Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

de i bestemmelsen indeholdte beføjelser for
domstolene til at fravige anvendelsen af straf
under hensyn til tilstande, der ikke var til
stede på gerningstiden, men er indtrådt senere.
Herved må man bl. a. have for øje, at
§§ 16 og 17, hvortil § 71 henviser, ikke efter
straffelovrådets forslag bevares i deres hidtidige
form.
Muligheden for at idømme straf eller betinget
dom, jfr. pkt. (2) ovenfor, vil eo ipso
være til stede og udgøre den normale fremgangsmåde,
for så vidt der ikke hjemles obligatorisk
eller fakultativ afvigelse herfra.
En adgang til at træffe bestemmelse om
strafs bortfald, jfr. pkt. (1) ovenfor, må
fortsat anses for velbegrundet. De omhandlede
tilfælde falder udenfor bestemmelsen
om strafnedsættelse og -bortfald i § 85 også
efter den formulering, der er foreslået af
straffelovrådet (se herom kap. VIII). Navnlig
hvor der er indtrådt en alvorlig sindssygdom
eller dermed ligestillet tilstand - og specielt
hvor tilstanden må ventes at blive af
nogen varighed eller ligefrem kronisk - kan
det være meningsløst at idømme en straf.
Der kan også peges på de tilfælde, hvor en
del af den pådømte kriminalitet bliver straffri
i medfør af § 16, men hvor det samtidig
må antages, at andre strafbare handlinger
var begået forud for det tidspunkt, da abnormtilstanden
satte ind. Hvadenten den
efter § 16 straffri kriminalitet medfører
særforanstaltninger som statshospital o. 1.,
eller dette ikke er tilfældet, kan det være
åbenbart urimeligt at idømme straf for en
del af den pådømte kriminalitet. En adgang
til strafbortfald vil iøvrigt til dels følge af
bestemmelsen om sammenstød i 88, stk. 6
(stk. 5 i lovudkastet).
Et vanskeligere problem frembyder den
nuværende adgang til i medfør af § 71 at
idømme tidsubestemte foranstaltninger efter
70, enten i stedet for straf eller sammen med
en straf, hvis fuldbyrdelse udsættes. De
ovenfor nævnte domme tyder på, at det
praktiske behov for anvendelse af § 71 overvejende
har foreligget i tilfælde, hvor anbringelse
i statshospital er aktuelt indiceret.
Det er dog muligt, at det overvejende
er sådanne tilfælde, der har givet anledning
til at gengive afgørelserne i domssamlingerne.
Man kan formentlig gå ud fra, at både
anklagemyndighed og domstole i almindelighed
vil foretrække at lade § 70-foranstalt-
ningen træde i stedet for straf, jfr. pkt. (3)
ovenfor, men der kan forekomme tilfælde,
hvor en streng straf er forskyldt, og hvor
man er betænkelig ved at give afkald på
denne straf, når domfældte forholdsvis snart
ventes helbredt for en fængselspsykose eller
anden ikke-langvarig psykisk afvigelse. Som
fremhævet ovenfor ad pkt. (4) kan man
imidlertid ikke vide på forhånd, hvor længe
ophold i statshospital vil være påkrævet.
Adgangen til at idømme både straf og særforanstaltning
kan tænkes ophævet under
den forudsætning, at anbringelse i statshospital
før straffens fuldbyrdelse kan ske
enten i henhold til reglerne i sindssygeloven
eller i kraft af en af fængselsvæsenet truffet
bestemmelse om sådan anbringelse som et
led i fuldbyrdelsesforløbet, se om den sidstnævnte
mulighed kap. XII.
Ud fra en mere principiel betragtning
kunne det gøres gældende, at adgangen til at
anvende § 70-foranstaltninger er betænkelig,
fordi der efter omstændighederne helt
kan mangle sammenhæng mellem kriminaliteten
og den senere indtrædende abnormtilstand.
Domstolene kan altså komme til at
idømme frihedsberøvelse ud fra fareafværgende
og behandlingsmæssige hensyn, som
ikke har deres grundlag i de overvejelser,
som ellers betinger adgangen til særlige
sanktionsvalg overfor psykisk afvigende gerningsmænd.
På den anden side må det fremhæves,
at der ikke i almindelighed er hindringer
for at tage forhold, som ligger efter
gerningstiden, i betragtning ved strafudmålingen
og valget mellem betinget og ubetinget
dom. Betænkelighederne ved at anvende
egnede lægelige behandlingsformer ville heller
ikke foreligge, hvis ikke der var tale om
en tidsubestemt frihedsberøvelse, som eventuelt
kan blive af betydelig varighed.
I svensk ret gælder de ovenfor i kap. 11,4
omtalte regler i brottsbalkens kap. 31 §§ 3
og 4. Adgangen til at dømme en person til
»sluten psykiatrisk vård« er efter 31:3 principielt
uafhængig af, om en psykisk afvigende
tilstand er indtrådt før eller efter gerningstiden,
men er på den anden side betinget
af, at anbringelsen kan ske med støtte i
lovgivningen om »beredande av sluten psykiatrisk
vård i vissa fall« eller om »omsorgen
om vissa psykiskt utvecklingsstörda«.
Brottsbalkens kriterium er iøvrigt, at der findes
at foreligge »behov av sådan vård«. Der