Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

i antallet af afholdspålæg dels erkendelsen
af pålæggenes ringe effekt, dels den udvidede
anvendelse af antabusbehandling.
Af Kriminalstatistikken fra 1956-58, der
er den seneste statistik, der giver disse oplysninger,
fremgår, at der i 1956 blev meddelt
62 afholdspålæg, i 1957 13 og i 1958 20.
Siden da er antallet af meddelte afholdspålæg
faldet yderligere, og afholdspålæg i medfør
af straffelovens § 72 er nu i en længere
årrække ikke blevet anvendt.
Retslægerådet har over for straffelovrådet
givet udtryk for, at man er af den opfattelse,
at pålæg om ikke at købe eller nyde alkohol
i medfør af straffelovens § 72, jfr. § 138,
stk. 2, ikke længere kan tillægges nogen betydning
som middel til at imødegå alkoholbetinget
kriminalitet, især fordi overtrædelse
af et sådant pålæg sjældent vil blive opdaget.
Yderligere kan afholdspålæg være betænkeligt
af behandlingsmæssige grunde.
Retslægerådet anfører således, at det behandlingsmæssigt
kan være gunstigt, at alkoholrecidiver
optræder under et behandlingsforløb,
idet man herved over for patienten
får anledning til at påpege det uhensigtsmæssige
i at drikke. Recidivet kan således
bruges som behandlingsmotiverende element.
Hvad der gælder afholdspålæg meddelt i
medfør af straffelovens § 72, gælder tilsvarende
afholdspålæg efter straffelovens § 70.
Når de anførte udtalelser fra retslægerådet
sammenholdes med den kendsgerning, at
afholdspålæg i praksis faktisk ikke længere
anvendes, er det straffelovrådets konklusion,
at der ikke er grundlag for at opretholde reglerne
om afholdspålæg i straffelovens §§ 70,
72 og 138, stk. 2 og 3. Man foreslår derfor
disse regler ophævet.
2. Helbredelsesanstalt for drankere.
De før straffeloven af 1930 gældende bestemmelser,
som stammede fra straffelovstillægget
af 1905, blev som nævnt oven for
under punkt 1 med visse ændringer overført
til straffeloven. Man fandt imidlertid at
burde supplere disse regler med en bestemmelse,
der indebar mulighed for at anvende
kraftigere foranstaltninger end afholdspålæg,
således at man kunne tvinge den drikfældige
til at lade sig helbrede, når det efter lægeskøn
og det i øvrigt oplyste måtte antages,
106
at lovovertræderen var forfalden til drukkenskab,
hvorved måtte forstås, at han led
af en sygelig trang til nydelse af spiritus,
som han ikke uden kurativ behandling
kunne antages at blive i stand til at modstå.
Straffelovskommissionen af 1905, der afgav
betænkning i 1912 (UI), stillede derfor forslag
om indførelse af drankerasyler for visse
drikfældige lovovertrædere, jfr. § 85 i kommissionens
straffelovsforslag og mot. side
132-133.
Reglerne om en helbredelsesanstalt for
drankere blev undergivet enkelte ændringer i
de følgende straffelovsudkast, bl. a. med hensyn
til betingelserne for anbringelsen, jfr. U
II § 59, mot. side 83-84 og U III § 75, mot.
side 86. Den endelige affattelse fik bestemmelsen
under rigsdagsbehandlingen.
Bestemmelsen om anbringelse af visse
lovovertrædere i en helbredelsesanstalt for
drankere, der findes i straffelovens § 73,
har, bortset fra en rent redaktionel ændring i
1961, været uændret siden 1930. Bestemmelsen
lyder således:
»Fremgår det af indhentet lægeerklæring og sagens
øvrige omstændigheder, at en i § 72, stk. 1,
omhandlet eller en efter § 138, stk. 1, eller 2, strafskyldig
person er forfalden til drukkenskab, kan
det ved dommen bestemmes, at han efter straffens
udståelse eller, når betinget dom gives, straks skal
anbringes i en helberedelsesanstalt for drankere,
om fornødent i en særlig dertil indrettet offentlig
anstalt eller anstaltsafdeling, indtil han må anses
for helbredt. Det længste tidsrum for anbringelsen
fastsættes ved dommen til 18 måneder, i gentagelsestilfælde
til 3 år. Antages den således anbragte
før det fastsatte tidsrums udløb for helbredt eller
viser anbringelsen sig hensigtsløs, bestemmer justitsministeren
efter indstilling af anstaltens styrelse
og efter indhentet lægeerklæring om anbringelsen
skal ophøre.«
Bestemmelsen angår dels personer, der
omfattes af straffelovens § 72, stk. 1, jfr.
ovenfor under pkt. 1, dels personer, der har
gjort sig skyldige til straf efter straffelovens
§ 138, stk. 1 (farlig beruselse), eller § 138
stk. 2 (overtrædelse af afholdspålæg). Anbringelsen
i helbredelsesanstalten finder
sted, når dommen er udstået, medmindre
sagen afgøres med en betinget dom; i så fald
finder anbringelse i anstalten sted straks
efter dommen.
Anbringelse i helbredelsesanstalt kan også
ske som foranstaltning i medfør af straffelovens
§ 70.
Før 1936 blev kriminelle drankere anbragt
på private drankerhjem efter aftale