Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ff samt Utilregnelighed og særbehandling s.
43 ff.
Begrundelsen for reglen må søges i den
betragtning, at det psykiatriske begreb
»sindssygdom« ikke bør sætte en skarp
grænse for straffriheden. Det ville være
uheldigt, om loven udelukkede enhver mulighed
for straffrihed i tilfælde, som volder
tvivl med hensyn til diagnosen sindssygdom,
eller hvor en psykisk afvigende tilstand,
skønt den klart ligger udenfor psykosebegrebets
grænse, har medført en ligeså indgribende
sygelig forandring af en persons psykiske
funktioner som en egentlig sindssygdom.
En tilføjelse som den i § 16 indeholdte
har altså den gavnlige virkning, at
psykiaterne i deres erklæringer kan holde sig
til den faglige afgrænsning af begrebet sindssygdom
uden at føle sig foranlediget til at
udvide det af hensyn til de konkrete retlige
konsekvenser af diagnosen, ligesom domstolene
spares for at tale om »sindssygdom i
strafferetlig forstand« eller at bygge på en
analogi af ordet »sindssygdom« for at kunne
nå frem til en konkret velbegrundet afgørelse
om straffrihed.
Ordvalget i straffelovens § 16 har imidlertid
den ulempe, at det ikke svarer til nogen i
det psykiatriske fagsprog anvendt inddeling
af de psykiske afvigelser. Det har derfor
flere gange givet anledning til kritiske bemærkninger
fra psykiatrisk side, se f. eks.
Aug. Wimmer i Forhandlingerne paa Dansk
Kriminalistforenings 9. Aarsmøde 1912, s.
98 f. og 17. Aarsmøde 1924 s. 88 f., H.
Helweg, Den retslige psykiatri, 2. udg.
(1949), s. 17 og E. Strömgren, Psykiatri, 10.
udg. (1969), s. 361. Denne kritik har dog
ikke udelukket, at man fra psykiatrisk side
har haft forståelse for bestemmelsens formål
og peget på lægelige retningslinier med hensyn
til dens anvendelse. Herom hedder det
hos Helweg anf. st:
»Det kan dog ikke bestrides, at der findes tilstande,
som man er noget betænkelig ved ligefrem
at betegne som sindssygdomme, men som dog former
sig således, at de for enhver fornuftig betragtning
må medføre den samme strafferetlige undtagelsesstilling
som de ubestridelige sindssygdomme.
Dette gælder dels de forbigående feberdelirier, som
dog sjældent får retspsykiatrisk betydning, dels de
encephalitiske og epileptiske karakterforandringer,
samt visse svære psykopathiformer, hvor den konstitutionelle
karakteranomali er så udtalt, at den
stadig må siges at balancere på randen af det psykotiske,
ja periodevis glider over i reaktive, udtalt
29
psykotiske tilstande. Ligeledes kan den almindelige
senile svækkelse, der jo efter sin natur må
siges at være fysiologisk, undertiden være så blottet
for egentlige psykotiske træk, at man kun ugerne
betegner den som senil demens, men dog finder
defekten så udtalt, at det er rimeligt at give den
samme disculperende virkning som en egentlig senil
abnormtilstand. Begrebet »ligestillet med sindssygdom«
må derfor ses som en praktisk hjælperubrik,
der kan bruges, når den foreliggende abnormtilstand
er af en sådan art, at man ikke uden at
gøre vold på de psykiatriske sygdomsbegreber kan
få den derind under, og på den anden side overfor
de ikke medicinsk uddannede dommere, nævninger
og offentlige anklagemyndigheder uden vaklen vil
hævde, at her foreligger en psykisk tilstand, der
ubestrideligt falder udenfor det normale. Det er
dog indlysende, at retspsykiateren, når han vil betegne
en tilstand som »ligestillet med sindssygdom«,
i ganske særlig grad bør beflitte sig på at
gøre rede for tilstandens pathologiske særart, thi
intet begreb har så let ved at glide over i det uklart
populære som begrebet ikke normal«.
Den retslægelige opfattelse og domstolenes
praksis vil blive nærmere omtalt nedenfor.
Forinden vil det dog være hensigtsmæssigt
at gøre nogle bemærkninger om de regler,
ved hvilke man i svensk og norsk ret har
søgt at afgrænse et område for straffrihed,
når det drejer sig om tilstande, der ikke kan
betegnes som »sindssygdom«.
(b) Ved revision af den svenske straffelovs
kapitel 5 § 5 fik denne bestemmelse i
1945 en affattelse, som i det væsentlige svarede
til den danske straffelovs § 16, dog at
man i stedet for udtrykket »utilregnelig«
valgte et årsagskriterium, som blev udtrykt
med ordene »under inflytande av (sinnessjukdom
etc.)« (se herom foran under 2).
Bestemmelsen nævnte foruden sindssygdom
og åndssvaghed »annan själslig abnormitet
av så djupgående natur, att den måste anses
jämställd med sinnessjukdom«. Formuleringen
af 1945 gik uændret over i brottsbalken
af 1962 kap. 33 § 2, dog med den ovenfor
berørte forskel, at den nye bestemmelse ikke
handler om »straffrihet« (»straffriforklaring«),
men om tilfælde, i hvilke anvendelsen
af frihedsstraf og visse andre retsfølger
udelukkes som følge af tilstanden på gerningstiden.
Svensk retspraksis har udviklet sig således,
at bestemmelsen om de såkaldte »jämställdhetsfall«
har fået en langt større anvendelse
end den tilsvarende passus i den danske
§ 16. Navnlig er psykopater i betydeligt
omfang blevet henført under bestemmelsen,
hvilket formentlig i første række må forkla-