Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

1. Indledning.
(a) Efter de gældende regler i straffeloven
er der navnlig tre sanktionsmuligheder
overfor karakterafvigende personer (psykopater).
Den, som findes »uegnet til påvirkning
gennem straf« i medfør af § 17,
stk. 1, kan dømmes til anbringelse i en forvaringsanstalt,
jfr. § 70. Den strafegnede
kan dømmes til almindeligt fængsel, men
retten har også den mulighed at afsige dom
til særfængsel, jfr. § 17, stk. 2. Denne særlige
strafart er, bortset fra fuldbyrdelsesformen,
undergivet de almindelige regler om
fængselsstraf, således med hensyn til betingelserne
for prøveløsladelse. Der gælder
nogle særlige regler om overflytning til og
fra særfængsel. En videre differentiering af
sanktionsvalget følger af, at de tidsubestemte
særforanstaltninger arbejdshus, jfr. §
62, og sikkerhedsforvaring, jfr. § 65, kan
træde i stedet for fængselsstraf overfor strafegnede
personer, også de psykopatisk prægede.
Begreberne »psykopati«, »psykopat« og
»psykopatisk« har aldrig været anvendt i
straffeloven, men fandt i en lang årrække
anvendelse i administrationens og i domstolenes
sprogbrug. Således hed den i strfl. §
17, stk. 2, nævnte straf art »psykopatfængsel«,
indtil betegnelsen ændredes til »særfængsel«
ved justitsministeriets cirkulære nr.
166 af 30. juni 1961. I den retspsykiatriske
sprogbrug har de nævnte udtryk været almindeligt
anvendte, ligesom mentalerklæringer
ofte har karakteriseret psykopatiske tilstande
nærmere på grundlag af den i den
psykiatriske teori anvendte klassifikation af
disse tilstande. Denne fremgangsmåde - og
navnlig sammenstillingen af en række adjektiver
til karakteristik af den undersøgte persons
tilstand - er dog blevet mindre almindelig"
gennem årene, og i hvert fald i retslægerådets
udtalelser betegnes de pågældende
Kapitel V.
Karakterafvigelser.
personer nu sædvanligvis som »karaktermæssigt
(karakterologisk) afvigende«, »personlighedsmæssigt
afvigende«, etc., hvortil
ofte føjes enkelte karakteriserende adjektiver,
af hvilke »holdningsløs«, »selvhævdende«,
»umoden«, »affektlabil« »selvusikker«,
»sensitiv« og »impulsiv« synes at være
de hyppigst forekommende. Ofte tilføjes også
oplysning om spiritusmisbrug, arbejdsmæssig
ustabilitet etc.
På foranledning af straffelovrådet har retslægerådet
afgivet en udtalelse af 11. november
1971 om muligheden for at opstille en
psykiatrisk klassifikation af de i forvaringsanstalterne
og særfængslerne indsatte lovovertrædere.
På grundlag af gennemgang af et
antal sager er retslægerådet kommet til den
konklusion, at »det næppe i dag er muligt på
realistisk måde fortsat at benytte de tidligere
anvendte typeinddelinger«. Det anføres, at
der er en »tendens til mindre koncis karakterbeskrivelse
og typeinddeling nu end tidligere«,
og at selve begrebet »psykopati« også
er gået mere og mere af brug i de retslægelige
udtalelser. Retslægerådet nævner, at
der utvivlsomt er visse træk, der især vil
kendetegne personer med specielle kriminelle
tilbøjeligheder (f. eks. affektlabile
voldskriminelle med aggressive impulser);
på den anden side vil den største gruppe, berigelsesforbryderne,
være en langt mere broget
skare, hvad angår personlighedsafvigende
træk.
(b) Strafuegnede lovovertrædere med karaktermæssige
afvigelser kan som nævnt
dømmes til forvaring på ubestemt tid. Når
man har valgt at indføre denne tidsubestemte
retsfølge, skyldes det først og fremmest
hensynet til retssikkerheden, specielt
ønsket om at sætte et værn mod farlighedstilstande
af uberegnelig varighed. Det var
det hensyn, der motiverede interneringsloven
af 1925 og affattelsen af straffelovens §