Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

ningstal« for hver af de domfældte (d. v. s.
tal som udtrykker, hvor belastet en person er
med hensyn til en konstellation af faktorer,
der forelå før dommen), og bedømmelsen af
flere sanktioners effektivitet foretages på
den måde, at man sammenligner recidivet
for personer med samme belastningstal inden
for hver af de fire sanktionsgrupper.
Med hensyn til den statistiske metode, som
er anvendt, henvises navnlig til rapporten s.
240 ff., jfr. 305 ff.
Undersøgelsens hovedresultat er blevet, at
det ikke er lykkedes at påvise forskelle i effektiviteten
mellem de forskellige behandlingstyper
(forvaring, særfængsel og almindeligt
fængsel) anvendt på ejendomskriminelle.
Som fremhævet i undersøgelsen kan
man ikke heraf slutte, at der ikke er forskelle,
men med et materiale af den størrelsesorden,
der har ligget til grund for undersøgelsen,
og med de metoder, der er anvendt
heri, har de ikke kunnet påvises.
(c) Efter at rapporten var afgivet til
straffelovrådet, blev der af dette stillet visse
supplerende spørgsmål. Man var således interesseret
i at høre, hvilken betydning det
eventuelt havde haft for recidivtallene, at
der i undersøgelsens materiale af forvarede
indgik et stort antal tilfælde (henved 50
pct), som var løsladt efter genindsættelse,
og som derfor kunne formodes at være mere
belastede end de førstegangsindsatte. Man
pegede endvidere på spørgsmålet om, hvorvidt
der kunne være forskelle mellem de undersøgte
sanktionsgrupper med hensyn til
det tidsrum, som var forløbet, før recidiv
indtraf, og med hensyn til antallet af recidiver
inden for observationsperioden. Også
spørgsmålet om eventuelle forskelle med
hensyn til recidivets grovhed blev nævnt.
Sammen med cand. stat. Karin Zedeler og
stud. scient. Ken Schubell påtog professor
Karl O. Christiansen sig at foretage de undersøgelser,
som var nødvendige for yderligere
at belyse de problemer, som straffelovrådet
havde peget på. En supplerende rapport
om disse problemer blev afleveret til
straffelovrådet den 16. maj 1972. Rapporten
er offentliggjort sammen med hovedrapporten
om § 17-undersøgelsen i den ovennævnte
betænkning nr. 644, 1972.
Den supplerende rapport viser, at materialeudvælgelsen
i hovedrapporten ikke kan
70
kritiseres ud fra den antagelse, at forvaring
ville vise et lavere recidiv, hvis sammenligningen
var begrænset til at omfatte førstegangsindsatte.
Det anføres endvidere, at den fortsatte undersøgelse
har vist, at antallet af flere gange
recidiverende er signifikant større for indsatte
i stats- eller særfængsel end for de forvarede.
Den fortsatte analyse har derfor på et
væsentligt punkt ændret den konklusion, der
i september 1971 måtte anses for undersøgelsens
hovedresultat. Konklusionen formuleres
i den supplerende rapport således:
»Trods betydelige anstrengelser er det ikke
lykkedes at finde nogen signifikant forskel i
den hyppighed, hvormed indsatte inden for
de fire behandlingstyper (statsfængselsfanger,
indsatte i særfængsel og de to forvaringsanstalter)
recidiverer. Derimod er der
en klar og signifikant forskel på antallet af
tilbagefald hos dem, der recidiverer, idet de
forvarede over en længere periode klarer sig
signifikant bedre end de indsatte i stats- eller
særfængsel.« (Det skal understreges, at
ordet »hyppighed« i det anførte citat sigter
til antallet eller procenten af recidiverende
personer inden for de fire kategorier af løsladte,
ikke til antallet af tilbagefald hos recidiverende
personer. Det er det sidstnævnte
punkt der omtales i citatets sidste led).
Forvaring er således efter den supplerende
rapport på længere sigt en mere effektiv behandlingsform
over for karakterafvigende
kriminelle, der henføres under straffelovens
§ 17, specielt over for de socialt og med hensyn
til tidligere kriminalitet stærkt belastede
personer, end stats- og særfængsel er. Det
kan heller ikke efter den supplerende analyse
udelukkes, at der er andre forskelle,
men heller ikke denne analyse har kunnet
afsløre noget sådant.
Det skal fremhæves, således som det også
sker i rapporten s. 309 f., jfr. s. 423, at undersøgelsen
ikke giver grundlag for at slutte
noget om virkningen af de enkelte led i en
reaktionsform, således heller ikke om betydningen
af det tidsubestemte element i frihedsberøvelsen.
En mulig behandlingsfaktor
ved siden af tidsubestemtheden er således
karakteren af den anvendte efterforsorg.
Mogens Moe, der ikke deltog i den fortsatte
analyse, har efter offentliggørelsen af
betænkning nr. 644 meddelt straffelovrådet,
at han tager afstand fra Karl O. Christian-