Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

er spørgsmål om strafansvar for handlinger
begået i en tilstand af selvforskyldt beruselse,
jfr. herom Förslag till brottsbalk, SOU
1953:14 s. 380 ff. I litteraturen er det imidlertid
gjort gældende, at bestemmelsen i
brottsbalken 1:2, stk. 2, også er forenelig
med det synspunkt, at kravet om forsæt også
gælder med hensyn til handlinger begået i
beruset tilstand. Den praktiske betydning af
bestemmelsen skulle efter denne opfattelse
navnlig bestå i, at det med hensyn til ansvar
for uagtsomhed fremhæves, at der ved opstillingen
af en målestok for uagtsomhed skal
ses bort fra den svækkelse af gerningsmandens
indsigt, dømmekraft og færdigheder,
som rusen har fremkaldt. Der skal stilles de
samme krav til ham, som om han havde
været ædru. Der henvises hertil til Strahl i
SvJT. 1965 s. 369 ff. og til Beckman, Holmberg,
Hult og Strahl I 2. udg., s. 35 ff., hvor
det dog anføres, at man under forarbejderne
til bestemmelsen synes at have lagt den hidtidige
opfattelse af rusens betydning til grund,
se også Thornstedt i SvJT 1968, s. 116, hvor
bestemmelsen foreslås ophævet med den
virkning, at almindelige regler om forsæt og
uagtsomhed finder anvendelse.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt
en rustilstand kan betragtes som en psykisk
abnormitet, antages det, at en patologisk
rus kan anses som en sindssygdom eller
dermed ligestillet tilstand i henhold til
brottsbalkens 33:2, således at de i denne
bestemmelse nævnte begrænsninger i sanktionsvalget
- navnlig udelukkelse af frihedsstraf
- finder anvendelse. Det er dog
herved en forudsætning, at gerningsmanden
uanset den patologiske rus har handlet forsætligt
eller - hvor uagtsomhed er strafbar -
uagtsomt, idet der ellers ikke er tale om et
»brott«, og forholdet derfor falder helt
uden for det strafferetlige reaktionssystem.
(d) Det fremgår af det foran anførte, at
rustilstandens strafferetlige betydning må
overvejes både i relation til kravet om forsæt
og uagtsomhed (tilregnelse) og for så vidt
angår afgrænsningen af diskulperende psykisk
unormalitet, jfr. Waaben, Det kriminelle
forsæt, s. 331 ff.
Med hensyn til det førstnævnte spørgsmål
- som naturligvis har sin største betydning i
sager om normal rus af forskellige grader -
43
finder straffelovrådet ikke anledning til at
foreslå nogen ændring. Der kan næppe blive
tale om i dansk ret at indføre en ordning
svarende til den, som gælder i norsk ret, og
som i hvert fald var gældende i svensk ret
indtil brottsbalken, hvorefter der hos en beruset
person skal fingeres forsæt, d.v.s. at
han bedømmes, som om han havde været
ædru på gerningstiden og haft en ædru persons
opfattelse af handlingen og de ydre omstændigheder.
Dansk praksis kan ikke siges
fri for at rumme elementer af en sådan strengere
bedømmelse, idet den utvivlsomt ikke
stiller så strenge beviskrav som sædvanligt
med hensyn til forsæt, når der er tale om
handlinger begået i beruselse.
Mere tvivlsomt er det, om straffelovens §§
16 og 18 indeholder en tilfredsstillende ordning
med hensyn til den retlige betydning af
rusen betragtet som en psykisk abnormtilstand.
Det er et problem, som under alle omstændigheder
kun får betydning med hensyn
til et meget lille antal af de rustilstande, der
forekommer i den strafferetlige praksis.
Både efter retslægelig og juridisk opfattelse
må ordene »handlet uden bevidsthed« i
§ 18 forstås således, at de omfatter mere end
den egentlige bevidstløshed, som jo er en tilstand
af legemlig ubevægelighed, i hvilken
bevidstheden ikke registrerer indtryk af
nogen art, og i hvilken der derfor kun kan
være spørgsmål om strafferetligt ansvar for
undladelse. Ordene i § 18 omfatter også
visse tilstande, i hvilken en person vel er i
stand til at udvise legemlig aktivitet, men
handler under indflydelse af en bevidsthedsforstyrrelse,
der »tydeligt går udover de sædvanlige
rusvirkninger«, jfr. Helweg, s. 36
(jfr. s. 183), hvor det fremhæves, at man fra
lægelig side sædvanligvis ikke kan statuere
manglende bevidsthed, medmindre der kan
diagnosticeres en abnorm alkoholreaktion,
en patologisk rus. I tilknytning hertil har
retslægerådet i 1948 udtalt følgende:
»Udtrykket at »handle uden bevidsthed« er...
stedse af Rådet blevet opfattet således, at derved
blev forstået en bevidsthedstilstand, der var principielt
forskellig fra den normale bevidsthed, således
at personens bevidsthedsfunktioner overhovedet
ikke kunne vurderes ud fra de for normal
bevidsthedsfunktion gældende regler.
En sådan kvalitativt ændret bevidsthedstilstand
findes ved den såkaldte patologiske rus, hvorunder
komplicerede handlinger kan foretages, uden at
de overhovedet indgår i personens normale bevidsthedsområde.
Ved den »normale«, d. v. s. sæd-