Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

noget vægtigt argument imod tidsubestemtheden.
Hvad endelig angår spørgsmålet om undvigelsernes
sammenhæng med ubestemtheden,
kan det vel ikke bestrides, at usikkerheden
om løsladelsestiden i visse tilfælde har
givet anledning til undvigelser. Foreliggende
statistiske oplysninger viser, at undvigelsesprocenten
i forhold til antallet af hensiddende
er væsentlig større i de åbne ungdomsfængsler
end i de øvrige åbne anstalter,
vel nærmest 4 gange så stor. løvrigt er der
tale om en meget mærkbar stigning i de seneste
2-3 år, en stigning som det næppe er
helt ubegrundet at sætte i forbindelse med
den i disse år gennemførte udvidede adgang
til orlov og frigång m. v. samt vel også med
den generelle liberalisering, som på andre
måder er gennemført indenfor ungdomsfængselsinstitutionen,
herunder muligt også
den mildnelse, der er sket med hensyn til følgerne
af undvigelse. Om der kan påvises
nogen direkte sammenhæng mellem tidsubestemtheden
og undvigelserne er vel problematisk,
men det synes en nærliggende mulighed,
at også ungdomsfængselsklientellets
alder og manglende modenhed og vanen fra
de talrige rømninger fra børne- og ungdomsforsorgens
institutioner spiller en ikke uvæsentlig
rolle; i mange tilfælde er de pågældende
måske netop rømt fra sådanne institutioner
i håbet om så at blive idømt tidsbestemt
straf i stedet for det ligeledes tidsubestemte
ophold på ungdomshjemmet.
Det har yderligere været anført, at ubestemtheden
skulle hindre en rationel planlægning
af den indsattes ophold og fremtid
efter løsladelsen. Hertil skal bemærkes, at
med den meget begrænsede karakter, som
ubestemtheden faktisk har, og med den smidighed
løsladelsesproceduren administreres
på, synes dette efter erfaringerne i fængselsnævnet
ikke at kunne være noget væsentligt
problem. Det må tværtimod forekomme vanskeligere
at tilrettelægge det bedste løsladelsestidspunkt
til en bestemt prøveløsladelsesdato,
der for eksempel udelukker hensyntagen
til tidspunktet for afslutning af et kursus
eller til beskæftigelsesmulighederne, jfr. nedenfor.
De ovennævnte argumenter, som med
større eller mindre styrke kan føres i marken
mod tidsubestemtheden i ungdomsfængselsstraffen,
må imidlertid vejes imod de argu-
367
menter, som anføres for ubestemthedens positive
virkning, og som i sin tid har været bestemmende
for indførelsen af den delvise
tidsubestemte ungdomsfængselsstraf, og hvis
bærekraft indtil de senere år ikke er blevet
bestridt.
Som et væsentligt argument for ubestemtheden
har således været anført, at den
kunne udnyttes pædagogisk, navnlig således,
at udsigten til en fortsat tilbageholdelse
kunne motivere den indsatte til at indtage en
mere positiv stilling til behandlingen og dermed
føre ham ind i en gunstigere udvikling.
Dette synspunkt er med styrke blandt andet
blevet gjort gældende af inspektør Aage
Hansen, som i en tidligere redegørelse vedrørende
Søbysøgaard har givet udtryk for, at
for næsten alle vil opholdets ubestemte varighed
i forbindelse med muligheden for at
fremskynde løsladelsen ved godt forhold i
anstalten før eller senere blive en spore til
arbejdsflid og efterrettelighed og dermed
noget særdeles positivt. Nogle af de nuværende
anstaltsledere vil imidlertid ikke tillægge
ubestemtheden en sådan pædagogisk
værdi og har tværtimod givet udtryk for, at
en pædagogisk udnyttelse af tidsubestemtheden,
således som løsladelsespraksis har udviklet
sig, i virkeligheden ikke lader sig gennemføre,
når behandlingshensynet krydses
af såvel proportionalitetshensyn som hensyn
til retssikkerheden. Hertil kan bemærkes, at
det i praksis kan være meget vanskeligt at
fastsætte den optimale tilbageholdelsestid.
Nævnets udgangspunkt ved afgørelsen om
løsladelse har været, at løsladelse bør finde
sted på det behandlingsmæssigt gunstigste
tidspunkt modificeret på den måde, at retsbeskyttelseshensyn
danner den øvre grænse
og generelle retssikkerhedsbetragtninger den
nedre grænse for opholdets varighed. Det
kan ikke bestrides, at afvejningen af disse
hensyn til tider kan volde betydelige vanskeligheder,
og at det skøn, som skal udøves
såvel fra anstalten som fra nævnets side, ofte
må være behæftet med en ikke ubetydelig
usikkerhed. Det sker da heller ikke sjældent,
at resultatet af en prøveløsladelse falder væsentlig
anderledes ud - både i negativ og positiv
retning — end anstaltsledelse og nævn
forventer. Man kan dog udfra de mere generelle
erfaringer i nævnet ikke dele det pessimistiske
syn på muligheden af at udnytte
tidsubestemtheden i positiv retning. Pessi-