Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

må erkendes, at for eksempel uddannelsen
indenfor landbrug og gartneri, som navnlig
tidligere mange indsatte var beskæftiget
med, således som forholdene har udviklet sig
i det fri samfund kun vil komme en ret begrænset
kreds af de indsatte til gode. Det er
formentlig også rigtigt, som det er blevet anført,
at en ikke uvæsentlig del af de indsatte
efter løsladelsen søger ind i beskæftigelse,
hvor den uddannelse, de har fået under opholdet
i ungdomsfængslet, ikke direkte kommer
dem til gode. Med den mangel på stabilitet,
man også efter løsladelsen må forudse
hos de unge, er der vel intet overraskende
heri, og det er i hvert fald ikke rimeligt at
drage den konsekvens heraf, at oplæringen i
anstalterne har været formålsløs. Dels vil de
måske på et senere tidspunkt få direkte gavn
af den uddannelse de har fået, dels ligger
der vel allerede en værdi deri, at den pågældende
gennem en længere periode under anstaltsopholdet
har været tvunget til regelmæssigt
arbejde og har vænnet sig til at samvirke
med andre på en arbejdsplads på vilkår,
som i hvert fald nærmer sig forholdene
i den frie tilværelse. Efter nævnets erfaringer
fra indberetninger om prøvetidens forløb
og fra sager, som har ført til genindsættelse,
kan der naturligvis noteres talrige skuffelser,
hvor ungdomsfængslets bestræbelser har
været resultatløse, men det er på den anden
side givet, at man ikke sjældent støder på tilfælde,
hvor det helt klart har vist sig, at ungdomsfængslet
gennem oplæring og uddannelse
har gjort den pågældende bedre rustet
til at klare kravene i en fri tilværelse.
Det er blevet anført som et argument
imod bevarelsen af ungdomsfængslet i sin
nuværende form, at de pædagogiske og uddannelsesmæssige
muligheder, der rummes
indenfor ungdomsfængslerne, i stigende grad
nu også findes indenfor det almindelige
statsfængsel og at der derfor ikke er det
samme behov for at opretholde ungdomsfængsler
med tidsubestemt straf. En på direktoratets
foranledning i februar 1970
iværksat sammenligning mellem ungdomsfængslerne
i Søbysøgaard, Møgelkær og
statsfængslerne i Nørre Snede og Kærshovedgaard
peger i retning af, at der vel i de senere
år er sket en udvikling i den nævnte
henseende indenfor statsfængslerne, men at
ungdomsfængslerne fortsat er bedre udrustet
for så vidt angår undervisningsmuligheder,
47
369
ligesom undervisningsfrekvensen er større,
samt at variationen af arbejdstilbud er større
i ungdomsfængslerne end i statsfængslerne,
lige som også anvendelsen af uddannelsesudgange
er noget større for ungdomsfængselsfangerne,
og et større antal af disse har gennemgået
specialarbejderkursus i eller uden
for anstalterne. Det er forståeligt og særdeles
velbegrundet, at ungdomsfængslerne har føringen
på disse områder, og man kunne vel
endda rejse det spørgsmål, om dette ikke i
endnu højere grad burde være tilfældet i betragtning
af det utvivlsomt større behov, ungdomsfængselsfangerne
må have for pædagogisk
og uddannelsesmæssig påvirkning, og
de større muligheder der burde være for en
påvirkning af dette unge klientel, som for en
stor del kommer direkte fra institutioner
under børneforsorgen, der ikke har været i
stand til at løse denne opgave. Besøg på anstalten
i Nørre Snede giver i hvert fald indtryk
af, at man i denne anstalt står overfor et
klientel af en beskaffenhed, som væsentlig
afviger fra gennemsnittet af ungdomsfængselsfanger,
og for hvem behandlingsmæssige
foranstaltninger af karaktermæssig, pædagogisk
og uddannelsesmæssig art i langt mindre
grad synes påkrævet, hvorfor en sammenligning
med denne anstalt ikke synes relevant.
I diskussionen i de senere år om tidsubestemtheden
er der som ovenfor anført generelt
rejst tvivl om værdien af effektiviteten
af den med forskellige former for frihedsstraf
forbundne behandling, herunder også
ungdomsfængslerne, idet der blandt andet er
henvist til, at den senere tids kriminologiske
forskning skal have gjort det klart, hvor relativt
lidt man ved, om hvilke typer af sanktioner
og behandlingsformer der er mest effektive
overfor de forskellige kategorier af
overtrædere. På denne baggrund er det gjort
gældende, at den behandling, der iværksættes
indenfor fængselsvæsenets forskellige institutioner,
i væsentlig grad må få en eksperimenterende
karakter, og at den usikkerhed,
som dette giver anledning til, bør føre
til tilbageholdenhed med hensyn til valg af
behandlingsmidler, herunder særlig varsomhed
med anvendelse af langvarige og tidsubestemte
frihedsberøvelser.
Denne pessimisme med hensyn til de behandlingsmæssige
muligheder synes også indenfor
de seneste år at have fået en del udbredelse
blandt ungdomsfængslernes ledere