Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

den nordiske strafferetskomité er det kommet
frem, at det norske straffelovråd overvejer
at erstatte udtrykket »bevisstløshet« med
udtrykket »sterk bevissthetsforstyrrelse« og
samtidig tage disse tilstande ud af en obligatorisk
straffrihedsregel og undergive dem en
ny fakultativ regel om straffrihed. Den obligatoriske
regel vil i så fald kun omfatte
egentlig sindssygdom og åndssvaghed i høj
grad. Den påtænkte nye fakultative straffrihedsregel
skal foruden »sterk bevissthetsforstyrrelse«
omfatte handlinger begået i
»annen dyptgående abnormtilstand«. Man
vil ikke fra norsk side vælge formuleringen i
den danske strfl. § 16, men det er meningen,
at »dyptgående abnormtilstand« i det væsentlige
vil omfatte tilstande som dem, der
efter lægelig og juridisk opfattelse i Danmark
anses som »ligestillet med sindssygdom«.
(d) Bestemmelsen i straffelovens § 16 om
tilstande, der kan ligestilles med sindssygdom,
har haft en vis praktisk betydning, selv
om domme, der statuerer straffrihed i medfør
af denne bestemmelse, ikke har været
nær så hyppige som domme om psykotiske
tilstande. De abnormtilstande, som ved mentalerklæringer
er henført under den nævnte
passus i § 16, er ret forskelligartede. I nogle
tilfælde har det drejet sig om forbigående tilstande
f. eks. psykiske virkninger af medicinforbrug,
epileptiske tågetilstande, konfusionsreaktioner
etc; i andre tilfælde har abnormtilstanden
været af mere varig karakter,
således kronisk encephalitis, begyndende
alderdomssvækkelse, varige følger af hjernelæsioner
og svære neuroser. Fra retspraksis
kan nævnes følgende domme:
VLT 1941.54: T, der fandtes skyldig i bedrageriforsøg
og ulovlig tvang, led ifølge retslægerådets
erklæring af en kronisk encephalitis, der havde
medført en sådan sjælelig svækkelse, at tilstanden
måtte ligestilles med sindssygdom. T dømtes efter
§ 70, jfr. § 16, til at undergives tilsyn ved en tilsynsværge.
Efter genoptagelse af en tidligere straffesag,
under hvilken T var idømt straf for underslæb,
blev denne afgørelse ændret til den nævnte
tilsynsforanstaltning under hensyn til, at abnormtilstanden
antoges at have været til stede også på
tidspunktet for underslæbet.
U 1946.887 (H): Den 42-årige T, som havde gjort
sig skyldig i beføling af en 9-årig pige, havde ifølge
retslægerådet på gerningstiden været lidende af en
organisk hjernelidelse, der medførte en sjælelig reduktion,
som måtte ligestilles med sindssygdom.
Tilfældet henførtes under § 16, og T dømtes til
anbringelse i sindssygehospital.
31
VLT 1949.337: En arbejdsløs fyrbøder T havde
slået en købmand ned med et stykke jern. Ifølge
retslægerådets erklæring befandt T sig i en tilstand
af bevidsthedssvækkelse, der antagelig var
betinget af en af langvarig faste forårsaget sænkning
af blodets sukkerindhold (hypoglycæmi).
Denne tilstand måtte anses som ligestillet med
sindssygdom. T blev ved nævningekendelse fundet
strafskyldig, men de juridiske dommere fandt tilstanden
omfattet af § 16 og traf bestemmelse om
ny domsforhandling i sagen.
VLT 1956.167: En 62-årig kvinde T havde sat
ild på en divan i det af hende lejede værelse og på
en seng i et tilstødende værelse (straffelovens §
181, stk. 1). Retslægerådet udtalte, at hun led af
en aldersbetinget svækkelse af sjælsevnerne med
sådanne tilbøjeligheder til mistydning, at det var
sandsynligt, at en aldersbetinget forrykthed var under
udvikling. Tilstanden blev ved nævningekendelse
henført under § 16, og T dømtes til at undergives
tilsyn ved Dansk Forsorgsselskab og ved dettes
foranstaltning at anbringes på et plejehjem eller
anden lignende institution.
U 1958.944 (V): Efter at have dræbt sin fraseparerede
hustru foretog T et selvmordsforsøg, ved
hvilket han pådrog sig en svær hjernelæsion, som
medførte en betydelig intellektuel og følelsesmæssig
reduktion. Den herved opståede tilstand, som
altså ikke forelå på tidspunktet for drabet, måtte
ifølge retslægerådets erklæring ligestilles med sindssygdom.
I medfør af straffelovens § 71 bestemtes,
at T indtil videre skulle anbringes i sindssygehospital;
nævningerne havde forinden svaret benægtende
på et i henhold til samme bestemmelse stillet
spørgsmål om strafbortfald. Den straf, hvis fuldbyrdelse
udsattes, var under henvisning til § 85
fastsat til 6 års fængsel.
U 1969.314 (H): En 26-årig kvinde T havde sat
ild på en elevbolig ved et statshospital ved at anlægge
bål forskellige steder. Ifølge en erklæring fra
retslægerådet var T præget af en neurotisk karakter;
tilstanden var blevet forværret i de sidste to
år, idet T bl. a. havde vist tendens til affekteksplosioner
og 5 gange foretaget selvmordsforsøg. Der
var tegn på en organisk hjernelidelse. Det var sandsynligt,
at hun havde befundet sig i en med sindssygdom
ligestillet epileptisk tågetilstand. T blev
ved nævningekendelse frifundet for straf i medfør
af straffelovens § 16 og dømt til anbringelse i et
hospital for sindslidende. (Dissens for behandling
i sådant hospital eller under dets tilsyn).
Som eksempler på dom til straf - efter at
spørgsmålet om tilstandens ligestilling med
sindssygdom har været rejst i mentalerklæringen
- skal anføres følgende domme:
VLT 1950.364: En 23-årig person havde forsøgt
at dræbe sin hustru ved et greb om halsen. Ifølge
retslægerådet kunne man ikke ganske afvise den
mulighed, at T i gerningsøjeblikket befandt sig i
en abnormtilstand, der var ligestillet med sindssygdom.
Tilfældets nærmere beskaffenhed er ikke
refereret. Nævningerne svarede benægtende til
spørgsmål om anvendelse af § 16, men fandt § 85
anvendelig. T idømtes 4 års fængsel.
VLT 1951.71, jfr. 1950.129: T fandtes skyldig i