Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

drejer sig om personer, som kan henføres
under strfl. §§ 16 og 17. Om det psykiatriske
arbejde i Dansk Forsorgsselskabs Køben-
3. Straffelovrådets overvejelser.
I det foregående er omtalt de to sæt af
regler i straffeloven, som giver mulighed for
- udenfor området af § 16 - at bestemme
sanktionsvalget under hensyntagen til oplysninger
om en psykisk afvigende tilstand: reglerne
i § 17, stk. 1, sammenholdt med § 70
(der bortses som nævnt fra intelligensdefekter
og karakterdefekter) og reglerne om betingede
domme. Spørgsmålet er, om de førstnævnte
regler kan undværes, således at et
antal afgørelser, der hidtil er truffet i medfør
af § 70, jfr. § 17, fremtidig får form af betingede
domme med egnede særvilkår.
Forinden dette spørgsmål omtales, skal
det fremhæves, at der i et vist omfang kunne
være tale om at lade en dom til ubetinget frihedsstraf
træde i stedet for en dom efter §
70, jfr. § 17. Det gælder de tilfælde, hvor en
anbringelse i hospital eller anden institution
er indiceret. Man kunne tænke sig den ordning,
at retten dømmer til en udmålt frihedsstraf
og samtidig træffer bestemmelse om, at
ophold i hospital, plejehjem, optagelseshjem
el. lign. skal træde i stedet for straffens fuldbyrdelse,
eller at det efter afsigelsen af dom
til frihedsstraf beror på fængselsvæsenets afgørelse,
om domfældte skal anbringes i en
83
havns-afdeling henvises til oplysninger meddelt
af Fini Schulsinger i NTfK 1963 s. 224
ff.
institution udenfor kriminalforsorgen (sml.
herved kap. XII). I begge tilfælde skulle
den udmålte straf sætte en absolut grænse
for varigheden af opholdet i institution. De
nævnte fremgangsmåder forekommer dog
uhensigtsmæssige. Det er betænkeligt at slå
ind på en udvikling, som indebærer, at den
retlige reaktion skal have form af en udmålt
frihedsstraf, når det er klart, at der foreligger
en sygelig tilstand, og at man af den
grund ikke ønsker den straf fuldbyrdet, som
dommen lyder på. Det må foretrækkes, at
dommen umiddelbart lyder på den form for
anbringelse, som findes hensigtsmæssig, og
at den tidsbegrænsning af retsfølgen, som
skulle være fordelen ved at udmåle straf,
opnås gennem lovregler og retsafgørelser om
maksima for varigheden.
Den nævnte fremgangsmåde kan i hvert
fald ikke anvendes i de tilfælde, hvor afgørelser
i medfør af § 70, jfr. § 17, er gået ud
på at foreskrive tilsyn, ambulant lægebehandling
o.l. Også af denne grund er det
nødvendigt at sammenholde reglerne i § 70,
jfr. § 17, med reglerne om betingede
domme.
Mellem de to sæt regler er der den væsentlige
lighed, at de stort set rummer mulighed