Betænkning de strafferetlige særforanstaltninger - Krim

legemsbeskadigelse, brandstiftelse, voldtægt
m. v. I drabssager har der kun i de færreste
tilfælde været tale om en nedsættelse af
straffen under strafferammens minimum på
5 år; for så vidt angår forsøg vil strafnedsættelse
iøvrigt samtidig have hjemmel i § 21,
stk. 2. Noget hyppigere ser man, at den udmålte
straf er 8, 10 eller 12 år i sager, hvor §
85 er anvendt. Det må formodes, at § 85 i
hvert fald i nogle tilfælde har bevirket den
relativt milde udmåling, medens straffen i
andre tilfælde kunne have været udmålt på
samme måde uden anvendelse af § 85.
(b) Under hensyn til den nævnte sammenhæng
mellem reglerne i §§ 16 og 17 og
bestemmelsen om strafnedsættelse og strafbortfald
i § 85 har straffelovrådet fundet
det naturligt at overveje nogle ændringer
i § 85. Om nogen væsentligt øget anvendelse
af strafnedsættelse og strafbortfald kan der
vist nok ikke blive tale, når almindelig strafudmåling
og brug af betinget dom i de fleste
tilfælde fører til hensigtsmæssige resultater.
De forslag, som omtales i det følgende,
er derfor mere udtryk for en formel justering
af bestemmelsens formulering end for et
ønske om at bevirke bestemte ændringer i
retspraksis.
Af grunde, som er nævnt ovenfor, finder
straffelovrådet det naturligt, at ordet »forbigående«
udgår af bestemmelsens karakteristik
af subjektive særtilstande, der kan bevirke
strafnedsættelse eller strafbortfald.
Man foreslår endvidere, at bestemmelsen
om strafnedsættelse, som nu formelt er obligatorisk,
får en fakultativ karakter, således
som det allerede er tilfældet med bestemmelsen
om strafbortfald. En fakultativ affattelse
er bedre stemmende med den form for bedømmelse,
der faktisk foreligger, når grundlaget
for strafnedsættelse er angivet med
ord, hvis anvendelse forudsætter et skøn i
det enkelte tilfælde.
Bestemmelsen om strafbortfald indeholder
den begrænsning, at straffen ikke i noget tilfælde
kan bortfalde, såfremt strafferammen
for den pågældende forbrydelse omfatter
fængsel. Denne begrænsning forekommer
mindre rimelig. Ved berigelsesforbrydelser
har domstolene efter § 287 adgang til ikke
blot at nedsætte straffen, men også — »under
i øvrigt formildende omstændigheder« - at
lade den bortfalde, såfremt forbrydelsen er
91
»af særlig ringe strafværdighed på grund af
de omstændigheder, hvorunder handlingen
er begået, de tilvendte genstandes eller det
lidte formuetabs ringe betydning eller af
andre grunde«. Der opstilles altså her meget
frie rammer for sanktionsvalget med hensyn
til berigelsesforbrydelser. Også for så vidt
angår adgangen til at afsige betinget dom er
domstolene meget frit stillet, ligesom anklagemyndigheden
har en vidtgående adgang til
at frafalde påtale. På baggrund af de her
nævnte vide beføjelser forekommer det principielt
rigtigt og ubetænkeligt, at der i en almindelig
regel om strafnedsættelse og strafbortfald
indrømmes domstolene en betydelig
frihed med henblik på tilfælde, hvor særlige
fcrhold taler for ikke at pålægge nogen
straf.
Man kan i den forbindelse pege på de
vidtgående bestemmelser om »straffminskning«
og »påföljdseftergift«, som gælder i
svensk ret efter brottsbalkens kap. 33 § 4:
»Har någon begått brott innan han fyllt aderton
år, må efter omständigheterna ådömas lindrigare
straff än för brottet är stadgat. Lindrigare straff
må ock, om särskilda skäl äro därtill, bestämmas
för brott som någon begått under inflytande av
själslig abnormitet.
Om synnerliga skäl äro därtill och hinder uppenbarligen
ej möter av hänsyn till allmän laglydnad,
må jämväl i annat fall ådömas lindrigare
straff än som stadgat för brottet.
Finnes på grund av särskilda omständigheter
uppenbart, att påföljd för brottet ej är erforderlig,
må påföljd helt eftergivas«.
De anførte bestemmelser omfatter altså:
(1) strafnedsættelse på grund af ung alder,
(2) strafnedsættelse på grund af psykisk abnormitet,
(3) strafnedsættelse i andre tilfælde
uden principiel begrænsing med hensyn
til omstændighedernes art og (4) bortfald
af retsfølge i alle tilfælde, principielt
uden begrænsning med hensyn til omstændighedernes
art. Om de svenske overvejelser
vedrørende indførelse af disse lempelsesregler
henvises til Beckman, Holmberg, Hult &
Strahl III s. 273 ff. Spørgsmålet om sådanne
regler må dog ses på baggrund af svensk rets
restriktive holdning til opportunitetsprincippet
i strafferetsplejen.
§ 85 indeholder en skærpende særregel
om beruselse. Den går ud på, at strafnedsættelse
og strafbortfald udelukkes i tilfælde,
hvor en lovovertræders sjælelige uligevægtighed
på gerningstiden skyldes selvforskyldt
beruselse, og den pågældende tidligere er