Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

en række sædelighedsforbrydelser. Ifølge retslægerådets
erklæring led han af diffust hjernesvind, og
de karakterologiske og andre psykiske forstyrrelser,
der i tiltagende grad havde præget ham, var
så alvorlige, at de måtte ligestilles med sindssygdom.
Nævningerne svarede benægtende til spørgsmål
om anvendelse af § 16, men landsrettens juridiske
dommere bestemte i medfør af retsplejelovens
§ 904, at sagen skulle henvises til ny domsforhandling.
Ifølge en note til domsreferatet fastholdt
retslægerådet sin udtalelse under den nye
sag, selv om der ikke ved ny observation var fundet
sikre holdepunkter for en organisk hjernelidelse,
og der var konstateret en betydelig bedring i T's
intellektuelle habitus. Nævningerne svarede også
under denne sag nej til spørgsmål om § 16 (samt §
17), og T idømtes fængsel i 3 år 6 måneder.
VLT 1954.313: Den 54-årige T havde forsøgt at
dræbe sin hustru ved at skære hende med en brødkniv
i halsen. Retslægerådet udtalte, at T sandsynligvis
havde handlet i en epileptisk tågetilstand,
der måtte ligestilles med sindssygdom. Det fremhævedes
dog, at diagnosen epilepsi ikke var sikker.
Spørgsmålet om anvendelse af § 16 blev i medfør
af retsplejelovens § 897, stk. 2, afgjort af de juridiske
dommere, som ikke henførte tilstanden under
§ 16, men under § 17. Idet § 85 fandtes at
burde anvendes, idømtes T 4 års fængsel.
U 1961.458 (0): Den 35-årige T havde begået
forsøg på voldtægt over for en 8-årig pige. Ifølge
retslægerådets erklæring syntes T på gerningstiden
at have været under indflydelse af sovemedicin
(phenemal), således at der forelå en toxisk betinget
bevidsthedssvækkelse, som ud fra psykiatriske
kriterier måtte ligestilles med sindssygdom. T havde
gennem mange år været eufoman og periodisk
spiritusmisbruger; han var desuden psykopatisk
præget. Efter rådets opfattelse måtte T derfor anses
for omfattet af § 17, såfremt han ikke fandtes
straffri i medfør af § 16. Retslægerådet anbefalede
anbringelse i forvaring. Der blev ikke under straffesagen
stillet nævningerne spørgsmål om anvendelse
af § 16. T henførtes under § 17 og idømtes
3 års særfængsel.
U 1964.744 (V): En 43-årig kvinde T havde i en
forretning stjålet beklædningsgenstande til en værdi
af ca. 12 kr. Ifølge hendes egen forklaring havde
hun natten forinden taget nogle tabletter - dels
beroligende (insidon), dels smertestillende -, og
hun havde kun en vag erindring om det optrin,
som fandt sted i den pågældende forretning, efter
at hun havde købt en kjole og en housecoat. Behandlingen
med insidon skyldtes, at hun siden
1962 havde frembudt symptomer på klimakteriel
sjælelig uro, spændthed og uligevægtighed. De
smertestillende midler var ordineret i anledning af
smerter som følge af en tandoperation. Retslægerådet
antog, at T i det sidste døgn inden tyveriet
havde taget ca. 6 tabletter af hver slags, hvilket
betegnedes som »ret store doser«. Når man tog T's
uligevægtstilstand og smerterne i betragtning, ville
rådet anse det for sandsynligt, »at hun på gerningstidspunktet
har været i så høj grad præget af svigtende
omdømme og sjælelig uligevægt, at hendes
tilstand forbigående har måttet ligestilles med
sindssygdom«. VLR fandt »ikke grundlag for at
statuere, at T har været utilregnelig på grund af
32
en med sindssygdom ligestillet tilstand«. Man lagde
herved vægt på en af ekspeditricen afgivet forklaring
om, at T havde virket omtrent som hun plejede,
omend nervøs, og på usikkerheden med hensyn
til antallet af indtagne tabletter. I medfør af straffelovens
§ 85 blev straffen ansat til 10 dagbøder å
25 kr. To dommere ville frifinde T efter § 16, idet
hun ikke »med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses
som tilregnelig i gerningsøjeblikket«.
(e) Efter straffelovrådets opfattelse har
erfaringerne med hensyn til anvendelsen af
straffelovens § 16 bekræftet, at det er rimeligt
at åbne mulighed for straffrihed i visse
tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet i
en udtalt abnormtilstand, der ikke kan betegnes
som sindssygdom. Det kan på den
anden side fastslås, at antallet af personer,
der henføres under den omtalte regel, er
lille, og at der altså ikke i retspraksis har
været tendenser til at lade reglen omfatte
større persongrupper på en måde, der kan
give anledning til betænkeligheder.
Spørgsmålet er herefter dels, om der er
grund til at foreslå en ændring af bestemmelsens
nuværende formulering, dels om de
med sindssygdom ligestillede tilstande obligatorisk
eller kun fakultativt bør udelukke anvendelsen
af frihedsstraf.
Straffelovrådet har stillet retslægerådet
det spørgsmål, om ordene »tilstande, der må
ligestilles (med sindssygdom)« efter lægelig
opfattelse har virket tilfredsstillende, eller
der kan peges på en fra lægeligt synspunkt
mere hensigtsmæssig formulering. Retslægerådet
er i den forbindelse blevet orienteret
om de foran omtalte overvejelser i norsk og
svensk ret vedrørende dette formuleringsspørgsmål,
og repræsentanter for retslægerådet
har deltaget i de drøftelser i den nordiske
strafferetskomité, hvor spørgsmålet har
været fremme.
Retslægerådet udtaler, at udtrykket »tilstande,
der må ligestilles (med sindssygdom)«
i det væsentlige har virket tilfredsstillende.
Reglen herom skønnes at have fundet
anvendelse i ca. 10 tilfælde om året; i
dansk retslægelig praksis har man ikke -
som det er sket i Sverige - inddraget en stor
del af de karakterafvigende under den
nævnte kategori. Bl. a. på baggrund af denne
tilbageholdende praksis mener retslægerådet
at måtte gå ind for, at de »ligestillede« behandles
på samme måde som de sindssyge og
i højere grad åndssvage og altså i samme
grad som disse henføres under en regel om