogen grad at modvirke
sådanne uheldige virkninger af ubestemtheden,
hvilket der også fra fængselsledernes
sider under de nævnte fællesmøder er givet
udtryk for.
Det kan heller ikke udelukkes, at nogle
indsatte, når løsladelsestidspunktet afhænger
af et skøn, hvori blandt andet indgår anstaltsledelsens
bedømmelse af deres forhold
under afsoningen, vil kunne føle sig i et
slags afhængighedsforhold til ledelse og
funktionærer og at dette kan føre til øjentjeneri
og lignende. Som regel vil man dog
være i stand til at gennemskue dette, og problemet
synes i hvert fald ikke at være af en
sådan størrelsesorden, at der deri kan findes