Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

handlinger, vil indlæggelse på åndssvagehospital
komme på tale«.
Domme til frihedsstraf synes at være blevet
sjældne, ligesom der vistnok kun i meget
få tilfælde konstateres åndssvaghed hos personer,
der hensidder i fængselsvæsenets institutioner.
Dom til kortvarig frihedsstraf
kan dog bl. a. forekomme i sager om niotorkorsel
i spirituspåvirket tilstand, se herved
U 1969.492 (0). Der henvises i øvrigt
til Waaben, Utilregnelighed og særbehandling,
s. 93 f., jfr. s. 77 med henvisning til RÅ
1964.95, hvor retslægerådet i en færdselssag
udtalte, at tiltalte, der var lettere åndssvag,
ikke kunne »anses for ganske uegnet til at
underkastes bøde eller en kortere hæftestraf«
.
Bortset fra de foran omtalte tilfælde, hvor
åndssvageforsorg anvendes over for personer,
der ikke udtrykkelig er betegnet som åndssvage,
men ligestilles med åndssvage, finder
strfl. § 70, jfr. § 17, næsten ikke anvendelse
på personer i sinkegruppen. Der er et ikke
ubetydeligt antal sinker i fængselsvæsenets
institutioner og i Dansk Forsorgsselskabs klientel.
I nogle tilfælde har tilstanden været
klart diagnosticeret på dommens tid; mere
almindeligt er det dog formentlig, at der ikke
har været anledning til at lade mentalundersøgelse
foretage. Ikke sjældent foreligger
åndssvaghed og anden svag begavelse i kombination
med karaktermæssige afvigelser.
(c) I Norge anvendes frihedsstraf og betinget
dom i noget videre omfang over for lettere
åndssvage, end tilfældet er i Danmark.
Dette har ifølge oplysninger fra det norske
straffelovråd særlig sammenhæng med, at
den norske åndssvageforsorg ikke er så godt
udbygget som den danske. I den norske
straffelov er der ikke udtrykkelig sagt noget
om åndssvaghed. Efter en forholdsvis lang
tradition skal udtrykket »sinnssyk« i strfl. §
44 imidlertid forstås således, at det - foruden
psykoser - tager sigte på åndssvaghed i
høj grad. Det norske straffelovråd har oplyst.,
at der i løbet af de sidste ti år formentlig
i retspsykiatrisk praksis er sket en
indsnævring af det område, hvor åndssvaghed
medfører straffrihed efter § 44, således
at det i dag vistnok kun er idiot-gruppen,
der bliver straffri efter denne bestemmelse.
Se herom Helge Rostad i Jussens Venner
53
1967, s. 49 ff. Sager mod imbecile lovovertrædere
afgøres som regel med påtalefrafald.
Hvis en åndssvag lovovertræder må betragtes
som relativt farlig, vil påtalemyndigheden
normalt rejse sikringssag i medfør af §
39, nr. 1, jfr. ovenfor s. 37. De tilregnelige
åndssvage går ind under persongruppen med
»mangelfullt utviklede eller varig svekkede
sjelsevner« i § 39, nr. 1.
Det norske straffelovråd har oplyst, at
man vil foreslå, at reglen om obligatorisk
straffrihed skal omfatte både idioterne og de
imbecile. Som fællesbetegnelse for denne
gruppe vil man sandsynligvis bruge udtrykket
»psykisk utviklingshemning (åndssvakhet)
i betydelig grad«. Man overvejer også
at foreslå, at i hvert fald dele af debilgruppen
skal omfattes af betegnelsen »dybtgående
abnormtilstand« og således gå ind
under den fakultative regel om straffrihed,
jfr. ovenfor kap. II.
I svensk ret er »sinnesslöhet« nævnt i bestemmelsen
i kap. 33, § 2 om de tilstande,
der obligatorisk udelukker dom til frihedsstraf
(jfr. ovenfor kap. II). Ordet »sinnesslöhet«
fortolkes således, at det omfatter idioter
og imbecile, men ikke debile, jfr. Beckman,
Holmberg, Hult og Strahl III, s. 259. I
modsætning til den norske lovs § 44 udelukker
den svenske regel ikke, at der idømmes
bøde, jfr. 33:2, stk. 2.
Ved sammenligninger mellem de nordiske
regler må man være opmærksom på, at der
ikke er fuld overensstemmelse mellem de
former for standardiseret intelligensmåling
og gradinddeling af intelligensdefekterne,
som anvendes i de forskellige lande.
(d) Foranstaltninger i medfør af strfl. §
70 anvendes navnlig i to former: dom til
anbringelse (eller förbliven) under åndssvageforsorg
og dom til anbringelse i åndssvageanstalt.
Forskellen mellem de to domsformer
er, at den sidstnævnte obligatorisk
foreskriver en anstaltsanbringelse, som kun
kan ophøre efter retskendelse i medfør af §
70, stk. 3, medens det ved dom til åndssvageforsorg
overlades til denne forsorgs myndigheder
at bestemme, om forsorg skal udøves
under anstaltsforhold eller ej, og om
der senere skal ske en ændring af den først
trufne afgørelse herom. De pågældende myndigheder
er i så henseende stillet, som om
der ikke var afsagt nogen dom, men spørgs-