Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

hos de ansatte. I denne mellemmenneskelige
situation er det vanskeligt for os at opfatte,
hvad det er, han egentlig ønsker at sige.
Dette medvirker til, at vi altid må være villige
til at ændre og udbygge den foreløbige
arbejdsplan.
I de år, hvor vi fik et rimeligt antal nyindsatte
forvarede, gennemførte jeg selv en
gruppemæssig orientering af de første gang
hos os indlagte. Postbetjent og oversygeplejerske
deltog. Dette gav dels en del af personalet,
dels de forvarede, en fortrinlig mulighed
for orientering om anstaltens forhold,
således som de tegnede sig for anstaltslederen.
De nyankomne fik et praktisk oplevet
indtryk af, hvordan en gruppetilværelse
kunne forme sig. Her gennemgik jeg udfra
psykiatrisk-psykologiske synspunkter de for
retten mulige klassifikationer, som de foretages
på grundlag af straffelovens § 17, og beskrev
i enkle vendinger betydningen af lægeerklæring
og retslægerådsudtalelse. Herved
rettedes en del af de fejlagtigheder, de mødte
op med. Det understregedes, at deres kriminelle
handlinger enten for dommeren havde
været så alvorlige eller var fulgt efter hinanden
i så hurtig rækkefølge, eller at de særegenskaber,
som den indsattes personlighedsmæssige
forhold frembød, havde været så
påfaldende og konstante, at man ikke længere
kunne regne med, at de almindeligt anvendte
forholdsregler ville være tilstrækkelige
til at bistå den nu forvarede i at klare
sig kriminalitetsfrit i fremtiden. Slagordsmæssigt
kunne det udtrykkes enkelt med, at
retten på en måde havde sagt, at »nu er vi
kommet til en slutstation«. Den ubestemte
dom, forklarede jeg, skulle opfattes som rettens
ønske om at udskyde tidspunktet for
rettens afgørelse af, hvornår man kunne genoptage
forsøg på uden for institutionen at
opbygge en fremtid uden ny kriminalitet. På
dette grundlag faldt det i reglen naturligt at
gå videre til at drøfte udskrivningssituationen,
som især interesserer de nyankomne, og
som rettelig betyder en ændring i form af en
mildnelse af de i § 70 omhandlede behandlingsmæssige
muligheder.
Vi gennemgik de udskrivningsbetingelser,
der er almindeligst. Vi havde dengang, jeg
gennemførte dette, ca. 170 forvarede i Herstedvester,
og jeg kunne påpege, at det kun
var få med lave numre, der fandtes i anstalten,
således at de nyankomne selv havde mu-
280
lighed for at kontrollere det fejlagtige i de almindelige
forsøg fra enkelte særligt aktive
negativt indstillede kammeraters side på at
bilde dem ind, at næsten alle kom igen.
Vi gennemgik også andre problemer og
understregede bl. a., at flugten fra en besværlig
situation alligevel ikke fører til
nogen løsning af et problem, men at man i
sådanne situationer ofte kan få udbytte af at
diskutere tingene med andre mennesker, og
at de blandt personalet forhåbentlig ville
finde mennesker, som de kunne have tillid
til og som havde praktiske erfaringer.
Jeg understregede, at det var illusion at
tro på, at livet efter en prøveudskrivning
ville være lettere end før. Man kunne vist
sige tværtimod og fastslå, at det i hvert fald
ville være lige så vanskeligt som institutionslivet.
Vi gennemgik, hvorledes vi anvender
den åbne afdeling indenfor muren, barakken,
og hvorledes man anvender Kastanienborg.
Endelig forsøgte jeg at forklare dem, at
det ikke var nemt at sige rent ud ja eller nej
til spørgsmålet om, hvorvidt tidspunktet var
inde til, at en mand blev prøveudskrevet.
Der er mange forskellige ting, der skal tages
stilling til, hvis der virkelig skal være realitet
i, at det er dommeren, der skal træffe en
afgørelse. Vi må se det som rimeligt, at rettens
afgørelse ikke altid vil være i overensstemmelse
med, hvad vi udfra lægelige synspunkter
ville finde rimeligst. Der kan foreligge
tilfælde, hvor retten ikke vil udskrive,
selvom vi anbefaler, eller i hvert fald har
fundet prøveudskrivning rimelig. Det omvendte
kan - omend sjældent - også være
tilfældet, altså at vi ikke har anbefalet, men
at retten alligevel prøveudskriver.
En vigtig del af vort behandlingsmæssige
arbejde består i kritisk at analysere de indlagtes
fremtidsplaner. Det er vigtigt at undgå
de rene dagdrømmerier, der er en så almindelig
trøst i fængselstilværelsen. Vi må i stedet
håbe at kunne nå frem til, at de som prøveudskrevne
også vil føle sig overbevist om,
at der i vanskelige situationer er mulighed
for at få hjælp i stedet for at begå ny kriminalitet.
Efter en sådan indledningstime er mulighederne
for i næste møde at få stillet flere
spørgsmål væsentlig større. Vi drøftede i
anden og evt. tredie time særlig forholdet til
personalet, hvordan man - på basis af erfaring
om, at »nissen flytter med« - selv må