Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

114
Tallene er gengivet efter fængselsvæsenets årsberetninger og oplyser for hvert
år belægget pr. 31. december. - Tal, der er sat i parentes, angiver ikke belæg,
men anstaltskapacitet.
Fra 1955 skete der en kraftig stigning i
antallet af domfældelser til ungdomsfængsel.
Medens tallet i hvert af årene 1953 og 1954
havde ligget mellem 60 og 70, skete der i de
fire følgende år henholdsvis 105, 142, 136
og 157 domfældelser. Institutionernes belæg
øgedes tilsvarende; medens der i 1953-55
var mellem 146 og 173 indsatte i ungdomsfængsel,
steg belægget i de tre følgende år til
henholdsvis 219, 225 og 277 (alle tal angiver
belæg ved årets udgang, jfr. tabellen).
Den nye praksis over for lovovertrædere
mellem 18 og 21 år kan i korthed beskrives
således, at man i højere grad end hidtil betonede
et valg mellem betinget dom og ungdomsfængsel,
medens anvendelsen af almindelig
frihedsstraf blev reduceret. Der var i
det store og hele enighed om, at frihedsberøvelse
over for denne aldersgruppe burde undgås,
hvor det var muligt, specielt når der var
grundlag for at nære forventninger til et forsorgsarbejde
i forbindelse med betinget dom,
og at man på den anden side måtte lægge
vægt på, at en frihedsberøvelse, når den var
indiceret af tiltaltes personlige og sociale forhold,
herunder tidligere kriminalitet, mest
muligt fik den særlige opdragende og uddannende
karakter, som kendetegnede ungdomsfængsel.
For så vidt angår unge under 18 år,
var der ikke tale om radikale ændringer i
praksis med hensyn til tiltalefrafald og vilkår
om børne- og ungdomsforsorg, men der
var dog en tendens til at anvende ungdomsfængsel
i videre omfang, jfr. herom nedenfor
s. 119.
(b) I sin Betænkning vedrørende ungdomskriminaliteten
(1959) gav straffelovskommissionen
udtryk for tilslutning til de
her omtalte almindelige retningslinier. Man
fremhævede på den anden side, at der fortsat
ville være adskillige tilfælde, hvor almindelig
frihedsstraf måtte foretrækkes fremfor
ungdomsfængsel i sager mod 18-20 årige,
bl. a. hvor et behov for opdragende og oplærende
foranstaltninger ikke var til stede,
eller hvor den pådømte kriminalitet ikke var
betydelig nok til at danne grundlag for dom
til ungdomsfængsel, men hvor det på den
anden side var nødvendigt af general- eller
specialpræventive grunde at dømme til ubetinget
fængsel. For så vidt angår personer
under 18 år tog straffelovskommissionen afstand
fra en af og til fremført tanke om, at
anvendelsen af frihedsstraf burde afskæres
for denne gruppes vedkommende. Der henvises
herved til Betænkning 1959. s. 39 ff.
og 70 ff.