Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

gelse som følge af undvigelserne, der ikke
sjældent gentages.
II. Det centrale spørgsmål er, om det er
muligt at gennemføre et lige så rationelt behandlingsarbejde
for unge lovovertrædere
under en tidsbestemt reaktion. Det må forsøges
vurderet, om de foran fremdragne faktorers
negative betydning vil mindskes ved
overgang fra ubestemt til bestemt tid, uden
at der tabes noget af den nuværende foranstaltnings
positive kvaliteter.
Herom bemærkes:
1. En overgang til tidsbestemte foranstaltninger
vil bevirke, at der i mange tilfælde
vil blive kortere tid til positiv indsats. Den
negative effekt heraf må søges afbødet ved
en ændring til mere intensiv uddannelsesmæssig
indsats, herunder efterforsorgsmæssigt,
og ved en bedre koordinering af anstaltsforsorg
og efterforsorg. Anvendes tidsbestemte
reaktioner, vil et længere ophold først
opnås, når straffen skærpes efter recidiv, og
hensiddelsestiden forøges ved reststraf efter
tidligere prøveløsladelse. Dette vil dog måske
i realiteten ikke blive så forskelligt fra
situationen nu, hvor der under afviklingen
af et stort antal ungdomsfængselsstraffe sker
recidiv under foranstaltningen (under undvigelser,
udeblivelser, prøveløsladelser) med
forlænget ophold til følge.
2. Den indsattes følelse af forurettethed
vil formentlig aftage, og når tillige løsladelsesusikkerheden
elimineres, kan en klimaforbedring
i institutionen påregnes.
3. Undvigelsernes antal vil formentlig gå
betydeligt ned.
4. I forbindelse med foranstående kan anføres,
at opgivelsen af tidsubestemtheden i
almindelighed, men ikke undtagelsesfrit, vil
betyde, at frihedsberøvelsen forkortes. Efter
nuværende praksis vil genindsættelsen i ungdomsfængslet
efter ret grov kriminalitet kunne
vare mindre end 1 år, medens en tidsbestemt
straf for tilsvarende forseelser kan
medføre længere hensidden. Her giver ungdomsfængslet
mulighed for en smidigere
reaktion.
Karl Johan Ebbe
Møgelkær
388
Vagn Kildemoes
Søbysøgård
5. Det bør fremhæves, at der efter nugældende
regler og praksis ikke er nogen behandlingsforanstaltning
(taget i betydningen:
aktivitet under opholdet), der ikke efter sin
art kan anvendes, hvadenten foranstaltningen
er tidsbestemt eller tidsubestemt.
6. I praksis er det ret vanskeligt at fiksere
den optimale tilbageholdelsestid i ungdomsfængslet,
d.v.s. fastslå, hvornår den i straffelovens
§ 41, stk. 2, omhandlede udvikling
kan siges at have fundet sted, bl. a. fordi
vurderingen heraf i ikke ringe grad må baseres
på iagttagelse af den indsattes adfærd
i et kunstigt miljø med til dels atypiske sociale
normer og en massiv negativ gruppepåvirkning
som komplicerende faktorer. Dertil
kommer, at en pædagogisk udnyttelse af
tidsubestemtheden, som løsladelsespraksis
har udviklet sig, i virkeligheden ikke lader
sig gennemføre, når behandlingshensynet
krydses af snart proportionalitetshensyn,
snart hensynet til retssikkerheden.
Sammenfattende kan udtales, at vi efter
en vurdering af de fremdragne momenter
finder, at de psykologiske muligheder for en
fortsat anvendelse af relativt tidsubestemte
foranstaltninger over for unge lovovertrædere
er ændret så vidt, at de nu bør opgives,
og at opgivelsen ikke efter vor opfattelse kan
siges at være i disharmoni med tidens bestræbelser
på at humanisere straffuldbyrdelsen.
Sluttelig skal det understreges, at en eventuel
opgivelse af den særlige ungdomsfængselsstraf
ikke bør ændre det forhold, at der
fremdeles bør være åbne og lukkede anstalter
med intens behandling af den kategori,
der hidtil har været anbragt i ungdomsfængsler.
Der bør stadig arbejdes på adækvat
anbringelse af den yngste del af de lovovertrædere,
der dømmes til kriminalretlige foranstaltninger.
Der bør endvidere arbejdes
på, at børne- og ungdomsforsorgen forsynes
med sådanne institutioner, at det kan undgås,
at de 15-17 årige afskrives til fængselsvæsenet.
Jørgen Tolstrup
Nyborg