Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ling. Der er desuden en mindre gruppe af
psykisk afvigende personer, som har behov
for og ønske om psykiatrisk behandling i afsoningstiden.
Det drejer sig oftest om yngre
karakterafvigende eller neurotiske lovovertrædere
med relativt få forstraffe. Det forekommer
rimeligt, at disse personer får adgang
til at afsone deres straf under forhold, hvor de
kan få psykiatrisk støtte og behandling. RR.
finder det derfor hensigtsmæssigst, at der
fortsat findes institutioner, som er under lægelig
(psykiatrisk) ledelse. Men R. vil i lighed
med Knud Waaben (se hans ovennævnte
afhandling p. 142) foreslå, at der
ved dommen af personer omfattet af § 17,
og for hvilke særforanstaltninger (i medfør
af § 70) ikke findes indicerede, blot idømmes
en tidsbestemt straf, hvorefter fængselsvæsenet
bestemmer, under hvilke former
afsoningen skal finde sted: i åbent eller lukket
fængsel eller i en særlig fængselsafdeling
for psykisk afvigende lovovertrædere. Herved
vil fængselsvæsenets psykiatrisk ledede
afdelinger indgå på linie med fængselsvæsenets
øvrige institutioner, og flytning fra den
ene institution til den anden vil kunne ske
administrativt.
Særfængslerne har hidtil været drevet
intimt sammen med forvaringsanstalterne.
Dette indebærer, at personer, der idømmes
særfængsel, kommer til at tilbringe afsoningstiden
sammen med forvaringsanstalternes
som regel kriminelt erfarne og stærkt belastede
klientel. Ikke mindst for unge lovovertrædere
samt for personer med relativt
få forstraffe er dette uheldigt. RR. mener
derfor, at de fængselsafdelinger, som i fremtiden
eventuelt skal erstatte de nuværende
særfængsler, bør være adskilt fra forvaringsanstalterne.
IV. Intelligensdefekter.
En udvikling af åndsevnerne, der er så retarderet,
at diagnosen bliver åndssvaghed i lettere
grad, må generelt indicere særforanstaltninger.
Diagnosen: åndssvaghed i lettere
grad hviler på en vurdering af totalpsyken
og ikke alene på en intelligenstestning. De
lettere åndssvage vil findes inden for intelligenskvotienter,
der strækker sig fra ca. 55 til
ca. 75 (WHO.s klassifikation har udvidet
rammerne lidt, fra 52 til 85), men det langt
180
overvejende antal ligger mellem 60 og 70.
Under I.K. 60 må diagnosen i visse tilfælde
blive åndssvaghed i middel grad (eller i »højere
grad« og altså henføres under straffelovens
§ 16) og over I.K. 70 må en del svagtbegavede
henføres til sinkegruppen og falde
uden for den personkreds, som kræver retlige
særforanstaltninger.
Ad stk. 7 (a).
Har en samlet vurdering af alle oplysninger
og undersøgelser ført til diagnosen åndssvaghed
i lettere grad, bør som nævnt særforanstaltninger
træde i stedet for straf. Dog må
RR. pege på enkelte undtagelser, hvor det -
uanset at pågældende er inddraget under
forsorg - ikke vil være urimeligt at imødegå
visse mindre lovovertrædelser (f. eks. overtrædelse
af færdselsloven) med bøde eller
kortvarig hæftestraf. Men det bør være undtagelser,
og længerevarende afsoninger må
frarådes. Det skal tilføjes, at betingede
domme erfaringsmæssigt er virkningsløse
over for åndssvage.
Ad stk. 7 (b).
Begrebet »ligestillet med åndssvaghed« indførtes
ved revisionen af åndssvageloven for
at komme uden om intelligenskvotientens
stive og skarpe grænsedragning, men det var
ikke tilsigtet, at sinker som gruppe skulle
kunne optages i åndssvageforsorg. Det er da
heller ikke sket. Åndssvageforsorgen har
som hidtil afvist sinkerne og kun optaget enkelttilfælde,
som i deres livsløb har vist, at
deres intelligens og hele psykiske struktur er
så ringe udviklet, at de - omend I. K. ligger
lidt over den almindelige grænse (75) -
ikke har formået at klare sig i samfundet, og
som har behov for åndssvageforsorgens hjælpeforanstaltninger.
Begrebet »ligestillet med
åndssvaghed« har således vist sig nyttigt, for
så vidt som det har medvirket til at flytte
tyngdepunktet fra intelligenskvotienten til
en vurdering af personens totale funktion.
RR. må understrege, at indførelsen af begrebet
»ligestillet med åndssvaghed« ikke betyder,
at åndssvagegrænsen generelt er lagt højere
op, men alene er der er åbnet mulighed
for, at åndssvageforsorgens hjælpeforanstaltninger
kan bringes i anvendelse over for enkelttilfælde
med et ganske specielt behov. R.
kan ikke anbefale, at »ligestillet« anvendes