Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

mindre umiddelbart indlysende. I fald retspsykiateren
ud fra en helhedsbedømmelse af
et sådant tilfælde ikke desto mindre er nået
til en subjektiv overbevisning om, at den pågældende
har handlet under indflydelse af
sygdommen, vil kravet om en påvisning af et
kausalt sammenhæng let friste ham til vidtløftige
formuleringer og hypotetiske gisninger
og fortolkninger, for hvilke han rent faktisk
ikke kan stå inde. Omvendt udelukker
den omstændighed, at psykiateren ikke på
overbevisende måde har formået at sandsynliggøre
en årsagsmæssig sammenhæng, selvsagt
ikke, at en sådan vitterlig har foreligget.
Alene af disse grunde kan kausalitetskriteriet
ifølge RR.s opfattelse ikke accepteres.
Lignende indvendinger kan rettes mod anvendelsen
af de såkaldte psykologiske straffrihedskriterier
i den udstrækning disse omhandler
sindssygdommens indflydelse på patientens
viljes- og handlingsliv. Psykiateren
stilles her over for sådanne spørgsmål som,
hvorvidt en handlingsimpuls eller -tilskyndelse
har været »uimodståelig« eller kunne
være modstået, om sindssygdommen har
været af en sådan art, at den har kompromitteret
patientens evne til at tilpasse sin adfærd
efter lovens krav etc. - spørgsmål, som
ikke kan forventes besvaret med nogen grad
af sikkerhed, og som følgelig må anses for
lidet egnede som grundlag for en eventuel
sondring mellem straffri og strafskyldige
sindssyge lovovertrædere.
Såfremt det måtte være et uomgængeligt
krav, at loven hjemler mulighed for at pålægge
en person strafansvar trods sindssygdom
på gerningstiden, bør dette således efter
RR.s opfattelse ske på grundlag af et rent
formelt (»indholdsløst«) (tilregneligheds)kriterium,
således som dette eksempelvis
er formuleret i den nugældende straffelovs
§ 16.
Ad stk. 3 (a).
RR. er af den opfattelse, at der fortsat bør
være mulighed for strafferetligt at behandle
personer med psykiske afvigelser, der ikke
karakteriseres som sindssygdom (eller åndssvaghed
i højere grad), på samme måde som
personer med sindssygdom på gerningstidspunktet.
Begrundelsen herfor er, at man erfaringsmæssigt
i et vist (ringe) antal tilfælde vil
blive stillet over for psykiske abnormtil-
176
stande, der dominerer den pågældendes psykiske
tilstand på ligeså indgribende en måde
som en sindssygdom, - uden at den blandt
psykiaterne alment benyttede afgrænsning af
ordet »sindssygdom« tvangfrit vil tillade indrubricering
af tilstanden under dette begreb.
Det må anses for ønskeligt, at ordet sindssygdom
af retslægerne bruges på samme
måde som af psykiatere i almindelighed og
andre læger. Definitionen af dette begreb vil
kunne skifte, f. eks. med internationale vedtagelser.
Det forekommer derfor R. nødvendigt,
at der bevares en »ventil« som den
nævnte, også for det tilfældes skyld, at den
almindelige afgrænsning af sindssygdomsbegrebet
under hensyn til retspsykiatrisk praksis
skulle føles for snæver.
Ad stk. 3 (b).
R. følger de af Helweg i dennes retspsykiatriske
lærebog opstillede kriterier: »begrebet
»ligestilling med sindssygdom« må derfor
ses som en praktisk hjælperubrik, der kan
bruges, når den foreliggende abnormtilstand
er af en sådan art, at man ikke uden at gøre
vold på de psykiatriske sygdomsbegreber
kan få den derind under, og på den anden
side .... uden vaklen vil hævde, at her foreligger
en psykisk tilstand, der ubestrideligt
falder uden for det normale«. Det drejer sig
om tilstande, der »former sig således, at de
for enhver fornuftig betragtning må medføre
den samme strafferetlige undtagelsesstilling
som de ubestridelige sindssygdomme«.
De tilstande, der må ligestilles med sindssygdom,
omfatter lidelser af såvel organisk
som psykogen oprindelse. Blandt de organiske
vil tilstande præget af intellektuel og følelsesmæssig
reduktion være dominerende, -
eksempelvis senile, alkoholiske, posttraumatiske
eller postencephalitiske demenstilstande
af moderat sværhedsgrad. En anden betragtelig
andel vil være kendetegnet ved bevidsthedsændringer
som de f. eks. ses ved forgiftninger
eller ved epilepsi. Blandt de psykogene
vil kortvarige affekttilstande være dominerende.
Ad stk. 3 (c).
RR. er af den opfattelse, at udtrykket »tilstande,
der må ligestilles (med sindssygdom)«
i det væsentlige har virket tilfredsstillende;
det har således gennem en årrække