Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

alvorlig belastning. Denne kendsgerning giver
imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig
grund til at opretholde ubestemtheden og
heller ikke til at ophæve den, for det kunne
meget vel tænkes, at netop denne belastning
var pædagogisk værdifuld.
Formålet med ubestemtheden er dels, at
løsladelse kan finde sted på det optimale
tidspunkt, dels at den indsatte tilskyndes til
ved sin adfærd og holdning i anstalten
at søge løsladelsestidspunktet fremskyndet,
hvorved karakteregenskaber som ansvarsbevidsthed
og selvbeherskelse udvikles.
Det er imidlertid et spørgsmål, om der
ved den eventuelle adfærdsændring er tale
om andet end en rent institutionsmæssig disciplinering,
en skintilpasning, som ikke
rækker ud over løsladelsen. Utvivlsomt er
det derimod, at de fleste indsatte er fikseret
i den opfattelse, at tidsubestemtheden er ensbetydende
med længere afsoningstider. Denne
opfattelse er ganske vist i nyere tid, hvor
opholdstiderne i ungdomsfængslerne er langt
kortere end førhen, ingenlunde rigtig i alle
tilfælde, men dog stadig i mange.
Allerede straffelovens fædre havde blik
for disse noget tvivlsomme proportioner. I
kommissionsudkastet af 1923 hedder det, at
man stiller »forslag om indførelse af en
egentlig frihedsstraf . . . med en så udpræget
karakter af opdragelse, at man har anset det
for forsvarligt inden for de ved loven fastsatte
grænser at forsøge straffens varighed
gjort afhængig af dens individuelle virkning.
En afgørende forudsætning herfor har det
imidlertid været, at ungdomsfængslet, om
end af navn et fængsel dog føres ud i livet
mere i skikkelse af en opdragelsesanstalt end
af et sædvanligt fængsel -, hvoraf bl. a. følger,
at denne foranstaltnings alvor og følelighed
som straf mere må søges i dens relative
langvarighed end i en snæver frihedsberøvelse«
. Det har således klart været straffelovens
forudsætning, at tidsubestemtheden
og den lange afsoningstid skulle modsvares
af en friere, lempeligere og mere udviklende
afsoningsform. Man indrettede ungdomsfængslet
og statsfængslerne i overensstemmelse
med disse tanker med en række forskelle,
der mere eller mindre afbalancerede
hinanden. Men af disse forskelle er i virkeligheden
kun den tilbage, der skærper ungdomsfængselsstraffen,
nemlig den relativt
ubestemte tid.
387
I. De faktorer, der har bidraget til, hvad
man med føje kan kalde ungdomsfængslets
krise, anføres i en følgende opregning uden
forsøg på en gruppering, som deres uensartede
karakter måske kunne berettige til.
1. Der er som nævnt en ret stærk eller i
hvert fald stærkt udtalt opinion mod tidsubestemtheden.
2. Frihedsberøvelse er i almindelighed i
en vis modvind, og enhver forlængelse af
frihedsberøvelse (den formodede konsekvens
af tidsubestemtheden) gør modviljen større.
3. Udgangspunktet for ethvert forsøg på
at genindpasse en frihedsberøvet lovovertræder
må være en erkendelse hos den pågældende
af betimeligheden af en ændring af
hans adfærd. Det er herefter indlysende, at
det under 1. og 2. anførte forringer udsigterne
for sådanne forsøg. Ungdomsfængslets
arbejde står og falder med den indsattes accept
af de givne tilbud og forringes af bitterhed
over oplevet uretfærdighed.
4. Specielt for den store del af klientellet,
der anbringes i det lukkede ungdomsfængsel,
kan fremhæves den stigende passivitet,
der atter har sammenhæng med tilknytning
til narkotikakulturen og beslægtede subkulturer.
Nakotikamisbruget har som bekendt
også vundet indpas i ungdomsfængslernes
traditionelle klientel af dårligt tilpassede berigelseskriminelle
og har kompliceret disses
tilpasningsmuligheder på næsten katastrofal
måde. — Selv om der er erfaring for, at en
intensiv undervisning kan få betydning for
visse af de unge i denne gruppe, må det erkendes,
at adskillige må løslades, inden der
blot kan skimtes et behandlingsresultat. Løsladelse
sker, fordi deres kriminalitet (begået
og forventet) ikke kan bære yderligere tilbageholdelse.
5. Der synes at være særlig grund til at
fremhæve de problemer, der er forbundet
med undvigelserne. Disses antal er blevet
foruroligende højt. Tre fjerdedele af de til
ungdomsfængsel dømte anbringes nu direkte
i åbne anstalter, men af disse overføres hen
imod halvdelen til lukket anstalt på grund
af undvigelse og orlovsmisbrug, ofte i forbindelse
med kriminalitet. Det lukkede ungdomsfængsel
(hvor de indsatte bor under aldeles
utilfredsstillende forhold) rummer nu
omkring 40 pct. af samtlige indsatte i ungdomsfængslerne.
Behandlingstiden opsplittes
alt for meget mellem åben og lukket anbrin-