Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

for anvendelse af de samme foranstaltninger.
Det gælder bl. a. bestemmelser om tilsyn,
ophold og arbejde, afvænningsbehandling
for misbrug af spiritus eller narkotika, ambulant
psykiatrisk behandling, behandling
på hospital for sindslidende og ophold i optagelseshjem
m.v. Hverken § 57 eller § 70 er
udtømmende med hensyn til opregningen af
foranstaltninger. For så vidt der måtte være
mangler ved opregningen af retsfølger i en af
disse bestemmelser, vil det være nærliggende
at overveje ændringer i formuleringen.
Der er også den lighed mellem reglerne, at
der både efter § 70 og §§ 59-60 er mulighed
for senere ændring og ophævelse af de
trufne foranstaltninger efter rettens bestemmelse.
En mere indgribende foranstaltning
kan ændres til en mindre indgribende og
omvendt.
Der er på den anden side den forskel mellem
reglerne, at de ikke regulerer foranstaltningernes
varighed på samme måde. Medens
§ 70-foranstaltninger er helt tidsubestemte,
er varigheden af vilkår i betingede domme
begrænset af de almindelige lovregler og den
konkrete retsafgørelse om prøvetid og tilsynstid.
Prøve- og tilsynstid kan vare indtil 5
år; det samme gælder teoretisk set varigheden
af ophold i institution. Det er dog sjældent,
at der opretholdes nogen retsvirkning
af en betinget dom ud over 2-3 år, og ophold
i hjem eller institution efter § 57, stk.
1, nr. 2, må i almindelighed ikke vare mere
end 1 år.
En anden forskel er, at medens den, der er
dømt i medfør af § 70, jfr. § 17, definitivt er
undtaget fra en strafmæssig reaktion og placeret
i et system af forsorgsmæssigt og lægeligt
bestemte foranstaltninger, er den betinget
dømte at anse som en person, der principielt
er strafskyldig. Med hensyn til nogle af
de betinget dømte vil dette give sig udslag i,
at der i den betingede dom udmåles en straf.
Hvadenten dette sker eller ej, bygger den
betingede dom på den almindelige forudsætning,
at den domfældte har forskyldt en
straf, der kan komme til fuldbyrdelse, såfremt
han ikke overholder vilkårene om tilsyn,
lægelig behandling m.v. I den forbindelse
må det fremhæves, at medens retsfølger
idømt efter 70 er direkte exigible, vil effektiviteten
af en betinget doms vilkår bero
på den psykologiske tvang, der ligger i truslen
om straf for vilkårsovertrædelser. Hvis
84
den betinget dømte begår nye strafbare
handlinger, gælder det også i denne relation,
at han principielt (omend ikke ufravigeligt)
skal straffes for den lovovertrædelse, for
hvilken straffen er udsat.
Det fremgår af det her anførte, at en afskaffelse
af § 17 til fordel for anvendelsen af
betingede domme vil være udtryk for en bevægelse
bort fra en specialpræventiv linie i
retning af en mere strafbetonet. I en del tilfælde
vil en sådan ordning kunne fungere
uden praktiske ulemper, bl. a. fordi den betingede
dom opfylder sit formål, når den
domfældte tager mod tilbudet om behandling,
og denne lykkes, og fordi der i almindelighed
ikke følges nogen hård kurs overfor
personer, som overtræder vilkår. Der er formentlig
allerede under de nugældende regler
en tilbøjelighed til at foretrække betinget
dom overfor nogle af de af § 17 omfattede
personer, som ellers ville være blevet undergivet
tilsyn, psykiatrisk behandling m.v. i
medfør af § 70. Uanset de praktiske muligheder
for behandling, som den betingede
dom kan frembyde, forekommer det dog
tvivlsomt, om denne løsning bør vælges i de
tilfælde, som henhører under § 17. Det kan
som tidligere nævnt dreje sig om personer,
der er psykotiske, i en dermed ligestillet tilstand
eller på anden måde psykisk afvigende
i en sådan grad, at vægten må lægges på at
få gennemført en behandling. Det kan i sådanne
tilfælde forekomme mindre tilfredsstillende,
at der anvendes en domsform, som
fastslår, at straf er pådraget og udsat på
visse betingelser, og det kan være både principielt
og praktisk uheldigt, at gennemførelsen
af en behandling i nogen grad skal bero
på en straffetrussels virkning på en person,
der lider af en sygdom.
Det er straffelovrådets konklusion, at man
må lægge størst vægt på de ovenfor nævnte
grunde, som taler imod at anvende ubetinget
frihedsstraf eller betinget dom overfor den
nævnte gruppe af psykisk afvigende lovovertrædere.
Selvom det ikke er nogen stor
gruppe, er den dog af en sådan betydning, at
straffelovens regler bør åbne mulighed for
en efter de domfældtes psykiske tilstand afpasset
reaktionsform. En bestemmelse
herom vil formentlig også kunne have den
fordel, at man forebygger en udvikling i den
retslægelige praksis, som kunne indebære en
tendens til at give begrebet »tilstande lige-