Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

13. Mentalerklæringernes udtalelse om
manglende egnethed til påvirkning gennem
straf.
Hvor der foreligger erklæring fra retslægerådet,
er der set bort fra erklæringer fra klinikker,
hospitaler og embedslæger, når disse er
afgivet umiddelbart forud for retslægerådets.
Foreligger der ikke erklæring fra retslægerådet,
men fra klinik eller hospital, er
der tilsvarende set bort fra erklæringer fra
embedslæger. Der er således alene medregnet
og lagt vægt på erklæringerne i »sidste
instans«.
20 pct. af de 65 domfældte forvarede blev
anset for uegnede til påvirkning gennem
straf eller tvivlsomt strafegnede allerede ved
første mentalerklæring »i sidste instans«.
Om disse 13 personer se endvidere note 1)
og 2) til tabel 20 og f. f.
For 34 pct. krævedes 2 mentalerklæringer
»i sidste instans«, før der blev afgivet erklæ-
210
ring om strafuegnet/tvivlsom, for 29 pct.
mindst 3 erklæringer, inden de pågældende
blev erklæret for strafuegnede eller tvivlsomt
strafegnede.
Forskellen mellem ejendomskriminelle og
øvrige er meget betydelig, idet 40 pct. af de
øvrige mod kun 11 pct. af de ejendomskriminelle
betegnes som strafuegnede eller
tvivlsomt strafegnede allerede ved første
mentalerklæring. Allerede ved anden mentalerklæring
er 80 pct. af de øvrige anset som
strafuegnede eller tvivlsomt strafegnede mod
kun 42 pct. af de ejendomskriminelle. 38
pct. af disse blev først efter mindst 4 erklæringer
anset som strafuegnede eller tvivlsomt
strafegnede. Se tabel 19.
Retspsykiateme har således været væsentlig
mere tilbageholdende med at anvende betegnelsen
strafuegnet over for ejendomskriminelle
end over for personer med anden
kriminalitet.